Ikke bare et spil...en "the hunger games" fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 15 nov. 2013
  • Status: Igang
Mit navn er Clove.
I ved hvem jeg er, og i ved hvordan min historie ender. I kender mine handlinger i spillet, men i kender ikke historien bag. Her er slutningen på mit liv. Et liv fyldt forpligtelser og påtvungen ære. Et liv som ambisoner. - mit bidrag til The hungergames konkurrencen.

9Likes
10Kommentarer
777Visninger
AA

4. Et navn i en bowle

Nu var det tid til at navnene skulle trækkes. 

"Damerne først" hørtes det fra damen oppe på scenen. Det var altid damerne først. Hvorfor var det egentlig det? Jeg tog mig selv i at stå og trippe. Jeg var virkelig nervøs. Jeg kunne mærke en lille smerte helt inde i mit bryst. Den sneg sig helt ud i de yderste dele af min krop. Jeg stod nærmest og rystede nu. Havde min drøm virkelig påvirket mig så meget? Og bare fordi jeg havde drømt jeg kom med, betyder det jo ikke at jeg gør det i virkeligheden. 

"Clove Fuhrman" jeg kiggede mig omkring, og alle kiggede meget indgående på mig. Hvad? Mig? Det kunne ikke være rigtigt. Jeg kunne næsten ikke stå på mine ben mere. Og jeg havde det virkelig som om, jeg kunne velte når som helst. Jeg gik ligeså stille ud gennem rækkerne af mennesker. Jeg rystede virkelig, men jeg håbede ingen så det. Da jeg var kommet ud på midten, kiggede jeg tilbage på mine forældre. De så stolte ud. Meget stolte. Jeg rankede min ryg. Jeg skulle også se stolt ud. Deres nyvundne ære ville krakelere. Man skulle jo også vise, at man var denne plads værdig. Og det var jeg nød til at være. Der skulle ikke være nogle skuffelser. Ikke i dag. 

"Er der nogle frivillige?" Spurgte damen oppe på scenen. Selfølgelig var der det. Næsten hele rækken af 18 årige havde stillet sig op. Nogle råbte, andre var rimelig stille. 

"Må nogle af dem få din plads?" det var egentlig et lidt dumt spørgsmål. 

"Nej, desværre" selfølgelig måtte de ikke det. Det ville gøre de sidste 15 år af mit liv ligegyldige. Og det gad jeg ikke. En nyvunden styrke voksede inden i min krop. Det her var min plads, og kun min.  (Der skulle også trækkes en dreng, men alligevel...) 

Nu stod jeg der oppe på scenen, og kiggede ud. Jeg følte mig en smule stolt over mig selv for første gang i mit liv. Det var vildt. Alle de unge stod og kiggede med øjne, som bare sagde "øv, det skulle have været mig". Men det var det ikke. Og alle forældrene så en smule skuffede ud. Alle undtagen mine. De var mere stolte end de nogensinde havde været før. Jeg aftalte med mig selv, at de ville blive mere stolte en dag ude i den nærmeste fremtid.

"Og nu er det så blevet drengenes tur" Damen oppe på scenen nåede ikke at trække en ny før, der hørtes et råb nede fra rækkerne. 

"Jeg melder mig frivilligt!" Det var Cato. Selfølgelig var det ham. 

"Jamen, så bliver du den mandlige soner. Hvad er dit navn?" sagde damen lidt forskrækket. 

"Jeg hedder Cato Ludwig" 

Nu stod vi der. Årets sonere. 

Folk klappede og hujede af os. Som var vi stjerner. Det var helt overvældende. Jeg var faktisk lidt ved at rødme, men jeg gjorde det ikke. At rødme ville være et tegn på svaghed. En svaghed jeg ikke måtte vise. 

Efter hele seancen blev vi sendt ind i et lille rum vær for sig. Her sad jeg så helt alene. Burde mine forældre ikke komme her ind? Var det ikke her i dette rum, at man sagde farvel til folk? Hvorfor kom de ikke? Jeg blev helt trist. Og alle de forkerte tanker fyldte mit hoved. Mine forældre elskede mig ikke. Egentlig vidste jeg det godt, men jeg havde aldrig vidst det som, jeg gjorde nu. Jeg var alene. Efter 10 min. var jeg helt sikker. De kom ikke. 

Og hvorfor var det lige Cato, der meldte sig? Hvorfor lige ham? Han havde altid været en af mine gode venner. Jeg mødte ham første gang til "ambisoner" - træning. Han havde gået der i et år, da jeg kom. Og han tog sig godt af mig. Med tiden blev vi en slags trænings partnere. Vi trænede altid sammen. Vi var nærmest som søskende. Men han var også virkelig stærk, man ville ikke overleve en nærkamp med ham. 

Hurtigt var tiden gået. Og vi skulle nu køre. Vi skulle køre i tog. Inde i toget stilet jeg mig ved vinduet. Jeg kiggede ud på byen. Den forsvandt hurtigt ud i horisonten. 

"Farvel" viskede jeg. Den var måske, men kun måske sidste gang jeg så den. Det kunne ske, at jeg kom tilbage. Og så ville jeg være berømt, og mine forældre ville blive de stolteste og mest ærede mennesker i distrikt 2. Alt det var fremtid, men lige nu var det farvel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...