Krig er foragt for liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Færdig
Endnu en gang udvælges to sonere fra hvert af de tolv distrikter for at kæmpe til døden i en ukendt arena. Hele Panem ser med. Men i det fattigste dele af Panem rør oprørsånden sig på ny hos indbyggerne og de gør sig klar til at tage kampen op. Men oprøret ender ikke som antaget af den lille oprørsgruppe fra 12. distrikt.
*Bidrag til The Hunger Games konkurrencen.*

5Likes
2Kommentarer
654Visninger
AA

4. Kapitel 2

Vi vidste alle sammen godt, dagen ville komme. Og vi troede da også vi var klar, men nu hvor vi stod foran det store, hvide lærred og ventede på at spillet skulle til at gå i gang, havde jeg mest af alt lyst til at lægge mig i fosterstilling og brække mig ud over det hele. Havde jeg været alene, var det sådan jeg havde reageret, men det er jeg ikke, så jeg står bare stift og forsøger ikke at gøre noget som helst. Mine øjne flimrer og jeg kan ikke rigtigt fokusere. Til højre for mig står Tobias. Jeg smiler til ham og han kigger på mig. Han græder. Jeg tager hans hånd og smiler fortsat. Det føles som om mine mundviger er blødende sår og at mine øjne har befundet sig i en ørken det sidste halve år. Lærredet lyser op og et close-up af Ceasars ansigt skærer sig ind i mine hornhinder. Tobias knuger min hånd hårdt og jeg må bruge al den selvbeherskelse jeg besidder, for at holde mig selv fra at løbe min vej. Jeg ville give alting for at føle vinden i skoven mod mit ansigt lige nu. Bare at ligge ved en bæk og lytte til fuglene. At holde Jimmys hånd.

 

Jimmy står på sin platform og kigger rundt på sine modstandere. Han har godt observeret dem under træningen, og fået en nogenlunde idé om hvem der er kujoner og hvem han skal passe på. Men det i dette stille øjeblik står det utroligt klart. Det er som om essensen er deres personligheder mangefordobles, og Jimmy begynder at danne sig et konkret billede af hvordan han skal få sejren i land. Så snart det bliver indikeret at de må forlade deres platforme løber Jimmy mod overflødighedshornet. Han skriver sig bag øret hvem der med det samme flygter og hvem der ligesom ham går efter at indsamle så mange ting som muligt. Han griber hurtigt et sværd der ligger tæt på ham og scanner med øjnene hændelserne. Af dem der samler ting ser nogle af dem målfaste ud og andre en smule forvirrede. Han beslutter sig for at udstråle viljestyrke så han ikke ligner et let offer som mange af de andre. Det lykkes ham at samle flere tasker op inden han løber sin vej.

Først bagefter, da hans puls er faldet lidt til ro igen begynder han at reflektere over hvad der lige skete. Han indser at han faktisk ikke konkret ved hvad der lige skete. Og hvor han er. Han puster langsomt ud og observerer. Det er stille. De nogle af de stærke holdt sammen og blev ved hornet, og dem der ligesom ham alligevel endte med at løbe, løb i andre retninger end ham. Dog kan han ikke finde sig sikker, da der sagtens kan være nogen af dem der løb med det samme, der befinder sig i samme del af arenaen som ham. Hans fødder er våde, observerer han. Arenaen virker som en gigantisk sump. Han bliver nødt til at finde et tørt sted at sove, ellers vil der ikke gå mange dage før han dør af forfrysninger. Han takker stille for, at være vokset op et koldt sted, for det vil klart være en fordel for ham her. Han sidder lige nu på en stor sten. Selvom der er træer rundt om ham er han ikke særligt godt beskyttet, for træerne er meget tynde. Han kan ikke rigtigt bruge dem til noget, for havde de været større havde han måske kunne bygge noget ud af dem eller kravle op i et for at tørre. Han beslutter sig for at førsteprioriteten lige nu er at være i bevægelse til han finder et sted at holde til. Han lukker øjnene og vælger en tilfældig retning som han bliver ved med at følge. Imens han går kigger han de ting han har samlet sammen igennem og forsøger vurdere hvad der er vigtigt og hvad han ikke har brug for, som bare vil være til besvær at slæbe rundt på. Et smil strejfer hans læber da han ser en af rygsækkene indeholder tre par rene sokker. Han har været heldig. I det kolde, fugtige klima gælder det om at holde sin fødder tørre og sit hoved varmt hvis man vil overleve, så han leder tingene igennem og finder et tørklæde, som han binder om sit hoved.

Derudover finder han mad, vand, et tæppe og så selvfølgelig det sværd han tog fra jorden. Han har været heldig. Som han tænker den tanke, hører han to kanoner. Nogle af de andre har ikke haft heldet med sig, og han føler overraskende lidt for det faktum at to mennesker lige er erklæret døde, bemærker han flygtigt. Hvor mange er de så tilbage? Alt det der skete omkring overflødighedshornet er lidt tåget og han kan faktisk ikke huske hvor mange der døde. Han trækker på skuldrene og fortsætter sin færd for at finde et tørt sted at overnatte. Han har mange, lange dage foran sig.


 

* * *

 

Spillet går sin gang og hver dag må endnu et barn lade livet. Arenaen er virkelig ond i år. Mere end en fjerdedel af kanonerne har lydt takket være vådt og koldt klima.

   Jimmy har ikke nær så meget kameratid som så mange af de andre, og det er jeg glad for. Hver gang hans velkendte ansigt optræder på den lille fjernsynsskærm breder der sig en ubehagelig og anspændt stemning i køkkenet. Tobias bider sine negle til blods og Luna rejser sig og forlader lokalet.

    Men hver gang kameraet panorerer væk og en ny soner viser sig på skærmen synker mit hjerte og jeg får en knugende fornemmelse i maven. Frygten for, at den næste gang vi får ham at se vil være når hans kanon lyder er altoverskyggende.

Sonny gør sit bedste for at bevare håbet. “Se, hvor langt han er kommet! Min bror er kvik, han skal nok vinde det her.”

Og vi vil så gerne tro ham, men jeg tror ikke, jeg tør. Det siges, at det er værst at blive ladt tilbage. Sandheden af de ord rammer mig som tusind piskeslag.

 

Jeg er overrasket over, hvor længe Cecilia har overlevet. Hun holder sig for sig selv og gemmer sig så godt hun kan fra alt og alle. I skolen gik jeg et par klasser over hende. Hun var det mest generte væsen jeg kendte. Det gør mig oprigtigt ondt at hun er endt i spillet, men statistisk var der ingen vej udenom.

Kameraet følger hende for en kort stund. Hun løber, hvem ved hvorhen. Hun løber bare. Det er som om, det er den bedste taktik hun har kunnet komme i tanke om; at holde sig i bevægelse - hele tiden. Jeg undrer mig stille over, hvorfor kameraet bliver ved med at følge hende. Capitol gør alt for at gøre spillet interessant og actionfyldt. Først da en høj skikkelse braser ind i billedet går det op for mig. Vi skal til at overvære hendes død.

Cecilia skriger og hulker, og spilmestrene morer sig ved at give os et close-up af hendes forskræmte ansigt. Men kameraet drejer, vi får morderens ansigt at se og alt snak forstummer med ét.

Jimmy presser Cecilia til jorden og slår løs på hende med knyttede næver. Hun klynker ynkeligt og prøver desperat at komme fri fra min kærestes dødbringende greb, men han rækker ud efter den sten der ligger ved hendes hoved. Han banker løs og hans fingre farves røde i takt med hvert slag. Kanonen lyder, men han holder ikke inde. Han bider tænderne hårdt sammen og lader gang på gang sten møde hud i en symfoni af knust kranie. Først adskillige minutter senere rejser han sig op, smider våbenet fra sig og løber sin vej. Cecilia er nu blot en bunke blod og flosset hud på mosejorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...