Lad det 73. dødsspil begynde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang


UDRAG
" Det en joke?, det kan ikke være mig" mit åndedræt bliver til små hvæse stød, og tårerne presser sig på. Jeg borer mine negle ind i mine håndflader, mens jeg tager små korte skridt op mod scenen, op mod min død.

___________________________________________________________________________________
I distrikt 10, er det at blive udtrukket som soner til dødsspillet det samme som at skulle til slagtegården. Celia Thatcher får vendt op og ned på sit liv, da hendes navn bliver trukket og hun sendes afsted til slagtegården, det eneste hun kan gøre er at bruge sin stædighed til ikke at give op uden kamp. Celia lærer nye ting om sin familie og konsekvenserne af at have Thatcher som efternavn.




2Likes
1Kommentarer
355Visninger
AA

2. Damien

Efter fem minutters løb, når jeg hen til hestestation 3. Vi har omkring 40 af den slags stationer i distrikt 10. I 10 kommer man rundt til fods, eller hvis man som jeg arbejder på et af morgen holdene, så kommer man rundt til hest. 

Alle distrikterne i Panem, har en opgave. Vores er at sørge for kød til Capitol borgerne, så man skulle jo tro at nu hvor man er et sted med så mange kvæg, som der er her i 10, var der ingen der sultede. Men det er der, min familie klarer os lige, men der er aftner hvor vi går i seng uden at have spist. Jeg arbejder på station 3, min makker og jeg skal holde øje med kvierne der går et par kilometer herfra, på nogle græs arealer. 

Jeg går ind i staldbygningen, og Ulven lunter stille efter. " Godmorgen John" siger jeg højt og tydeligt, den gamle mand er nemlig ved at være små døv. " Hva laver du her!" siger han brysk, " det er Høst dag, du burde sove længe, alt arbejde er indstillet til efter Høsten" 

Jeg er nået hen til en smuk brun plettet vallak, han pruster anderkendende og giver sig til at stampe med benet. " Jeg ville lige tage striber ud på en galop tur inden " siger jeg uden at tage øjnene fra hesten. John ser mistroisk på mig. "Og der var en Kvie der så lidt bleg ud igår" skynder jeg mig at tilføje. " Så lad gå da, men kør nu ikke hesten for træt, den skal arbejde senere idag."

" Bare rolig" siger jeg. Lyn hurtigt gør jeg Striber klar, og så skridter vi op mod porten. Ulven kommer pludseligt frem fra et buskads, Striber gør et forskrækket hop til siden. Men jeg kan ikke lade være med at le. Jeg kan mærke hvor afslappet jeg er, hestene har den effekt på mig og på en dag som idag byder jeg den følelse velkommen. 

Oppe ved porten står to fredsholderer, det er Jack og Emilia. I tavshed spænder Jack en sender til min fod, der kun kan tages af med en nøgle, som han og alle andre fredsholdere har. Emilia smiler til mig, da Jack kigger væk. Hun er en af de søde fredsholdere, men når Jack er med hende, bliver hun nødt til at være en autoritets figur og ikke min ven. Jack stikker mig en bue i hånden og et pile kogger med 5 pile i. " Er det det?" spørger jeg, han svarer mig ikke, men åbner bare porten. Jeg slænger buen over skulderen sammen med pilekoggeret. Den eneste grund til at jeg får udleveret våben, er fordi, at der er mange større rovdyr i området for tiden, som Pumaer. 

Foran mig ligger et kæmpe stort område, med græsvidder så langt øjet rækker, kun afbrudt af bakker og træer ind i mellem, jeg sætter hælene til Striber og galopere ud af distrikts 10 officielle område. Herude er der ingen sult eller nød, kun græs og mere græs. De kvæg jeg skal ud at se til ligger mod øst, men jeg fortsætte ligeud en kilometer eller to. Ulven prøver at følge med, de første 500 meter, men den ved godt at jeg vil vente på den senere. 

Da Striber og Jeg når op for enden af en bakke, kan jeg se ham på den anden side. Lige der hvor jeg vidste at han ville vente på mig, vores møde sted. Han sidder roligt på jorden, under det lille æble træ, ved siden af ham græsser en stor sort hingst, Storm. Jeg sætter i trav da jeg kommer tættere på, Damien kigger op mod mig og smiler. " Jeg vandt" siger han med et glimt i øjet. Lige siden vi blev arbejdsmakkere har vi konkurreret om hvem der først kom hen til æbletræet. " I dag" svarer jeg, mens jeg stiger af hesten, jeg binder Striber til træet og sætter mig ned ved siden af Damien. Han giver mig et stykke chokolade i hånden. Jeg kigger bare på ham, jeg er chokeret. "hvem har du slået ihjel for det?" udbryder jeg, stadig med slikket i hånden. 

"Benjamin har sparet penge op, det er hans tak til dig" siger Damien med et skævt smil. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, jeg elsker Benjamin som min egen bror og ville uden et øjebliks tøven tage ham ind i min familie, hvis det utænkelige skulle ske at Damien blev trukket til dødspillet. Vi har en aftale, jeg tager mig af Benjamin hvis Damien bliver trukket, og hvis jeg ryger afsted, holder Damien øje med mine søstre. Damien er Benjamins eneste familie, deres forældre døde i en brand for mange år siden, før vi mødte hinanden. 

Så Damien blev i en alder af 14 år, den ansvarlige for en lillebror på 8 år. Teknisk set skulle de begge have været placeret i et af børnehjemmene, men min far lovede at han ville holde øje med dem begge. De bor stadig i deres gamle hus, men når Damien ikke er hjemme, er Benjamin hos mine forældre. 

Det er kun fordi min fars efternavn er Thatcher at han kunne tillade sig at blande sig i myndighedernes affærer, min bedstefar vandt dødspillet da han var ung, så de kender min families navn og det har tilsynladende sine fordele. 

 "Se!" udbryder Damien pludseligt, ud af øjenkrogen kan jeg se en hvid klump i fuld firspring på vej i mod os. "Den ligner en snebold der kommer trillende" ler jeg. 

Ulven overfalder Damien med sine våde kys, og brummer helt af glæde. Der er lidt røde pletter i dens pels, den har nok haft fanget en kanin på vejen hen til os. Sammen med Damien gnubber jeg blodsporene af dens pels, og da vi er færdige, indfanger vi hestene og sætter i skridt mod distriktet. " hvad med kvæget? sagde vi ikke vi ville tjekke op på dem" spørger jeg ham, " vi gør det bare når høsten er overstået, kap løb?" svarer han med hævet øjenbryn. Man skal være blind for ikke at kunne se, hvor godt han ser ud. Han er høj, med mørktbrunt hår. Men det er hans øjne,  de skinner på en måde der indfanger folk, eller mest piger. Dog ikke mig. Jeg har kendt ham i hvad der føltes som en evighed og det ville være som at gå ud med sin fætter. 

Uden et ord sætter jeg Striber i galop og galoperer fra ham. " Jeg giver dig et forspring, du får brug for det!" råber han, men jeg hører det kun halvt, for vinden suser allerede i mine ører, da jeg lader Striber løbe alt hvad han kan. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...