Månesyge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang
En masse korte (og nogle gange lidt længere) one-shots der vist kun kan beskrives som "zomg-totalt-syge-i-låget-og-hvad-fanden-er-der-i-vejen-med-din-hjerne-Sofie-din-syge-stodder-agtigt". Vil senere indholde Kuroshitsuji fanfics.

7Likes
4Kommentarer
422Visninger
AA

1. Danish Way to Rock

Song-fic. Danish Way to Rock med Nephew. Ja, den der forbandede fodboldsang de synger med landsholdet. Første del af mit elskede, sindssyge shit. Enjoy.

 

Vikinger. Det lød ret sejt, syntes du. Så derfor var det hvad vi kaldte os. Vi håbede jo nok på at være lidt seje. Ligesom alle andre i verden. Du har ellers altid gået meget op i ikke at være ligesom alle andre. Måske var det derfor vi lige nu kørte over i den forkerte vejbane af den næsten mennesketomme motorvej.

”Der findes ikke forkerte vejbaner,” sagde du, da jeg udtrykte min skepsis overfor dit valg af køreretning. ”Der findes højre side og der findes venstre side. Og lige nu køre vi i den venstre. Har du et fucking problem med det?”

Og så rystede jeg på hovedet. Nej, det havde jeg bestemt ikke noget problem med. Jeg tænkte bare at nu hvor man altid plejede at køre i højre side, om vi så ikke også burde gøre det nu.

”Hvorfor er det lige du går så fucking meget op i at køre i en bestemt retning? Du har sgu nok autisme.”

Og så havde jeg autisme.

 

”Engang var Danmark et stolt land! Stolt siger jeg dig, stolt som bare fanden! Og hvad er vi nu? Vi er bløde! Bløde for helvede! Bløde som bare pokker! Knækket af Sverige, knækket af tyskeren. Selv fucking Grønland har trukket stikket! Hvad fanden er der tilbage af Vikingeriget Danmark? Lort! Lort! Det er hvad der er tilbage! Gyllen på vores fantastiske, flade marker, det er hvad vi har.” Sådan havde du sagt. Og så havde du snerret vredt og knyttet hænderne krigerisk så man blev helt bange for dig. Sådan havde du sagt før vores første mord. Jeg havde ikke helt forstået hvorfor det nu var nødvendigt at myrde nogen. Sådan noget kunne man jo komme i fængsel for.

”Fængsel! Fængsel! En ussel lille kasse. Sådan noget kan de fandeme ikke proppe ned over hovedet på mig. Vi er vikinger for helvede, vikinger. Vi kan sgu da godt klare os mod sådan noget pis. Det er os der hiver Danmarks værdighed hjem igen, så er der slet ikke tid til at tænke på ting som den jantelovs fascistiske lortekasse, kaldet fængsel.”

Værdihed og stolthed. Dine vigtigste værdier. Det var din stolthed der gav os styrken til at stjæle den her bil. Det var den der gjorde det muligt for os at myrde i Danmarks navn og beskytte vores nationalitet. Sådan havde du i hvert fald sagt. Og jeg stolede da på dig. Selvfølgelig var jeg enig med dig.

Geværet ved dine fødder bumbede hypnotisk ind mod dit knæ og nikkede til alle de ting du sagde. Og hypnotiseret af bevægelsen, nikkede jeg med.

Og nu sad vi altså her. I denne bil. Og følte os underligt forfulgt. Jeg gjorde i hvert fald. Måske gjorde du også. I så fald var du god til at holde det skjult.

”Du er sgu nok skizofren,” sagde du, da jeg udtrykte min følelse af at være forfulgt. Og så havde jeg skizofreni.

Og mens jeg var skizofren sad du der. Med pletter af blod rundt i dit ansigt som en syg form for krigsmaling. Dine øjne skinnede underligt og var opspilede. Og så var der de der sorte rander som du altid har lige meget hvor meget du har sovet. Og så smilede du. Stort og med sammenbidte tænder der skar mod hinanden i et sygt, forvredet grin. Jeg tror også du havde blod rundt om munden. Hænderne var også plettede, og lå stramt om rattet som om du ville kvæle livet ud af det sorte læder.

”Du siger altid at jeg er den med de psykologiske mærkværdigheder, men lige nu virker du altså mere underlig i hovedet end mig,” sagde jeg for at skjule hvor fuldstændig rædselsslagen jeg var. Forsøgte at gøre en joke ud af mine tanker, der blev ved med at kradse rundt i indersiden af min hjerne.

Dit smil blev bare større. ”Jaså. Men jeg er fucking kongen her, så det er mig der bestemmer hvem der er underlig i hovedet og hvem der er fucking normal. Er det forstået, pikhoved?”

Jeg nikkede, lidt mindre rædselsslagen. Det hjalp at sige noget. ”Så nu er du også konge eller hvad?”

”Selvfølgelig er jeg da konge! Vikingekongen for helvede! Jeg styrer for vildt.”

Jeg smillede svagt og valgte at kigge ud af vinduet. Verden var underlig sort udenfor. Hvis jeg kneb øjnene nok sammen kunne jeg næsten se blodpletterne på himlen. Røde blodpletter. Røde som det danske flag. Det flag vi myrdede under. Det som blafrede som en rød og hvid ligpose når vi skar halsen over på vores fjender. I hvert fald dem du udråbte som vores fjender. Du kunne godt lide at give folk en status.

 

”Piedestaler er til for at vise hvem der er den stærke og hvem der er den svage. Man kæmper og man kæmper og man myrder og man råber, og nogle gange kommer man op på piedestalen. Og lige så snart man kigger den anden vej kommer der en bagfra og dolker dig i ryggen for at tage din plads.”

Sådan noget kunne du godt finde på at sige nogle gange. Men du sagde jo så meget.

”Hvordan føles det? At være sat i en kasse? At have en diagnose?” Sådan kan jeg huske du engang spurgte efter du havde fortalt at jeg også havde OCD.

”Det er kun psykiatere der kan give mig en diagnose.” Sådan havde jeg svaret fordi jeg var træt af dig. Træt og dig og dit gevær der gik rundt og uddelte den ene psykiske lidelse efter den anden.

”Forkert! Det er samfundet der gør det. Samfundet er skyld i alt. Alt i hele verden. Gud, vikinger, og salat-tilbuddene på McDonalds. Alle dårlige ting i verden er samfundets skyld.”

Jeg skulle til at spørge hvad der var galt med salattilbuddene på McDonalds, men lod være.

”Hvorfor er det lige vi gør det her?” Sådan spurgte jeg i stedet. Jeg havde ondt i fødderne af at løbe. Mit hår lugtede af sved. Og min kniv var gået i stykker. Den var bøjet efter vores andet mord. Det var ellers sådan en fin kniv.

”For at redde Danmarks røv selvfølgelig! Sætte landet på verdenskortet. Er du dum eller hvad?”

Jeg skulle til at sige noget igen. Noget smukt om demokrati og faldende oliepriser og tykke mennesker der træner den 1. Januar, bare for at vise dig at jeg ikke var dum. Men så nikkede geværet. Og jeg nikkede med. Og så var jeg dum.

Men så var det alligevel ikke okay.

”Hvis jeg er dum så er du da bare en endnu dummere, revolutionær, stinkende, nazistisk, sindssyg, krigsliderlig anarkist!” Sådan noget sagde jeg kun en gang.

Det var nemlig for meget for geværet. Jeg døde ret hurtigt. Et skud gennem øjet og så var den fedtede vinduesrude dækket af blod og hjernemasse. Sådan noget skulle vaskes før blodet størknede og satte sig i bilsædet. Og så blev du nødt til at køre der alene. Den danske vikingekonge i en stjålen bil i venstre vejbane.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...