Månesyge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang
En masse korte (og nogle gange lidt længere) one-shots der vist kun kan beskrives som "zomg-totalt-syge-i-låget-og-hvad-fanden-er-der-i-vejen-med-din-hjerne-Sofie-din-syge-stodder-agtigt". Vil senere indholde Kuroshitsuji fanfics.

7Likes
4Kommentarer
452Visninger
AA

2. Jeg stak af en dag

2. del af mit sindssyge shit. And trust me. Dette er indeed sindssygt.

 

Jeg stak af en dag. Det er svært at sige hvad jeg helt præcist stak af fra, eller om jeg i virkeligheden overhovedet stak af. Måske er der bare nogle ting i livet som vil forfølge dig lige meget hvor langt du løber. Og måske var det her et af dem. Men det afholdte mig i hvert fald ikke fra at prøve.

Så derfor stak jeg af. Jeg løb. Og løb. Og løb. Lige så langt som mine trænede fodboldben kunne holde til det.

Klokken var 11 om aftnen og jeg befandt mig midt i byen. Det gjorde det lidt besværligt at løbe. Bygningerne var mørke og skyggerne sugede sultent de svage lys fra lygtepælene til sig. Samtidig væltede fnisende, fulde studerende rundt mellem hinanden og fik gaderne til at lugte af øl og billig deodorant.

Da mine ben ikke kunne stå op mere, fandt jeg en solid, mørk bygning væk fra alle festlighederne, at sætte mig op ad. Min krop rystede efter den lange løbetur, mit hår var klistret og mit tøj lugtede af sved. Jeg lignede vist nok sådan en man helst vil undgå en fredag aften i en mørk by.

Det føltes som om min hjerne lavede kolbøtter i mit hoved, og en underlig kvalmeagtig fornemmelse fortalte mig at jeg kunne kaste op når som helst. Jeg kneb hårdt øjnene og tog en dyb indånding.

”Jamen halløjsa, hvad laver en lille forever aloner som dig herude så sent?”

En stemme skar igennem nattens larmende stilhed, og tvang mig til at tage stilling til verden igen. Jeg fortsatte stædigt med at holde øjnene lukkede og borede mine negle ned i det hårde, kolde fortov.

”Ja, bare ignorér mig dit svin. Hvad fanden. Her prøver man at være høflig, og så bliver man ignoreret. Det er fandeme folk som dig er er grunden til at den her generation er fucked up.”

Jeg åbnede modvilligt øjnene, mest af nysgerrighed. Stemmen var forholdsvis dyb og tilhørte uden tvivl en mand. Men der var alligevel noget svingende, noget feminint over den, der gjorde mig forvirret. Personen bag stemmen var lige så forvirrende. En lang, knoglet krop med falske bryster og barberede ben proppet ned i en meget grøn nederdel og matchende trøje. Men på trods af kroppens slankhed, var der ingen tvivl om at det var en mand. En mand med fuld make-up og blond paryk.

Transvestitten stod lige over mig og så anklagende ned på mig.

”Undskyld,” mumlede jeg, og vidste ikke helt hvorfor.

”Hm,” gryntede transvestitten bare. Han fandt en make-pung frem fra en håndtaske og smurte et tykt lag rød læbestift på de allerede røde læber.

”Er du bøsse?” Jeg kunne ikke lade vær med at spørge. Det var første gang jeg så en rigtig transvestit.

Transvestitten nikkede. ”Det er de færreste der klæder sig ud i det her kluns uden at udnytte mulighederne, knægt.” Han proppede make-uppungen ned i tasken igen, og vendte så opmærksomheden mod mig. Jeg kunne mærke hans blik køre op og ned ad min krop. En ubehagelig sitren løb igennem mig. Jeg var stærk og ville sikkert godt kunne klare ham hvis han prøvede på noget, men løbeturen havde udmattet mig.

”Hm, du er sgu nuttet nok. Men asians er altså ikke lige min type. Du ligner heller ikke en homo. Og min gayder er ellers en af de bedre. Men hvis du alligevel skulle få lyst til at eksperimentere med noget andet, så siger du bare til.”

”Ellers tak.”

”Er du sikker? Jeg er ellers virkelig god i sengen. Jeg er bedst som tager, men hvis du vil, kunne jeg godt gøre en undtagelse med dig. Hvad er det nu I siger på japsersprog? Uke og seme, er det ikke det?”

”Jeg er kinesisk tredjegenerationsindvandre.”

”Ahva’?”

”Jeg forstår ikke japansk.”

”Nå for helvede. Nå, men så tager vi den på godt gammeldags. Jeg kan både tage den i røven eller give den i røven. Hvad siger du?”

Jeg bankede træt baghovedet mod muren og rystede på hovedet med lukkede øjne. Lige nu ønskede jeg bare at han ville gå sin vej og lade mig være i fred mens jeg stak af fra det hele. Men det gjorde han ikke. I stedet lod han sig glide ned ved siden af mig og rettede lidt på den lårkorte, neon-farvede nederdel.

Der var en lille tavshed hvor transvestitten rodede med et eller andet i sin taske og jeg brugte al min energi på at ignorere ham det bedste jeg kunne.

”Vil du ha’ noget syre?” Spurgte transvestitten og pegede ned i tasken der tilsyneladende var fuld af farvestrålende papirlapper i plasticposer og makeup.

”Nej tak, jeg tager ikke stoffer.”

Transvestitten fnyste fornærmet. ”Hør her, japser-dude, det er ikke bare almindeligt hash vi har med at gøre her. Det er fandeme den fineste LSD på Christianiamarked. Det er kræftedeme svært at skaffe nu til dags, at du ved det! Det er altså ikke alle der får lov at få noget af det her.”

Jeg rystede afslående på hovedet. ”Beklager.”

”’Beklager’” Gentog han og fnyste igen. ”Hold kæft, mand. Man er sgu nok fin på den.”

Jeg trak på skuldrene.

Transvestitten blev ved med at snakke. Og jeg blev ved med at nikke og trække på skuldrene. Natten blev ved med at være mørk og lugten blev ved med at være klam og kold. Så rejste han sig og giv mig sin hånd.

”Kom. Du skal sgu møde Shinigami-sama. Han er en lidt underlig fyr, men når man lige kender ham er han sgu egentlig god nok. Bare rolig, han klæder sig ikke ud i dametøj.”

Jeg så tøvende på den udstrakte hånd. Neglene var farvede røde med billig, skalende neglelak. Men den røde farve kunne ikke skjule hvor flossede og bidte de var. Så tog jeg hånden og lod mig blive trukket op. Jeg tænkte, at det nok var en del af det at stikke af. Og så gik vi.

Det var i en underlig kontrast til min lange løbetur. Vinden var i slowmotion, kulden lugtede af junkfood, og verden var en sang i al dens mangfoldighed. Flasker blev slået i stykker, biler dyttede, blade blev knast under slidte converse-sko i alle homo-regnbuens farver. Og stortrommen slog hver gang transvestitten bestemt bankede de høje hæle ned i jorden. Og der var ingen tvivl om at dette var nattens sang.

“Kender du noget manga?”

Jeg nikkede og stak hænderne i bukselommerne. ”Lidt,” svarede jeg og sparkede til en sten.

”Det er fascinerende hvordan det nærmest er blevet til en voksende subkultur, ik’?” Transvestitten ventede ikke på noget svar. ”Der er fandeme kommet så mange sindssyge fangirls med deres LGBT-befængte fanart, at vores minoritetsgruppe nærmest har fået et helt nyt image. Før var vi ikke kendt for andet end AIDS og alverdens andre kønssygdomme, men nu kan man jo ikke engang se et helt almindeligt bøssepar på gaden uden at en sindssyg Sekai Ichi Hatsukoi-læser overfalder dem og kræver en autograf. Jaja, det er sgu pest eller kolera. Enten har vi HIV eller også er vi yaoi-materiale. Pest eller kolera, pest eller kolera.”

Jeg trak på skuldrene, og gik ubevidst i takt med transvestitten. Stortrommen i den grimme nats egen skærende melodi.

”Det er sjovt hvordan mennesker fungere, ik’?” Transvestitten fortsatte med at snakke, melodisk og fortroligt som om vi ikke var omgivet af en hel verden. ”Man ser et menneske. Snakker tilfældigt sammen. Og så ser man hvad der sker. Normalt holder vi os jo til det vi kender.”

Jeg fornemmede at hans blik i siden, men holdte fast mine øjne rettet mod asfalten der en gang i mellem blev lyst op af en lygtepæl nu og her. Vi havde fulgt en vej der tyndede ud med festligheder, og den tunge musik og høje stemmer var nu bare et ekko i baggrunden. Det var på veje som denne at alle de farlige og mystiske ting skete. Men jeg stak jo af. Jeg skulle prøve alle veje der var.

”Vi mennesker elsker at holde os til det vi kender.”

Selvom jeg ingenting sagde, kunne jeg ikke slippe følelsen af at transvestitten havde en samtale med mine tanker.

”Og hvordan holder man sig bedst muligt til det man kender? Man skaber et ”dem og os”-princip. Man skaber samfundskasser. Man skaber minoritetsgrupper. Man skaber fordomme. Så forbandet mange fordomme! Og hvad gør jeg? Ja, jeg bekræfter alle disse fordomme. Jeg tager nylonstrømper på og vifter med håndleddet. Og vupti så er jeg en minoritetsgruppe. Folk glemmer bare så meget. Folk glemmer at jeg ikke kun er en minoritetsgruppe. Jeg læser Harry Potter højt for min lillebror. Jeg ser Breaking Bad på Netflix. Jeg bliver nostalgisk når jeg æder mælkesnitte fordi de minder mig om min barndom. Men det er jo lige meget, ik’? For jeg er jo en minoritetsgruppe. Så derfor ved alle lige præcis hvad jeg er for et menneske.”

Jeg havde aldrig været den bedste til at håndtere mennesker og sociale situationer. Men underligt nok gjorde transvestittens hudløse ærligheden mig ikke så utilpas som jeg ville have troet.

Jeg havde en svag idé om hvor vi var henne nu. Og det var ikke rare ting jeg kunne huske fra dette sted. Alligevel fortsatte vi. Gennem små gyder. Indtil vi kom til en mur med et sort stykke træ der vist skulle forestille en dør. Det var et lille beboelseskvarter for dem der ikke havde råd til lejlighederne i centrum.

Transvestitten bankede ikke på, men sparkede døren ind med sin høje hæl der knækkede ved mødet med det hårde træ.

”Åh for fanden i helvede,” brummede han irriteret og gik humpende ind hvor han smed skoen i et hjørne. Han sagde ikke noget, men jeg gik ud fra at det var meningen at jeg skulle følge med ind. Det gjorde jeg så.

Indvendig var som man kunne forvente når man så det udefra. Bortset fra et enkelt fladskærms-tv og en gammel, slidt lædersofa, var der tomt. Helt tomt.

”Hey Shinigami-sama!” Råbte transvestitten ud i rummet. Jeg vidste ikke hvem han snakkede til, før der pludselig var noget sort i sofaen der rejste sig op. Det viste sig at være en person. Så skandinavisk som man overhovedet kunne være det, med blond hår og blå øjne. Og fuldstændig indhyllet i sort tøj.

”Se hvem jeg fandt! Det er japser-dude! Han er japser og kommer fra Japser-land,” fortsatte transvestitten, til drengen der stod stirrede ondt på os med et surt, skummelt ansigtsudtryk.

”Kineser,” rettede jeg.

Transvestitten gjorde en viftende bevægelse med hånden. ”Same shit but different. Han er i hvert fald asian. Så han er bedre til det der manga-lort end dig.”

”Jeg er født og opvokset i Danmark. Og desuden så er manga japansk.”

”Argh, luk nu røven, japser-dude. Her prøver vi lige at være så gæstfrie.”

”Japser siger du?” Shinigami-sama gik skulende og med truende skridt hen i mod mig og var lige ved at falde i den lange, sorte jakke. Han var mindst et hovedet lavere end mig og ikke særlig muskuløs. ”Du skal fandeme ikke tro at du er bedre end mig bare fordi du er fra Japan!”

”Kina.”

”Jeg er Shinigami-sama! En japser som dig burde om nogen vide hvad det indebærer!”

Transvestitten vendte øjne. ”Åh Gud, nu begynder han igen.”

”Jeg er den store Shinigami-sama! Og nej, ikke ham fra Soul Eater. Jeg er den ægte vare! Flygt i skræk! Ryst i bukserne af ærefrygt! Og bøj jer i støvet for den største Shinigami nogensinde. Dødens Gud, det er hvad jeg er!”

”Det tætteste han egentlig ville komme på en Shinigami, er vist han besluttede sig for at cosplaye Ichigo.”

”Nej! Det er rigtigt! Jeg er en Døds Gud! Jeg har magten til at tage menneskeliv som var det et Simsspil! Vent og se! Jeg kan dræbe alle hvis jeg har lyst.”

Jeg måtte knytte hænderne sammen i frustration, og bruge al min energi på ikke at række ud og lange ham en. Raseriets rødmen varmede mit ansigt op som en indre ild der brændte i min mavesyre. Den sorte, altædende slange ved navn temperament, - et skadedyr jeg har måttet døje med hele mit liv – begyndte langsomt at bevæge på sig inde i mig, og fik min krop til at ryste som et hoppende låg på en gryde med vand der har kogt lidt for længe. ”Døden er ikke noget man skal lege med,” lykkedes det mig at snerre gennem sammenbidte tænder.

”Såså, Ching-Chong. Nu synes jeg lige vi tager en slapper. Shinigami-sama mener jo ikke noget seriøst med det. Han er bare lidt blød i bolden af alt den sexyness jeg udsætter ham for hver dag ved min bare eksistens.”

Shinigami-sama skulede bare ondt, men sagde dog ikke noget. Det lod til at hans selvtillid havde grænser.

”Ved du hvad, Shinigami-sama? Japseren sagde sgu nej tak til mit syre,” udglattende transvestitten for at redde den ikke-eksisterende stemning, og gik over for at smide sig i lædersofaen. Jeg blev efterladt på midten af gulvet og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv.

”Hva’? Er det rigtigt? Ved han slet ikke var lidt udbud der er på den slags for tiden?”

Transvestitten rystede på hovedet. ”Han hævder sgu at han ikke tager nogen stoffer overhovedet.”

”Hm. Eller også så vil han bare ikke have det lort. LSD er fandeme også noget gammelt hippiepis. Det er ecstasy der virkelig rykker!” Shinigami-sama smilede for første gang, og afslørede en del blændende hvide tænder. Han lignede en af de der tyske sportsstjerner i tandpastareklamerne.

”Men det siger japseren vel også nej til.” Smilet forsvandt lige så hurtigt som det var kommet, og de isblå øjne skulede igen ondt mod mig. ”Og selv hvis du ville ha’ noget ville du sgu ikke få det. Ecstasy er fucking dyrt!”

Transvestitten sukkede ovre fra sofaen som han lå udstrakt i. ”Vær nu lidt gæstfri, din røvbanan Shinigami-sama. Det er fandeme heller ikke meget ecstasy du egentlig har prøvet at ta’. En pille eller to til din fætters fest sidste år, hvis jeg ikke husker forkert.”

Shinigami-sama blev rød i hovedet. ”Luk røven! Du lyver.”

”Og hvad så med dig, japser-dude? Du vil ikke tage stoffer, du er ikke otaku, og du er tydeligvis heller ikke bøsse. Så hvad har du af sjov her i livet?” Transvestitten ignorerede den rasende Shinigami-sama.

Jeg trak på skuldrene. ”Tja, jeg spiller fodbold.”

”En japser der spiller fodbold. Den var fandeme ny.”

”Kineser.”

”Argh luk nu røven med det flueknepperi.”

”Asians ka’ sgu da ik’ spille fodbold,” bemærkede Shinigami-sama snerrende. ”Eller dyrke sport overhovedet.”

”Vi kan godt tage en kamp hvis du har lyst,” foreslog jeg med samme tonefald.

Endnu en gang blev den store Shinigami-sama rød i hovedet og åbnede munden for at svare, da en mobil fra en af de store lommer i hans sorte tøj, ringede. Han sprang stadig rød i hovedet ud af rummet for at tage den.

”Puuh. Jeg sagde jo at Shinigami-sama godt kan være lidt underlig,” lød det ovre fra sofaen hvor transvestitten var ved at pille et pornoblad i stykker. ”Men tro mig. Han er virkelig en fin fyr. Fucked up, men hvem er ikke det?”

Jeg nikkede og spekulerede over om jeg egentlig ikke bare burde gå min vej så hurtigt som muligt. Men før jeg nåede at gøre noget ved mine tanker, kom Shinigami-sama ind igen.

”Det var en kort samtale.” Transvestitten smed et sammenkrøllet papir gennem rummet. ”Var det mor der ringede?”

”Det var min kæreste, dit fæ,” hvæsede Shinigami-sama.

”Jaja,” sukkede transvestitten og strakte sig ud på den smalle sofa, så den blonde paryk kom til at sidde skævt. ”Jeg ville sgu ønske at min mor ringede engang i mellem. Men desværre vendte hele familien mig ryggen da jeg sprang ud af skabet. Ja, en typisk, sørgelig kliché som enhver homoseksuel med snæversynet familie bliver udsat for. Nogle gange føler jeg at mit liv ikke er andet end en typisk, sørgelig, homoseksuel kliché. Så sad but true, at Metallica burde lave en sang om det.”

Shinigami-sama vendte øjne af transvestittens ordstrøm, og brummede irriteret: ”Men nu var det altså min kæreste der ringede.”

”Det siger du jo, det siger du jo, min kawaii Shinigami-chan.”

”Sama!”

”Og hvad så med dig, vor lille asiatiske ven? Hvad består din tredjegenerations indvandrefamilie så af?”

”Mig og min far.”

”Dig og din far? I er ikke andre?”

Jeg rystede på hovedet.

”Jaja da. Der skal jo være plads til alle familier. Er det ikke hårdt at have en asian-far? Er sådan nogle ikke vildt forventningsfulde med uddannelse og sådan noget pis?”

”Jeg troede du var i mod samfunds-fordomme,” bemærkede jeg.

”Touché,” sagde transvestitten muntert anerkendende. ”Touché min kære japser-dude. Du argumenterer sgu bedre end Shinigami-sama. Men du er jo også asians. Det er sådan noget I kan.”

”Jeg er sgu da også god til at argumenterer!” Lød det surt fra Shinigami-sama der stod med barnligt udtryk og følte sig overset.

”Jamen selvfølgelig er du det, oh høje Kami!” Transvestittens øjne glimtede af munterhed.

Der lød en mukker, utilfreds grynten fra Shinigami-sama.

”Han vil ikke rigtig indrømme at han stinker til at diskutere. Jeg vinder altid.” Transvestitten fniste og lagde hænderne om bag nakken.

”Luk nu røven din stinkende svans! Jeg er Shinigami-sama! Jeg har evnerne til at slå dig ihjel!” Shinigami-sama gjorde et vildt udfald med benet, hvilket resulteret i at hans fod sat fast i den sorte frakke, og den blonde otaku faldt så lang han var på det beskidte gulv.

Der lød et latterbrøl fra den sofaen hvor transvestitten rullede grinende rundt. ”Åh Gud, åh Gud! Du dræber mig!” Skreg han og grinte så tårerne trillede ned ad kinderne og tværede den tykke make-up ud. ”Hahaha! Åh nej, Shinigami-sama du har evnerne til at slå mig ihjel, uha hvor er jeg bange!”

Shinigami-sama havde basket sig op igen, og var blevet rødere i hovedet end aldrig før i en blanding af raseri og flovhed. ”Du kan sige hvad du vil, din dødelige, stinkende svans. Men døden kan du ikke stille noget op mod!” Dramatisk trak han en sort, skinnende genstand frem fra en af de store jakkelommer i den lange frakke. Med rystende hænder greb han fat om pistolen og rettede den tøvende mod transvestitten. Men pistol-truslen gav ikke helt den ønskede effekt. Tværtimod startede latterbrølene igen med ny kraft.

”Nej, nej, nej! Nu har du også en pistol. Hahaha! Åh Gud, åh, Gud, lad vær! Du dræber mig! Prøver du seriøst at cosplaye Death the Kid?”

Den voldsomme rødmen blev kraftigere. ”Jeg cosplayer ikke nogen! Jeg er Shinigami-sama! Og desuden har Death the Kid to pistoler.”

Transvestitten rystede på hovedet med et stort smil og lattertårer i øjnene. ”Freak,” fniste han og rettede på parykken så den kom til at sidde endnu mere skævt end før. I hans latteranfald var han rullet ned på gulvet og sad nu med ryggen op ad sofaen.

En skygge løb over Shinigami-samas ansigt. ”Du skal ikke kalde mig en freak. Ingen skal nogensinde få lov at kalde mig en freak,” hvæsede han sammenbidt og forsøgte at se udtryksløs ud i ansigtet. Men øjnene var spærret op i ængstelse og frygtsom uskyldighed, og pistolen var stor og klodset og helt malplaceret i de blege, knoglede hænder. Der var noget galt. Det så ikke rigtigt ud.

En rystende finger gled nænsomt ned til aftrækkeren og kærtegnede næsten det sorte metal.

Transvestitten fniste igen. Men denne gang mere anstrengt. ”Ej, undskyld Shinigami-sama. Du er ikke en freak. Ikke en stor en i hvert fald. Vi er jo alle sammen lidt freaky, er vi ikke?” Hvis man lyttede godt efter kunne man under den sædvanelige munterhed høre en lille bid nervøsitet. ”Shinigami-sama?”

Shinigami-sama svarede ikke. I stedet tog han fat om pistolen med begge hænder og rettede den direkte mod manden i dametøj der lå der med ryggen mod en gammel, sort lædersofa.

”Michael… Det er jo bare for sjov,” Al sarkasmen var nu fuldstændig forsvundet fra transvestittens stemme. ”Michael, slap nu af…”

En lille bevægelse med en finger. En lille aftrækker der blev trykket ind. Bam sagde det. Bam. Lyden af en fremtid der blev ødelagt.

 

Stilheden var så tung at det gjorde ondt i hovedet. På trods af kvalmetrækninger der truede med at vende min mavesæk på vrangen, kunne jeg ikke flytte blikket fra den voksende røde plet der lå som en flydende glorie om transvestittens hoved og farvede den blonde paryk. Der var et hul gennem panden og man kunne svagt se en tyk, blodig hjernemasse på siden af hovedet.

Og ikke langt derfra stod den skyldige. Stadig med fingrene begravet i det sorte metal og med høje, hurtige åndedrag som om han var forpustet.

”Løb,” hviskede han med en stemme der var kold af rædsel, og så på mig med store blå øjne. En morders øjne.

Jeg nikkede og løb så ud af ud af bygningen så hurtigt som rammer og tøj kunne holde. Jeg så mig ikke tilbage da jeg stadsede forbi døren og ud i nattelivet igen. Heller ikke da et skingert skrig af en morders galskab skar igennem luften.

Jeg løb bare. Løb og løb og løb. Så langt som mine veltrænede fodboldben kunne holde til det.

 

Jeg løb helt derhen hvor jeg startede. Foran en stor, grå bygning med mange lys. Gik ind på gange jeg egentlig ikke måtte gå ind på så sent om natten, og helt hen til en velkendt, hvid dør som jeg åbnede så forsigtigt jeg kunne.

Jeg stod mest bare der i døråbningen som en sort skygge. Akavet trådte jeg mig selv over tæerne og lod nervøst mit blik flakke rundt i lokalet.

Dér stod et dropstativ, dér var en stol. Og dér lå en seng med en sovende mand i. En mand med samme mørkebrune, glatte hår og samme hårde drag om munden som mig. Mange mennesker sagde at jeg var som spyttet ud af næsen på min far. Hvis ikke det var for det ældre ansigts fure og rynker, kunne vi sagnets været gået for at være tvillinger. Men der var også noget andet med manden nede i sengen. Det var ikke kun alder der havde fortæret på denne krop. Udover rynker, kunne man se hvordan huden nærmest havde mistet sin glans. Den var ikke længere svag mørkebrun, men derimod gusten gul. Der var dybe hulninger i kinderne, så knoglerne stod frem på en underlig unaturlig måde. Enorme, sorte rander dominerede under øjnene, og selv i søvne var det tydeligt at dette ansigt tilhørte en krop med store smerter.

Jeg tænkte at det hele var en dårlig idé. At det der med at stikke af nok ikke var så smart. Jeg vendte mig om for at gå igen, da en svag dog skarp stemme skar igennem rummet.

”Oliver? Oliver, er det dig?”

Det gav et sæt i mig. Jeg trådte frem fra døråbningen med ængstelige skridt. ”Ja far.”

Manden i sengen sukkede. ”Kom dog herover, Oliver.”

Jeg nikkede og gjorde som han sagde. Han så så lille ud når man kom tæt på. Lille og skrøbelig. Hvordan kunne sådan en lille og skrøbelig mand have en så stærk stemme?

Det var tydeligt at se at han kæmpede for at holde overkroppen oppe så han ikke behøvede at kigge op på mig. Men selvom nakken svajede og kæberne var sammenbidte, lynede øjnene alligevel skarpt.

”Hvad laver du dog her midt om natten, Oliver? Har du ikke kamp i morgen tidelig?”

Jeg nikkede.

”Åh Oliver.” Endnu et suk. ”Hvis jeg havde din ungdom og energi ville jeg ikke spilde tiden på andet end fodbold. Du har vel trænet i dag?”

”Ja far.” Endnu et nik.

”Godt. Hvad er klokken nu?”

”Fire om natten, far.”

”Ja, så er det vel for sent at sende dig hjem. Og en god nats søvn kan du vel heller ikke rigtig få. Hm. Nå, en kamp fra eller til gør vel heller ikke det store.”

Jeg svarede ikke, men flyttede bare blikket ned til de brune øjne der ikke lynede helt så meget som før. Faktisk så de helt blide ud. Blide og brune øjne.

”Bliv bare her i nat, Oliver. Så må fodbold vente lidt.” Blide, brune øjne der nærmest så ud som om de smilede mat.

Jeg nikkede. ”Okay, far.”

”Du er god nok, Oliver.”

Jeg nikkede, og tænkte at hvis jeg trænede lige så meget som nikkede, ville jeg være verdens bedste fodboldspiller. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...