Et spil uden brikker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
Mortikaj er navnet på en dreng. Han bliver udtrukket til det første the hunger games, fra distrikt 6, sammen med hans hårde distriktmakker Gillian, der har levet af rotter og mus det meste af hendes liv. Hun ser slet ikke ud til at have nogen fortid, bare en tom skald, der skriger af alt, hun kan komme i nærheden af. Han møder pigen Electrice fra distrikt 7, og Chris fra distrikt 5. Kun en kan vinde. Og det at man er morder, betyder ikke det er let at dræbe. Mortikaj har nemlig to ofre, på samvittigheden. En teenager, og en fredsvogter, og snart ser hemmeligheden ud til at briste. (Er med i the hunger games fanfiction konkurencen)

2Likes
0Kommentarer
182Visninger
AA

2. Blod

"Flyt dig! Jeg hader når du står midt på gulvet!" snerrede den skingre stemme, der kom fra den person, jeg engang kaldte mor. Det afblegede brune hår gled ned af hovedet, og de grønne øjne stirrede stærkt og målrettet. "Mortikaj!!"

Med et slag, ramte smerten mig. Min kind hævede. Blodet samlede sig, og jeg mærkede hvordan jeg i et skrig fløj over gulvet, for at blive stoppet af et træskab. Jeg hørte det heftige bump. Hvordan jeg faldt sammen som en kludedukke, og kiggede ned i det klicheehvide gulv. Tomt. Som mines forældres sind. Jeg snerrede, og noget savl rendte ned af min hage, og blandede sig med blodet fra min pande.

"Ad! Han savler Jeff!" udbrød mor vredt. "Gør noget ved det! Han er fucking klam, og giver mig kvalme!"

Der blev stille. Fars skridt lød, og jeg prøvede at overdøve, dem med en sang i mit hoved. En sang fra dengang mor var sød. Mor elskede mig da jeg var en lille sød nuttet baby. Hun elskede mig til jeg var 3. Da smittede fars vrede af på hende, og nu er der intet tilbage.

"Kommer Jenny!" lød en formel stemme.

Jeff, min far. Jeg krummede mig sammen, som var jeg et skjold. Jeg tørrede afvigende savlet væk, som om det var et forsøg på at redde mig. Men intet kunne redde mig nu. Jeg måtte tage de slag, jeg skulle have. Eller. Ja eller?

Han kom langsomt mod mig, mit hoved dunkede, og vært skridt føltes som et slag. Mit hjerte dunkede, og det begyndte at bløde fra min hovedbund. Jeg tog mig til den, med et støn. Jeg satte i et ondt smil, og skravede mig op på fire ben, så jeg kunne se ham. Overlegen.

"Skøre dreng. Hvorfor fanden smiler du!"

"Hvem skulle få mig til at fortælle dig det?"

Min stemme var hæs. Ond. Jeg vidste den lille hævn var åndsvag, men en glæde fyldte mig, ved ikke at gøre som han ville have mig til. Syndige tanker fyldte mit hoved. Vreden brændte, og den varmede glæden og hadet op. Det sekund hvor godt og dårligt blev byttet om, en gang fra alle. Jeg grinte, og varmen fyldte mig. Vreden brændte i fars øjne, men det var sådan jeg ville have det.

"Der noget galt med dig, hvorfor fik vi dig overhovedet!"

Et eller andet i den sætning fik mig til at fryse til is et sekund. En følelse af skyld ramlede i mig. Jeg tvang kulden ud af mit hovedet, og fik den ombygget med mit instinkte had, til mit eget kød og blod. Den dybe had der for første gang brændte i mig da jeg var 6. Den dag mit liv ramlede sammen. Den dag jeg fandt ud af at den eneste måde at overleve på, var at give igen.

Slaget rammer ham. Jeg ser hvordan min far flyver over gulvet. Tilfredsstillende. Mor satte i et skrig, og vaklede over mod mig.

"Hvor vover du din lille værdiløse!"

Hun satte i et skrig, da min fod ramte hendes mave. Hun blev hurtigt slået tilbage. Skriget var enormt, da hun ramte væggen, og sank sammen. Jeg rejste mig op. Mit næseblod rendte ned af mine kinder, og jeg satte i rask trav væk derfra. En dag vil jeg komme tilbage, men der kan gå år. Smilet bredte sig på mine læber, da jeg så dem ligge bevidstløse. Mors mund i et skrig. Far der var ved at råbe af mig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...