The get away

Eleanor Reed er en 16 årig pige.
Hendes liv er hvad man kan kalde 'perfekt', i hvert fald i andres øjne.
Men i hendes øjne er det ikke mindre end kedeligt. Hun vil have spænding i livet, hun vil ud og opleve. Hun har aldrig drukket, aldrig røget hash, som de fleste i hendes årgang allerede har, jomfru er hun skam også. Men med forældre som hendes er det svært at gøre alt det her, som alle andre. Og det er hun godt og grundigt træt af.
Men da hendes forældre skal på forretningsrejse, øjner hun chancen for at slippe væk.
Hun har en helt liste om ting hun vil. Er Eleanor klar til det?
Hvordan går det, når hun møder selveste Justin Bieber... hopper han med?

8Likes
6Kommentarer
586Visninger
AA

3. Start of something new

 

"Taxi" Råbte jeg og viftede med armen. Heldigvis boede vi inde i byen, så det var ikke så svært at få fat i en taxi. Jeg havde set på film at man bare skulle vifte lidt med armene, også ville de stoppe. Seems legit.

Der var gået en halv time nu, og det var ikke fordi at det var gået med held. Det så da så let ud på film. Måske skulle man bare lave større bevægelser. Jeg begynde at råbe højere, og med armbevægelser man sikkert kunne skimte fra kilometers afstand. "Frue, jeg tror ikke det vil hjælpe"  Sagde en stemme bag mig. Jeg var ved at vælte af bare chok. "Øh ja, nej, det bare ford-" Jeg blev afbrudt af ham igen. det var en, en smule overvægtig mørk person som sad inde i bilen. Jeg er ikke meget for at kalde ham neger, men hvordan skal jeg ellers beskrive ham. Jeg kiggede på bilens tag, og skimtede et taxa skilt. "Bare hop ind her" sagde han med medlidenhed. Jeg smilede taknemlig til ham, og satte mig ind, med min kuffert ved min side. Den kørte ikke. "Bare kør" Smilede jeg, og nikkede ud mod vejen. "Du skal lige fortælle mig en destination først" smilede han tilbage og løftede øjenbrynene. "Øh ja, ja lufthavnen tak". Han nikkede og trådte på speederen. Jeg kiggede på hans apparat foran ved rettet. '30 minutter til destinationsankomst'.

Kære Alice.

Jeg er taget afsted.. Men jeg kan ikke sige hvor. Jeg kommer tilbage, bare ikke foreløbig.

Jeg skal ud og opleve noget. Men ikke sig noget til mine forældre. Bare sig til dem at jeg er taget over til tante i Boston. Pas godt på dig selv. Det er dit hus nu, eller i hvert fald til de er hjemme. :) Jeg er okay.

Venlig hilsen Eleanor.

En tåre trillede ned af kinden. Nu er det nu. Der er ingen vej tilbage. Jeg kiggede ud af vinduet. Hurtigt tørrede jeg tåren væk, og trykkede send. "Du er ikke van til alt det her var?" Spurgte chaufføren. Eller det var snarer en konstatering. "Hvad mener du?" Spurgte jeg nysgerrigt. Jeg håber da ikke at det var så tydeligt. "Da jeg var i din alder tog jeg væk hjemmefra, fordi at jeg ville finde mine biologiske forældre, jeg var heller ikke så kendt med alt det her. Hvad jeg siger er at, du minder lidt om mig frøken" sagde han og kiggede fortsat på vejen. Jeg nikkede langsomt, og tænkte grundigt over hvad han sagde. "Hvad sagde dine forældre til det?" Spurgte jeg, og slap grebet en smule fra kufferten. "Lad os bare sige at jeg ikke så dem mere, efter det" Sagde han kort. Jeg kunne mærke at det gik ham på. "Hvorfor dog ikke?" Gud hvor spørger jeg om meget. Jeg slog mig selv i hovedet. "De ville ikke se mig mere efter det" Svarede han, og drejede rettet. Jeg fik et stort sug i min mave, som at blive sparket hårdt i maven. Fuck. "Men det er dog den bedste beslutning jeg nogensinde har taget" Smilede han tilfreds, og fortsatte, "jeg fandt jo lykken, mine biologiske forældre. Og nu har jeg en søn og kone, at tænke på". Jeg bed mig i læben, og kiggede ned på mine lår, gennemblødt var jeg da. "Hvad mener du egentlig med alt det du fortæller mig?" Spurgte jeg uforstående. Han kiggede i bakspejlet og sagde så, "at du skal passe på". Jeg kiggede forvirret på ham, men forstod så. Jeg nikkede stille og han nikkede anerkendende tilbage. "Så er vi her" konstaterede han efter fem minutter. Jeg smilede taknemmelig. "Hvad bliver det?" spurgte jeg, imens jeg var på vej ud af taxaen. "Bare smut med dig, hvis du lover en ting" Sagde han, og det sidste mere alvorligt. Mine øjne udvidede sig af ren overraskelse. "Og hvad er det?" Spurgte jeg. "Lov mig at passe på dig selv" Sagde han, inden jeg kunne nå at sige min sætning. Jeg nikkede seriøst, og sagde tak. "Det betyder meget". Jeg lukkede taxa døren, og trak kufferten med mig.

"Hvad kan jeg hjælpe dig med?" Spurgte damen bag skranken. Jeg var inde i lufthavnen nu. Der var ikke specielt mange, måske omkring tyve personer, og der er ingenting i den her lufthavn. "En billet til LA" Sagde jeg bestemt. Hun nikkede ligeglad tilbage, "enkelt eller retur?" Spurgte hun. Hun tyggede tyggegummi. Jeg nikkede smilende. Hun vendte øjne af mig. "Nåår, øh det må være enkelt" Svarede jeg. Pinligt, pinligt, pinligt. Hun nikkede og tastede noget ind på hendes computer. "Der er en afgang, men det er først om halvanden time" sagde hun, og tyggede videre på hendes tyggegummi. "Det er fint" Svarede jeg hurtigt. "Kort eller kontant?" Spurgte hun kort. Jeg gav hende penge kontant, når nu jeg ikke brugte dem på taxaen, kunne jeg ligeså godt bruge dem på flybilletten. Jeg smilede takkende, og tog imod min billet. Jeg gik overmod der hvor jeg skulle. "Den anden vej" Sagde hun irriteret, og nikkede mod venstre. Pinligt. Det er ikke lige min stærke side. Nå. Nu var jeg da på rette vej. 

Der var en ventesal tæt ved gaten, og jeg bestemte mig for at sætte mig der. Jeg satte mig hvor der var vindue ud til alle flyene. Regndråberne trillede stadig ned af ruden, og der var ret mørkt udenfor. Hvad var klokken mon. Jeg tændte displayet på min iPhone, 02.45. Jeg kørte mine fingre over billetten. 04.00. Der går flyet.

Jeg må have været faldet i søvn, klokken var nu 03.15. Jeg kiggede rundt i ventesalen. Der var ingen, eller jo, der sad en dreng længere ovre mod hjørnet. Underligt. Der burde da at være mange nu. Jeg tænkte ikke videre over det. Drengen sad med sit hoved nede i sin mobil. Han var brun håret, det var mørke brunt agtigt. Jeg gik over til skraldespanden, og lagde æblet ned i den. Jeg var blevet sulten efter at sove. "Hvorfor gør du det på den måde?" Spurgte drengen, og grinede lidt til sidst. Jeg kiggede op og hen på ham. Han hang  hen over stolen, men havde dog lagt sin mobil i lommen nu. Han så ikke specielt glad ud. Jeg har set ham før. "Hvad mener du?" spurgte jeg grinende. Han tjekkede mig ud, og smilede så til mig bagefter. Han så faktisk ikke helt dårligt ud, og han havde smukke brune øjne. "Justin" han rejste sig op, og præsenterede sig selv. Han var omkring 15 cm. højere end mig. "Eleanor" Sagde jeg smilende, og gav ham hånden. Han smilede sødt tilbage. "Kom og sæt dig ned her" Sagde han, og smilede skævt. "Hvorfor ikke" svarede jeg, og gik over og hentede min kuffert. Jeg mærkede at han kiggede på mig, og vendte mig derfor om. Ganske rigtigt. Jeg rystede grinende på hovedet, og han blinkede. "Slå røven i sædet, som man siger" Sagde han og gabte. Jeg kiggede overrasket på ham. Men satte mig så ned. Jeg trak min jakke af, men beholdte huen på. Mine brune lokker faldt naturligt ned, lige til under brystet. "Der er ikke mange herinde var?" Sagde jeg, for ligesom at starte et samtale emne. "Nej.. Nej det er der ikke" Svarede han og sank en klump i halsen, og kiggede ned på fliserne. "Er der noget galt?" Spurgte jeg og kiggede på ham. "Du ved vel hvem jeg er ikke?" Spurgte han nedtrykt. Jeg nikkede, og kiggede forvirret på ham. Justin Bieber. Jeg har aldrig været den største fan af ham, men har intet imod ham. "Min manager, Scooter Braun, ville have at jeg skulle have en ventesal alene. Men altså det er jeg jo ret ligeglad med. Han ville også have dig ud. Men jeg syntes at det ville være synd for du lå jo og sov. Og ja, vi kom op i en lille fight" Svarede han, og kørte sin fod i cirkler. Jeg nikkede forstående. "Det må være hårdt" konstaterede jeg, og tog en dyb indånding. "Ja, og altså nogle gange ville jeg ønske at jeg bare kunne møde en fremmed, også at det var en fremmed. Altså når jeg møder en fremmed, er de fremmed for mig, men de kender mig allerede, hvis du forstår?" Sagde han nedtrykt. Han lagde sit hoved i sine hænder. Jeg nussede ham blidt på ryggen, det gjorde min storesøster altid når jeg var ked af det. Hun er dog langt hjemmefra nu. "Hey, jeg har en ide" Sagde jeg, og rejste mig op. Han kiggede forskrækket op på mig. "Nu går jeg hen til mit sæde igen, også lader vi som om at ingen af os overhovedet kender hinanden på nogen måde"  Sagde jeg, og syntes at min ide her var pæn god. Jeg kiggede ventende på ham. "Ja, okay" Svarede han grinende og trak på skuldrene.

"Mit fly går snart, jeg tror at jeg skal hen til gaten nu" Sagde jeg grinende, da jeg havde set klokken på min mobil. Klokken var 03.40. Jeg tog min jakke på, og han nikkede forstående og rejste sig bagefter op. "Vent, hvilket fly skal du med?" spurgte han og smilede igen. "Det til LA, her kl. 04.00" Sagde jeg og greb ud efter min kuffert. "Det skal jeg også, kom!" Udbrød han, og tog min hånd, han greb sin egen kuffert. Nu trak han både mig og kufferten med sig. Han hev sin hætte over sit ansigt, og tog solbriller på, nok for ikke at blive genkendt. Vi løb over til en af skrankerne, eller rettere sagt han løb, og jeg kom løbende pustende efter. Heldigvis var det ikke den samme dame som før. "Kan jeg få byttet de her to billetter til to ved siden af hinanden, til LA? Altså det fly som afgår om 20 minutter" Sagde han hurtigt, og kiggede på mig, for at være sikker på at jeg var okay med det. Jeg nikkede. "Desværre, der er udsolgt" Sagde manden, og kiggede med medlidenhed på os. Justin sænkede sine solbriller en smule, nok så manden kunne se hvem han snakkede med. Manden havde opfattet det, og tænkte lidt. "Altså der er 2 pladser her, på første klasse, ved siden af hinanden" Svarede han smilende. "Tak tak tak!" hviskede Justin taknemlig. "Ingen årsag" Svarede manden. Jeg smilede til ham. Justin betalte, men lagde 200$ oveni."Hav en fortsat god dag" Smilede Justin. Manden kiggede overrasket på pengene også på Justin. Justin tog billetterne, og vi spurtede over til gaten. Vi nåede igennem sikkerhedstjekket, og var nu på vej op af trappen i flyet.

"Her" Sagde Justin, og pegede mod sæderne. Han nikkede til at jeg skulle sidde inderst. Jeg satte mig, og tog en dyb indånding. Jeg bed mig i læben. Nu er der slet ingen vej tilbage, på nogen måde. 'Bib bib', jeg modtog en besked. Det var fra Alice. Skulle jeg eller skulle jeg ikke. Jeg trykkede, så jeg åbnede beskeden.

Kære Frøken Reed

Husk at passe på dig selv. Jeg er der når du er hjemme.

:)

Hilsen Alice 

Jeg smilede. Frøken Reed. Jeg tog min iPhone på flytilstand, og det samme gjorde Justin. "Var det din kæreste?" Spurgte han og bed sig i læben. Jeg kiggede på ham. "Nej.. Nej, jeg har ingen kæreste.." Svarede jeg og kiggede ud af vinduet. Han gav min hånd et klem.

Farvel, New York.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...