Annastasia {Stoppet}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Færdig
Annastasia Marozov er en helt almindelig 17 årig pige. Da hun kommer på efterskole sker der noget, som forandre hendes liv.
Hun får kontakt med en ældre dame ved navn Vera, som fortæller Annastasia om den familie hun aldrig har kendt til. Det føre hende til Ciasple. Kostskolen for unge med overnaturlige kræfter. Her lære hun mere om sine egne kræfter og hun starter et helt nyt liv. Kærlighed og fjendskab mødes og gør Annastasias liv både nemmere og svære.

15Likes
29Kommentarer
1396Visninger
AA

9. Kap. 8: Selvforsvar


 

 

 

 

 

"Hvad nu?"

 Annastasia og Francesca var på vej ned af den lange grå trappe, der førte ned til spisesalen, foredragssalen, lærerværelset og klasselokalerne. Det der også hed Hovedbygningen.

"Du er langsom Sia, kom nu, sæt farten op," råbte Francesca nærmest, en halv meter foran Annastasia.

"Hvad skal vi, og hvorfor har vi det her tøj på?" Annastasia kiggede ned af sig selv, og var nærmest ved at gå ind i vægen, da hun så op igen.

"Kan du huske de fag jeg fortalte dig om? Efter EK, så har vi selvforsvar og jeg må sige, det er da noget mega fedt tøj!" jublede hun.

 Træningstøjet, var en sort heldragt, der havde et lille guld logo på højre bryst. Ærmerne var syet til en hånd, så man kunne stikke fingrene ud igennem.

"Jamen, skal vi ikke have sko på?" protesterede Annastasia.

"Nix, det høre ikke med. Uh, og har du set logoet, er det ikke bare mega flot! Det forestiller to mennesker der er i gang med en slåskamp."

 

***

 

"Er alle her?" råbte en høj flot mand, der nok var i starten af 30'erne. Hans hår var brunt og sad i en flot frisure. Hans hud var lys, og derfra hvor Annastasia stod, lignede det til at han havde grønne øjne. Ved hans højre side stod hr. Maquardsen og så ud på forsamling af elever.

"Selvforsvarstimerne er blevet delt op i seks hold, så fra nu af vil der kun være 15 elever på hvert hold. I er hold 2..."

 "Hvem er det, ham der snakker?"

"Det er vores selvforsvarslærer, Jacob Fisher. Han kan godt være lidt streng, men ellers er han sød nok."

"... I dag vil I komme til at kæmpe dreng pige, det kan godt lyde uretfærdigt for pigerne, men man bliver jo nød til at lære det."

 Den lille forsamling af elever begyndte at snakke i munden på hinanden.

"Stille! Hør efter!" råbte hr. Fisher. "Det er ikke til diskussion. Stil jer op i en række, drengene i en og pigerne i en anden. Og lad det gå lidt tjept."

 Hurtigt stilte eleverne sig op i to række, og hr. Fisher og hr. Maquardsen gik hen foran dem.

"Der ligger en bred skummåtte bagved os. Det er den i skal kæmpe på. Måtten tager lidt af stødet, hvis man falder. To og to træder i ind på måtten, og kampen vare indtil en af jeg ligger ned. Okay, nogle spørgsmål?"

 En dreng rakte hånden op, og kom til syne, da han trådte ud af rækken. 

"Ja Peter?"

"Skal man holde sig inden for måtten?"

"Ja, det skal man. Hvis man træder udenfor måtten, så har modstanderen vundet." Peter nikkede og trådte tilbage i rækken, igen.

"Flere spørgsmål?... Ikke?... Godt så lad os gå i gang."

 Annastasia kunne mærke at hun havde sommerfugle i maven, og hendes ben rystede som gele under hende. Hvordan skulle hun komme levende igennem den her time?... Fisher afbrød hendes tankestrøm.

"Træd venligst ind på måtten." En dreng og en pige, nogenlunde samme højde, trådte ind på måtten, og gjorde sig klar.

"Er I klar?..." De nikkede begge, mens de holdte dyb øjenkontakt.

"Okay. Værsgo."

 Det ene spark efter det andet, det ene slag efter det andet. Det føltes som en evighed inde drengen kom ned at ligge. Pigen så stolt på de andre piger.

"God klaret," sagde hr. Fisher og klappede hende på skuldrene. Drengen var lige så hurtigt på benene, som han falde, og gik ned bagerst i rækken.

"Næste!"

 Pige efter pige, blev slået, og drengene var ved at begynde at gejle hinanden op. Hver gang en dreng vandt, blev der både hujede og klappet.

"Må jeg bede om noget ro!" Drengene blev tavse og så tavst op på hr. Fisher.

"Næste!"

 Francesca trådte ind på måtten. Hendes modstander var en stor og pumpet dreng. Ikke fordi det var overdrevet, det klædte ham faktisk ganske godt. De så smilende på hinanden, og gjorde sig klar.

 Annastasia stod som den næste i rækken og så nervøst til. 

"Værsgo!" Drengen kom i fuld fart mod Francesca, hun dukkede sig og undgik et slag. Hun slyngede det ene ben ind under hans, og han falde pladask ned på maven.

 "Det er bare sådan du skal gøre Sia," hviskede Francesca til Annastasia, da hun gik forbi hende og ned bagerst i pigekøen.

"Næste!" Annastasia tog en dyp indånding. Hun kunne mærke sit hjerte, bygynde at bange voldsomt i brystkassen. Modstanderen lignede en ung mand hun havde set før, men hun kunne ikke sige hvor, eller hvem han var. De trådte begge op på måtten. I et øjeblik lukkede Annastasia øjnene og tog en dyp indånding. Drengen smilede bare ondskabsfuldt, men det så hun ikke. Han havde brunt hår, brune øjne og en gylden hud, han var høj og slank, dog så han heler ikke svag ud.

"Værsgo!"

 Pludselig var drengen allerede over ved hende og før Annastasia vidste af det, kunne hun mærke et så hårdt spark i maven, at det slog alt luften ud af hende. Hun fløj en halv meter op i luften, og prøvede forgæves at lande på benene, i stedet lande hun på venstre håndled. Hun kunne ikke trække vejret og der kom sorte prikker for øjnene. Hun rullede over på siden, mens hun skjulte sit ansigt i hænderne. Hun kunne høre hurtige fodtrin ved sin side, og en hånd blev lagt på hendes skulder.

"Er du okay? Kan du høre mig?" spurgte en mandestemme. Kort efter kunne hun høre Francesca ved siden af sig.

"Er du okay Sia?"

 Annastasia var ikke i stand til at sige noget, hun prøvede stadig at få vejret, men det var som om hendes ribben var blevet trykket godt og grundigt ind i kroppen på hende, og luftvejene var blevet stoppet. Hun var næsten sikker på at hun havde brækket et eller andet.

 En eller anden tog fat i hendes venstre hånd. Hun kunne mærke at det begyndte at svige og brænde i håndledet, og hun stønnede voldsomt af smerte. I det samme blev hånden fjernet igen; "Undskyld undskyld!" Det var mandestemmen.

"Vi må have hende ind på...." Det begyndte at ringe for Annastasias øre og hun kunne ikke længere høre hvad de sagde.

 De sorte prikker havde for længst lukket af for hendes syn, og hun kunne mærke at hun var ved at gå ind i bevidstløsheden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...