Krig er foragt for liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Færdig
Endnu en gang udvælges to sonere fra hvert af de tolv distrikter for at kæmpe til døden i en ukendt arena. Hele Panem ser med. Men i det fattigste dele af Panem rør oprørsånden sig på ny hos indbyggerne og de gør sig klar til at tage kampen op. Men oprøret ender ikke som antaget af den lille oprørsgruppe fra 12. distrikt.
*Bidrag til The Hunger Games konkurrencen.*

5Likes
2Kommentarer
657Visninger
AA

7. Kapitel 5

Mine hænder ryster da jeg står med talen i hånden. Jeg læser den lavmælt højt for mig selv, igen og igen, selvom jeg efterhånden kan den udenad, men i det mindste har jeg noget at foretage mig. Sonny giver mig et opmuntrende smil. Han tror virkelig på, at det skal lykkes. Vi er der næsten. Jeg har lyst til at løbe min vej men så er vi der. Vi går ind i midten af det store, menneskebefængte torv. Luna, Roger og Tobias befinder sig sammen med omkring ti andre fra Det Blå Køkken allerede på pladsen, og de har til opgave at sørge for, ingen fredsvogtere bliver mistænksomme før det er for sent og vores stunt vil være sendt rundt til millioner af tvskærme.

Her er overraskende mange mennesker. Det kan vi takke Roger for. Jeg står rank og skal til at træde op på det lille podie, vi har opstillet. Jeg får øjenkontakt med Tobias idet det sker. Jeg ser lyset forsvinde fra hans øjne og hører først skuddet bagefter. Han falder om og en rød plet breder sig på hans hvide skjorte der, hvor hans hjerte sidder.

    Jeg skal til at løbe hen til ham, ruske i ham, men så når logikken min hjerne. Det er tydeligt, at han er død og det eneste det vil gøre at forsøge at redde ham, er at bringe mig selv i fare også. Vi ved det alle sammen; vi bliver nødt til bare at løbe og ikke se os tilbage. Jeg maser mig forbi menneskemængden og når hurtigt udkanten af byen. Jeg sikrer mig at de andre er med mig og så løber vi sammen ind i skoven. Pludselig stopper Luna op.

    “Luna!” råber jeg til hende og ved ikke rigtigt om jeg bare skal løbe videre, men jeg stopper op og da de andre hører mit råb gør de det samme. “Luna du kan ikke bare stoppe, for helvede. De er efter os!”

    “Nej,” siger hun og ryster på hovedet. Hun er forpustet og forsøger at tale igennem sin grådkvalte stemme. Jeg spørger hende hvorfor hun græder, men hun holder bare en finger op og får vejret. Så taler hun: “Jimmy… Han… Jeg… Det var mig.” Jeg kigger undrende på hende, og Sonny nærmer sig med hastige skridt. Hun kigger fortvivlet på ham mens tårerne strømmer ned ad hendes kinder. Hun lægger hånden på maven og bryder stadig ikke øjenkontakt. “De ville… De ville bare have ét navn. Én af os, de kunne straffe ved at sende i spillet. De kaldte det billigt sluppet. Sonny,” Hun taler hurtigere og hurtigere og vi står alle lammet til stedet. Hun er tæt på at hyperventilere men Sonny er som forstenet. Han gør ikke noget. Hendes stemme er blødere da hun uddyber. “Sonny, de ville tage vores barn. De gav mig et valg, og jeg valgte ud fra hvem der havde de bedste forudsætninger for at overleve.

           Og det var mig der sagde til dem, at vi ville komme. Det var derfor de vidste det inden i overhovedet begyndte at tale. Jeg ville…”

    Vi står alle sammen helt stille og ved ikke hvad vi skal gøre. Skal vi efterlade hende? Klappe hende på ryggen? Slå hende? Men så hører vi en hunds glammen og fødder der løber hurtigt i muld, og tager en kollektiv beslutning. Vi ignorerer Luna der er sunket ned på knæ, og løber for vores liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...