Annastasia {Stoppet}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Færdig
Annastasia Marozov er en helt almindelig 17 årig pige. Da hun kommer på efterskole sker der noget, som forandre hendes liv.
Hun får kontakt med en ældre dame ved navn Vera, som fortæller Annastasia om den familie hun aldrig har kendt til. Det føre hende til Ciasple. Kostskolen for unge med overnaturlige kræfter. Her lære hun mere om sine egne kræfter og hun starter et helt nyt liv. Kærlighed og fjendskab mødes og gør Annastasias liv både nemmere og svære.

15Likes
29Kommentarer
1405Visninger
AA

8. Kap. 7: EK og hr. Maquardsen


 

 

 

 

 

Skoven. Den mørke, kolde og uhyggelige skov. Det var ikke det, at den var mørk og kold der gjorde den uhyggelig. Det var mere det at hun havde mødt ham. Drengen med de røde øjne. Han havde skræmt livet af hende, og nu var hun her igen. Bange og rystende af skræk, stod hun på den smattede skovbund.

 Hun vidste godt at hun drømte, men drømmen var så virkelig, at hun alligevel kunne komme i tvivl. Annastasias drømme havde altid nogle underlige farver. Farver der ikke var virkelige. Farver der for det meste var sorte og røde. Men denne her, var helt normal. Skoven havde en dunkel grøn farve, som om man stod der midt om natten. Den kolde vind, og den forfærdelige hylen, var så skræmmende, og skar helt ind i hendes knogler.

 Annastasia så sig skrækslagende omkring, indtil hendes blik lande på noget inde imellem træerne. Hun kneb øjnene en anelse sammen. Kunne det være? Hun blinkede et par gange, og kiggede ekstra godt efter. Jo, det var det. De var vendt tilbage, de røde øjne.

 Annastasia vågnede med et sæt, og satte sig op i sengen.

"Godmorgen," lød det ude fra toilettet. "Har du sovet godt?"

Annastasia gned sig i øjnene, og fjernede det lange næsten hvide hår, fra ansigtet. "Fint nok, hvad med dig?"

"Jeg har sovet udmærket. Altså det der med at sove nye steder, det skal jeg lige vende mig til, selvom jeg godt nok har været her i næsten to uger," grinede Francesca.

Annastasia så rundt i det store rum. Det var så meget gulvplads, at man skulle tro at værelset var til seks personer, og ikke to. Alt var så gammeldags, reolen, sengene, skabene, vinduet, dørene, alt. Annastasia var van til stilrene hotelsuiter, men Ciasple havde sin helt egen charme.

"Hvor gammel er Ciasple enlig?" spurgte Annastasia nysgerrig.

"Jeg mener det blev bygget i 1600' tallet, men blev renoveret i starten af 1900. Det er flot, syntes du ikke?" svarede Francesca smilende.

"Jo, flot og stort." Francesca grinede af Annastasias kommentar.

 Annastasia slyngede benene ud over sengekanten og gik sløsende ud på badeværelset, hvor hun fandt sin tandbørste frem, og begyndte at børste tender. Francesca gik hen til skabet og skiftede tøj, da hun var færdig med at børste tænder.

 "Hvordan har du det med at sove andre steder?" spurgte Francesca pludseligt.

"Jeg er van til at sove nye stedder næsten hver måned. Så det er ikke så slemt," svarede Annastasia med munden fuld af skummene tandpasta. Hun lænede sig fremover og spyttede det ud, og så derefter på sig selv, i spejlet, lige over den hvide håndvask. Gad vide om hun trængte til at blive klippet? Hver gang hun satte sig ned, var hun altid lige ved at sætte sig på sit hår. Hun tog en lok op foran øjnene. Nej, den var ikke spaltet. Så tog hun hårdbørsten og friserede håret igennem, hvor hun derefter slyngede det op i en lang hestehale.

"Det klær' dig," sagde Francesca, da Annastasia trådte ud fra badeværelset.

"Det her..." Annastasia tog fat i hestehalen, og Francesca nikkede. "...Tak," smilede hun.

 "Hvad skal vi have i første time?" spurgte Annastasia nervøst.

"EK. Det står for evner og kræfter. Det er nu meget sjovt, i hvert tilfald i forhold til folkeskolen," grinede Francesca.

 Annastasia trak i et par stramme hudfarvet Jeans og en stor sort striktrøje. Hun var næsten færdig med at tage strømper på, da Francesca afbrød hende.

"De der Jeans, får dig altså bar til at se mere bleg ud, end du allerede er i forvejen."

"Hvad mener du med det? De er da pæne."

"Ja, men har du ikke nogle mørkeblå?" sagde Francesca, mens gik over og åbnede Annastasias skab og hev et par mørkeblå Jeans ud.

"Her, prøv dem her," sagde hun mens hun gav Annastasia Jeansene.

"Se, det var beget bedre!" udbrød Francesca, da Annastasia havde skiftet Jeans. Annastasia kiggede ned af sig selv.

"Nå skal vi gå, vi skulle jo nødig komme forsendt til morgenmad." Francesca hev nærmest Annastasia med ud af døren, og slæbte hende med ned i spisesalen.

 

***

 

Der var allerede mange mennesker i den store spisesalen. Folk sad allerede i små grubber og snakkede, mens de spiste.

"Hvor mange elever går her på Ciasple?" spurgte Annastasia lavt.

"Godt og vel 100 styks, sådan cirka," svarede Francesca, mens hun hev Annastasia med op til borene, hvor madden stod på. Køen var ikke så lang. Mens de stod der og ventede, kunne Annastasia mærke stirrende øjne i hendes sætning. Francesca havde også opdaget de mange øjne der stirrede på Annastasia.

"Man får nok opmærksomhed, hva'," grinede hun, og puffede hende i siden. Annastasia smilede bare til hende, og følte sig lidt utilpas i den store mængde af opmærksomhed.

 Endelig fik de langt om længe sat sig ved et bor, med deres tallerkner. Francesca havde taget to skiver franskbrød, med ost på. Uha, Annastasia kunne ikke fordrage ost, og især ikke lugten. Ikke fordi Francescas lugtede, men tanken om hendes far, der hver morgen, puttede rochefort på sin franskbrødsskive, kunne give hende helt kvalme.

 Annastasia havde bare taget nogle cornflakes, med en helt del mælk ovenpå, ikke fordi det var det bedste morgenmad, men hun havde ikke rigtig lyst til noget andet.

 

***

 

"Godmorgen." En høj sorthåret, smuk, ung mand kom ind af døren, og gik direkte op til kateterent.

"Hvem er det?" hviskede Annastasia lavt.

"Vores EK lære, han hedder hr. Maquardsen, og er den yngste lærer her på Ciasple. Han er kun 19 år gammel!" hviskede Francesca tilbage.

"19? Seriøst?" Francesca nikkede, men holdte blikket på hr. Maquardsen.

 "I dag skal det handle om magikere. De væsner der findes flest af. Der findes godt og vel 100.000 magikere i hele verden. Det er noget man er født til at være, det kan man ikke bare blive, med mindre man har magiker-blod i årene, så kan de dog lade sig gøre, at meget få udvikler magiker-kræfter, men det er kun cirka 30 ud af hele verden, der gør det." Hr. Maquardsen kiggede rundt i klassen, indtil hans blik landede på Annastasia i et par sekunder, så fortalte han videre.

 "Magikere stammer fra Spanien. Det siges at den første magiker, der gik på jorden, var en dame, fra 800 før Kristus fødsel. Hun var som en engel for sin familie, for hver gang de kom til skade, så healede hun dem. Hun måtte ikke have lov til at gå ude i det fri, hun blev altid holdt under opsyn, for hvis hun døde, så kunne hendes familie ikke længere blive healet. Hun døde dog i en alder af omkring de 40. Hvor mange af jeg er magiker?" Lidt over halvdelen rakte hånden op, inkluderet Francesca. "Så ved I også godt at magikere ikke har evigt liv, ligesom for eksempel vampyrerne har." Alle der havde rakt hånden op, nikkede stille.

 Resten af timen handlede om besværgelser, og eliksir. Alle magikerne i Annastasias klasse havde fået en stor tyk, rød bog, hvor alle besværgelserne stod skrevet i. På bogen var der indgraveret fire store guldbogstaver. Mago stod der, og betød magiker.

Hr. Maquardsen var gået ned til Annastasia, for at præsentere sig for hende. 

"Hej, mit navn er Maquardsen, Collin Maquardsen," sagde han og rakte Annastasia hånden.

"Annastasia, Annastasia Marozov." Hun havde en følelse af, at hun havde set hr. Maquardsen før, men hun kunne bare ikke sige hvor.

"Den Marozov?" svarede han nysgerrigt. Annastasia nikkede usikkert, måske var det hendes familie hr. Maquardsen snakkede om, måske var det en helt anden familie?

"Spændende," smilede han til hende.

 Francesca sad på sin stol, ved siden af Annastasia, og fulgte spændt med i samtalen. Hr. Maquardsen vendte sig om, tog sin taske , og gik hen mode døren, da han vendte sig om mod Annastasia og Francesca. "Vi ses i morgen piger." Så forsvandt han ud af døren, og de sag tilbage alene i klasselokalet.

 "Hvad gik det ud på?" spurgte Francesca nysgerrigt.

"Hvad mener du?"

"Kom nu Sia, Marozov?"

"Sia?" Annastasia så undrende på Francesca.

"Det er bare et kælenavn jeg har fundet på til dig?" smilede hun stolt. "...Du ved lange navne.."

"Åh, nå men så kalder jeg dig for Cesca." De grinede begge to vældigt, mens de gik ud af klasseværelset, og op på deres værelse 555.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...