Ikke bare et spil...en "the hunger games" fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 15 nov. 2013
  • Status: Igang
Mit navn er Clove.
I ved hvem jeg er, og i ved hvordan min historie ender. I kender mine handlinger i spillet, men i kender ikke historien bag. Her er slutningen på mit liv. Et liv fyldt forpligtelser og påtvungen ære. Et liv som ambisoner. - mit bidrag til The hungergames konkurrencen.

9Likes
10Kommentarer
781Visninger
AA

3. Den allersidste høstfest

"Hey mor, hvor har du lagt min kjole?" Råbte jeg inde fra mit værelse. I dag var der høstfest, og de "heldige" deltagerne til dette års dødsspil skulle udtages. 

Mens jeg ventede på et svar fra min lidt langsomme mor. Kiggede jeg rundt på mit værelse. Idag var måske sidste gang jeg så det. Mit værelse var egentlig ikke så stort. Der var lige plads til en seng og så mit skab. Ikke meget andet. Jo, der stod også en fin lille dukke ovre i hjørnet. Den havde jeg fået i fødselsdagsgave af min onkel for mange år siden, ca. fem tror jeg. Han havde aldrig behandlet mig ligesom alle andre voksne omkring mig. Han var venlig og vi legede altid fine Capitoldamer i hemmelighed. En dag var vi så gået en tur byen, bare os to. Vi hyggede og grinte. Pludselig var jeg så stoppet op foran et butikvindue, inde bag vinduet sad dukken så. Jeg var som forstenet og kunne ikke fjerne blikket fra den. Hun havde fantastisk langt lyst hår med slange krøller og en meget Capitolagtig pink kjole. Det var et af de smukkeste syn jeg nogensinde havde set. Hende måtte jeg bare eje. Min onkel måtte slæbe mig væk, jeg tudbrølede. Da jeg så fik den i julegave en uge efter, var jeg den lykkeligste pige i verden. Mine forældre havde set meget mærkelige ud i ansigtet, og senere hørte jeg dem råbe af min onkel. Men i den alder var jeg ligeglad, jeg havde fået en dukke og intet kunne ødelægge det. Det var en lykkelig tid. Høstfesten var så blevet en del af mit liv, og presset på mig øget. Nu havde dukken bare siddet ovre i hjørnet og samlet støv. Det var virkelig ærgerligt. 

Jeg tog dukken op. Den var meget lettere end den plejede at være. Jeg var jo også blevet ældre, så selfølgelig var den det. Men den var stadig smuk. 

"Her" jeg blev afbrudt. Det var min mor, som endelig havde fundet kjolen frem til mig. Jeg tog den hurtigt, og inden jeg kunne nå at sige tak, var hun gået igen. Jeg kiggede ned på kjolen. Det var en mørkeblå sommerkjole. Den var faktisk rigtig fin i år, det plejede den ikke at være. Jeg gik så i bad, og bagefter tog jeg kjolen på. Den passede perfekt, hvorfor skulle den egentlig ikke gøre det?. Jeg var nok bare nervøs. Hvorfor var jeg så nervøs?, hvad kunne gå galt? alt kunne gå galt. 

Nu kom min mor ind på værelset for at sætte mit hår. Hun havde næsten ikke sagt et ord til mig hele dagen, men hendes øjne lyste af forventning. En forventning ingen ville kunne bære, hvis den braste. Jeg ville ihvertfald ikke. Det var derfor jeg havde trænet så hårdt. Men hvis jeg ikke kom med i spillet inden, det var for sent, ville det ske. Alt hendes håb ville forsvinde. Så derfor bliver jeg ved. 

Da hun var færdig, kiggede jeg mig i spejlet, jeg var blevet rigtig fin. Næsten Capitol værdig. Vi tog afsted. Heldigvis var den store plads ikke særlig langt væk, så det gik hurtigt. Men nervøsiteten nåede mig alligevel. Hvorfor var jeg så nervøs? Jeg forstod det ikke rigtig, jeg plejede ikke at være nervøs. Det var virkelig underligt. Det var jo ikke anderledes end sidste år. Der var stadigvæk den samme chance for at komme med, den var ikke blevet større. Jeg havde bare haft denne her virkelig irriterende drøm. Jeg blev udtrukket, og jeg var egentlig meget glad for det. Men da jeg vågnede, nærmest græd jeg. Jeg ville ikke være med i spillet. Nu gik det op for mig. Jeg var nervøs fordi, jeg ikke ville forlade alt det her. Hvad nu hvis jeg blev udtrukket, hvordan ville jeg reagere? De fleste så virkelig glade ud. Det tror jeg ikke, jeg ville have lyst til. Men jeg var nød til det, jeg havde faktisk øvet det mange gange. Min plan var, at hvis det virkelig blev mig. Ville jeg gå stolt op til podiet, jeg ville vise stolthed hele vejen igennem. Jeg skulle komme igennem  det, uden en eneste tåre. Det ville skuffe mine forældre. Og det kunne jeg heller ikke få mig selv til, aldrig. 

Da vi kom til pladsen, var der rigtig mange mennesker. Som altid. Teenagere stod ivrigt i lange køer for at blive tjekket ind. Der var ikke en eneste, som tøvede det mindste. Heller ikke de aller yngste. Hvordan kunne de? Jeg havde jo også selv gjort sådan, jeg havde aldrig turde tøve.         Jeg stillede mig op i køen. Der var virkelig trængt. Alle skubbede og maste sig frem. Hvorfor? Ja, det var såmænd bare fordi, de ville først. Argh hvorfor blev jeg virkelig så meget i tvivl om alting lige nu? Det distraherede mig. Jeg var nød til at koncentrere mig, ellers ville jeg blev skubbet mere og mere bagud. Jeg kunne endda blive dræbt. Der var faktisk engang en der blev dræbt her. Han var blevet trådt ihjel.  

Nu var det min tur. I år var det en lidt ældre dame, tror jeg. Hendes hår var ihvertfald gråt. Hun stak mig hurtigt i fingeren og skubbede mig så videre. Jeg tror hun var lidt sur. 

Jeg blev så skubbet videre til der, hvor jeg skulle stå. Blandt de 15 årige.  Jeg stod og ventede, og imens kiggede jeg rundt på folk. Der var sort af smilende mennesker. Store og små. Og med tøj i alle regnbuens farver. Alle drengene havde fine skjorter og nogle havde enda jakkesæt på. Pigerne havde alle sammen fine kjoler på. Nogle var lange andre korte. Men alle både piger og drenge så spændte ud. Deres ansigter næsten lyste af en lidt underlig slags håb. Et håb om noget, der højst sandsynligt ville ende i deres død. Men det ville blive en ærefuld død. 

Pludselig lød der en høj skrattelyd, og alles opmærksomhed blev rettet mod scenen. 

"Mine damer og herrer, velkommen til dette års dødsspil. Må odsende være med jer."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...