The get away

Eleanor Reed er en 16 årig pige.
Hendes liv er hvad man kan kalde 'perfekt', i hvert fald i andres øjne.
Men i hendes øjne er det ikke mindre end kedeligt. Hun vil have spænding i livet, hun vil ud og opleve. Hun har aldrig drukket, aldrig røget hash, som de fleste i hendes årgang allerede har, jomfru er hun skam også. Men med forældre som hendes er det svært at gøre alt det her, som alle andre. Og det er hun godt og grundigt træt af.
Men da hendes forældre skal på forretningsrejse, øjner hun chancen for at slippe væk.
Hun har en helt liste om ting hun vil. Er Eleanor klar til det?
Hvordan går det, når hun møder selveste Justin Bieber... hopper han med?

8Likes
6Kommentarer
579Visninger
AA

1. Bare Eleanor

 

Jeg lukkede hoveddøren roligt i, og skubbede mine sko af. Regnen silede ned på den store panorama rude, man kunne se ude fra entreen. Med stille bevægelser satte jeg min taske pænt ved siden af skohylden. Jeg havde altid ville bare smide den ned i jorden, altså bare sådan give slip på den i ved, uden at tænke over om det larmede for meget, eller om den var placeret på det rigtige sted. Det lyder måske underligt, men jeg har aldrig gjort det. Lige fra jeg var lille, har jeg lært at værdsætte alt. Også min skoletaske. Derfor har jeg aldrig kunne få mig selv til bare at smide den.

"Hej, Frøken Reed" Sagde vores husholderske, det afbrød mine tanker. Jeg vendte mig mod hende, hun hedder Alice, men min mor mener at hun ikke skal føle at hun er noget, og derfor skal jeg faktisk slet ikke kalde hende noget, ikke engang hendes navn. Det er latterligt.

Jeg smilede til hende og svarede, "Hej, bare kald mig Eleanor, det ved du". Jeg krammede hende hurtigt, hun smilede efter mig. Et smil betød meget fra hendes side af, så det betød intet, at hun ikke svarede.

Alene hjemme igen, det er jeg efterhånden van til. Jeg kiggede ud af vinduet, regndråber løb ned af ruden, som om at de løb om kap. Jeg havde altid beundret dråberne. Så meget viljestyrke. De løber bare gennem alle de andre, og kommer alligevel helskindet igennem. Nogle kan glide ned af ruden i længere tid, imens andre kortere. Men de er ens. Jeg gik hen foran spejlet. Hvorfor kan jeg ikke være som en regndråbe? bare gøre det som alle de andre gør. Jeg var egentlig ret kedelig. Og i dag er det fredag, hvad laver jeg så overhovedet hjemme? alle andre er sikkert ude og feste. Eller gør man det om lørdagen? Det er også ligemeget. Pointen er at jeg ikke laver en skid. Men jeg kunne vel ikke gøre noget ved det.

Jeg lod mit hår komme fri fra elastikken. Krøller. Jeg havde krøller til cirka midt på ryggen, og farven var mørkebrun. Mine blå øjne prægede mit ansigt, og min mildt brune hud omringede dem. Så stoppede det der, en højhalset bluse gik helt op af halsen, for ikke at vise noget. De andre piger i min klasse gik i T-shirts, nedringet not to forget og de der grimme mavebælte tasker, som de tager rundt om halsen. Dem havde jeg dog aldrig brudt mig om, og jeg syntes måske også nogle gange at deres bluser var alt for nedringet.

Jeg trak den hvide bluse over hovedet, og tog noget mere afslappet på. Det blev til et par joggingbukser, og en tynd hættetrøje. Perfekt. Også de dejlige sokker også. Håret var frit, jeg vidste dog at jeg ville blive irriteret over det omlidt. Jeg kunne endelig gå sådan her, men kun fordi at mine forældre ikke er hjemme. "Frøken Reed, der er mad" Sagde Alice, imens hun bankede på min dør. Hun lærte det nok aldrig. Bare Eleanor, bare Eleanor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...