Ikke bare et spil...en "the hunger games" fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 15 nov. 2013
  • Status: Igang
Mit navn er Clove.
I ved hvem jeg er, og i ved hvordan min historie ender. I kender mine handlinger i spillet, men i kender ikke historien bag. Her er slutningen på mit liv. Et liv fyldt forpligtelser og påtvungen ære. Et liv som ambisoner. - mit bidrag til The hungergames konkurrencen.

9Likes
10Kommentarer
823Visninger
AA

2. Født som ambisoner

Nu sluttede mit liv, en sten endte alt, hvad jeg var. Jeg døde som den femte sidste soner i det 74. dødsspil. Det var langt fra, hvad jeg havde planlagt. Eller var det?

Mit liv havde ikke været lut og lagkage. Mit mål med livet var ikke, at være med i dødsspillet. Det var nærmere min pligt. At have et barn, som var med i spillet var en ære. Det var det største et forældrepar kunne opnå.

Her er historien om mit liv. Og tro mig, I vil gerne høre den. Mit navn er Clove, og jeg blev praktisk talt født som ambisoner.

Det var en onsdag, og den næst lykkeligste dag i mine forældres liv (den lykkeligste var da mit navn blev trukket til høstfesten). De fik deres første barn, mig. Nu havde de en chance for at være involveret i dødsspillet. Det var nok egentlig den eneste grund til, at jeg blev født. 

Mine forældre var personer af få ord, og det var sjældent de sagde andet end "ja" og "nej". De behøvede ikke sige mere,  deres øjne sagde mere end tusind ord. Lange formaninger om forventninger og lign. 

"Håb på at blive udtrukket, og meld dig frivilligt når du bliver 18" det var nok den længste sætning de nogensinde havde sagt. Tilgendgæld sagde de den tit. 

Som 3 årig startede jeg til noget, der hed ambisoner træning. Det var en "hemmelig" træningsklub. Det var egentlig forbudt at træne sig op til spillet, men den regel var der ingen, som overholdt. Alle gjorde det, og jeg var ikke en undtagelse. Vi trænede hver eneste dag i 2 til 3 timer. Det var hårdt, men man vænnede dig hurtigt til det. 

Det første våben jeg lærte at bruge var knive. Og jeg blev ret så god til det. Mine forældre havde faktisk allerede bestemt sig for, at det skulle være mit foretrukne våben, før jeg blev født. Det lå i mit navn "Clove". Som betød "cleave", at skære noget i småstykker.

Jeg havde aldrig gidet det, at træne hver eneste dag. Det var drenget, og indeni var jeg en meget piget pige. Jeg ville langt hellere lege med dukker, danse eller synge. Men hver dag blev jeg mødt af to par øjne. Øjne der råbte af håb, et håb om en ærefuld datter. En datter man kunne være stolt af. 

Lad dødsspillet begynde, et spil jeg kun spillede for mine forældres ære.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...