Annastasia {Stoppet}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Færdig
Annastasia Marozov er en helt almindelig 17 årig pige. Da hun kommer på efterskole sker der noget, som forandre hendes liv.
Hun får kontakt med en ældre dame ved navn Vera, som fortæller Annastasia om den familie hun aldrig har kendt til. Det føre hende til Ciasple. Kostskolen for unge med overnaturlige kræfter. Her lære hun mere om sine egne kræfter og hun starter et helt nyt liv. Kærlighed og fjendskab mødes og gør Annastasias liv både nemmere og svære.

15Likes
29Kommentarer
1457Visninger
AA

7. Kap. 6: Ny skole og ny veninde


 

 

 

 

 

Det var den smukkeste bygning hun nogle sinde havde set, i hele sit liv. Fem etagers højde, røde mursten og vinduerne var kæmpe store. Bygningen lignede nærmest et stort slot.

 Hun stod foran en høj brun port. Der var smukke sølv-lignende tråde, der formede smukke mønstre i porten. Oven over den stod der med kæmpe store bogstaver CIASPLE KOSTSKOLE.

 Annastasia gik hen til porten og rykkede ned i håndtaget. Da hun åbnede den, kom endnu flere røde bygninger til syne. Hendes øjne flakkede rundt omkring, så fik hun øje på en sort bygning. Den var ret ny, i forhold til det røde slot, som lignede noget fra hvem-ved-hvornår.

 Annastasia havde ikke aftalt med Grønhøj at stoppe. At skifte til Ciasple, var noget Vera havde forslået. Annastasia havde selv syntes at det var en god ide, da det ikke var sikkert for hende at fortsætte på Grønhøj. For hvis nogle opdagede hende, hvad kunne de så tro om hende, eller være, hvad ville de gøre, nå de engang fandt ud af det? Hvor imod Ciasple var en skole der var bygget til sådan nogen som Annastasia. Nu gik tvivlen bare på, hvordan hun skulle få det sagt til sin far, eller Grønhøj. Hun kunne jo ikke sige til sin far, at hun var stoppet på Grønhøj, fordi hun havde nogle overnaturlige kræfter, som ikke almindelige mennesker havde.

 Annastasia hev sin mobil op af lommen, og tastede Grønhøjs telefonnummer ind.

"Grønhøj efterskole, det er Lise." sagde en dame i den anden ende af røret.

"Hej det er Annastasia. Jeg havde en aftale med Tobias om at være tilbage på efterskolen engang i eftermiddag. Men der er desværre sket noget, så jeg er forhindret i at komme tilbage før i morgen." Annastasia håbede på at Lise ikke kunne høre at hun løg.

"Hvad er det der er sket?" Pis også! tænkte hun, hvas skulle hun lige finde på?

Annastasia tøvede en anelse. "For det første tager det to timer at køre, for det andet.... er den bus jeg skulle med, kørt galt."

"Er der ikke en anden bus der køre derfra og herned?" spurgte Lise selvsikkert.

"Nej, der har jeg tjekket efter."

"Hvornår køre der en bus derfra, igen?"

"Jeg tror der kommer til at gå et par dage, og jeg skal nok ringe til min far, og fortælle ham det hele." Annastasia stod og så sig nervøst omkring.

"Jamen okay. Så siger jeg til... Hvem var det du sagde igen?"

"Tobias." Annastasia kunne høre at Lise skrev noget ned.

"Så siger jeg til Tobias at du bliver forsinket, med cirka et par dage, okay?"

"Ja tak, det ville være skønt," svarede Annastasia.

"Det' godt, farvel."

"Farvel." Annastasia lagde på og proppede mobilen tilbage i tasken. Så gik hun ind af en stor glasdør, hvor hun kunne se nogle lærer.

 "Hej, jeg har snakket med en lærer om at starte her," afbrød hun deres sammentale. De tre lærer vendte blikket mod hende. "Hvad hed læreren?" spurgte en høj mørkhåret dame og smilede.

"Han sagde at han hed Petersen?"

"Det er forrestanderen. Hvis du bare lige følger med mig, denne vej, så er vi der lige om lidt." Damen smilede venligt til Annastasia, og sammen gik de op af en lang gang, hvor lærerværelset var.

 

***

 

Annastasia blev vist op på sit værelse. Helt oppe på 5. sal. Hun havde sin kuffert med, hvor alt hendes tøj og toiletgrej lå i. Vera havde givet hende en hel del penge, til at købe nyt tøj for. Så inden Annastasia tog bussen til Ciasple, havde hun været på en lille, eller jah... stor shoppetur. Det var ikke fordi hun var glad for at shoppe, og hun var slet ikke glad for at hun havde fået så mange penge af Vera, til at købe tøj for.

 Damen der havde hjulpet Annastasia med at finde op til lærerværelset, for at snakke med forrestanderen, fulgte hende op til sit værelse, hvorefter hun bankede på døren. Værelse 555. Stod der på den brune dør.

"Kom ind!" råbte en pigestemme inde bag den.

Døren blev åbnet, og pigen kom til syne. Hun havde langt brunt hår, der var skulderlængde. Hun var iklædt lange stramme, sorte bukser og en bordeaux trøje. Hun stod lænet ud over et stort vindue, hvor karmen var så bred at man kunne side derpå. 

"Goddag," sagde pigen og vendte sig om, med et smil på læben. Hendes øjne var brune, og det brune har fik hendes hud til at se bleg ud.

"Det her er din værelseskammerat."

Pigen rakte smilende hånden frem mod Annastasia, og hun tog den.

"Francesca."

"Annastasia," svarede hun og smilede genert.

"Hvor er det fedt endelig at få en værelseskammerat, for det er altså lidt spooky at bo her alene." Francesca så fra Annastasia, til læreren henne ved døren. Det var svært at bedømme om det var for sjov, eller om det var alvor.

"Du kan bare stille dine ting her, så kan du få sengen ved vinduet. Er det okay?" spurgte Francesca.

"Det er helt okay." Annastasia lagde sin bagage på sengen, og gik hen til vinduet. "Hvor er der en god udsigt herfra," udbrød Annastasia, da hun opdagede hvor højt værelset enligt lå. Man kunne se en stor mark, bag ved marken var der en kæmpe stor skov. Og langt langt ude, kunne hun tyde de store blå hav.

"Ja ik'. Hver gang jeg kigger ud, bliver jeg også altid helt væk i udsigten..."

"Nå piger, jeg vil lade jer være alene. Husk at der ikke er nogle timer i dag." De to piger vendte sig om, og så døren blive smækket i.

Annastasia vendte sig om mod Francesca "Hvorfor er der ikke timer i dag?"

"Nårh, det er bare fordi vores lærer er syg," sagde Francesca og løftede skuldrene.

 

***

 

Annastasia pakket ud, mens hun og Francesca snakket sammen. De var allerede blevet gode veninder, dog var de stadig ved at lære hinanden at kende.

 "Hvor kommer du så fra Annastasia? Jeg mener Annastasia lyder ikke helt dansk."

"Min mor var russer," smile Annastasia.

"Kan du så snakke russisk?" spurgte Francesca nysgerrigt.

"Jeg kan da sige og forstå lidt."

"Prøv at sige hej." Francesca sad på sengen.

"Nu kan man jo sige hej på to måder, alt efter hvem man snakker med. Hvis det er en person jeg kender god, for eksemplet min far, så ville jeg sige привет. Men hvis det var en af lærerne jeg skulle sige hej til, så ville jeg sige здравствуйте, fordi det er en person jeg ikke kender, så godt, og fordi det er en person som jeg ser op til og han eller hun er ældre end mig," forklarede Annastasia, mens hun var ved at lægge sit tøj ind i et stort hvidt skab.

"Waw! Hvad med... Jeg hedder Francesca?" smilede hun.

"Меня зовут Франческа," grinede Annastasia. Det var rart endelig at kunne grine med en på sin egen alder. Det var en af de ting hun havde savnet, når hun var med sin far på arbejde.

 "Hvad med Francesca? Det lyder heler ikke særlig dansk? Hvor er du fra?"

"Jeg er godt nok pæredansk. Det var min mor som fandt på navnet. Hun havde haft spansk i 10. klasse, hvor hun falde over navnet og blev derefter fuldstændig forelsker i det." Der blev tavst mellem de to piger.

 "Hvordan kan det være at du først starter på Ciasple i dag?" Francesca lagde hovedet en anelse på skrå. Annastasia havde sat sig på sin seng, da hun var færdig med at pakke ud.

"Altså jeg startede på en helt almindelig efterskole, da jeg opdagede at jeg havde nogle evner som ikke helt almindelige mennesker har, hvis du forstår hvad jeg mener?" Francesca nikkede og Annastasia fortsatte: "Så fandt jeg en dame ved navn Vera. Hun fortalte mig om min familie i Rusland, og om Ciasple. Vi tog en beslutning om, at det var bedre hvis jeg startede her, også fordi Ciasple er egnet for os med speciale evner," svarede Annastasia.

"Hvad med dine forældre? Du sagde at dig og Vera...?"

"Ja, altså min far ved ikke at jeg har de her kræfter, og jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal sige det til ham uden han flipper helt ud, jeg tror ikke engang at han vil tro på mig, hvis jeg sagde det til ham?"

"Hvordan har du holdt det hemmeligt for ham i så mange år?" spurgte Francesca forvirret.

"Jeg har ikke altid haft de kræfter, det er noget der er kommet i år, da jeg begyndte på efterskolen."

"Så du fik altså dine kræfter da du startede på efterskolen?.." Annastasia nikkede.

"...Hvordan foregik det så?" Der var en nysgerrighed at spore i hende stemme.

"Det eneste jeg kan huske er, at jeg blev helt vildt dårlig og så vågnede jeg op i et eller andet lille rum... Hvad kan du endelig?" spurgte Annastasia nysgerrigt, og for at vende opmærksomhede mod Francesca, som så med store øjne på hende.

"Det eneste jeg ved, er at jeg er en slags form for magiger." Francesca slog blikket ned, mens hun smilede. "Uh og jeg kan se ind i fremtiden, ret sejt ikke?" Hun grinede og Annastasia grinede med. "Jeg blev født med kræfterne, det er nogle jeg har fra min far. Det var deres ide at jeg skulle gå her, blandt andet for at lære mere om mine kræfter, men også for bedre beskyttelse." Annastasia nikkede forstående.

"Hvad med dine forældre, hvordan mødte de hinanden?"

"Min far er forretningsmand og ejer et stort firma. Han var på forretningsrejse i Rusland, hvor min mor boede. Hun var flyttet til Rusland for at lære sproget, og lære om sin familie. Da de så hinanden var det kærlighed ved første blik, sagde de. Nå, men det endte da med at de blev gift og fik mig. Allerede da jeg var to år, gik min mor i gang med at lære mig russisk. Da jeg blev syv år døde hun i en bilulykke." Annastasia tøvede og så ned i gulvet. Hun kunne mærke at tårende var på vej.

"Det er jeg ked af at høre," svarede Francesca sørgmodigt. Annastasia nikkede og smillede til hende, som tak for medlidenheden.

"Hvad med dine forældre?"

"Mine forældre. Tjah... jeg tror de er lige som alle andre forældre. De blev kærester i 10. klasse, hvor de så blev gift fem år efter. Allerede efter de havde været kærester i et halvt år, fortalte min mor og hendes kræfter. Først troede min far ikke på hende, indtil hun beviste det. De talte ikke sammen i to uger, men de kunne ikke undvære hinanden. Efter de blev gift, fik de mig, og selvfølgelig fordi min mor er magiger, så blev jeg det også. De sendte mig så på Ciasple og her er jeg så nu. 17 år inde i mit liv," grinede hun. Annastasia smilede til hende, og et lille grin udslap hendes læber. 

 "Ciasple er ikke sådan en rigtig skole, vi har ikke almindelige timer, sådan som dansk, matematik og samfundsfag," sagde Francesca, da hun hurtigt kom i tanke om, at det nok var vigtigt at nævne. Annastasia nikkede forstående.

"Vores nok mest almindelige time er selvforsvar. Ellers lære vi om vores egne eller andres kræfter. Lærerne vil aldrig lade os gå uden for skolen og så skal vi altid møde til tiden, selvfølgelig." Hun smilede og lagde sig, mens hun lukkede øjnene.

"Hvad har I så lavet den tid jeg ikke har været her?" spurgte Annastasia. Francesca åbnede sine øjne og kiggede op i luftet. "Altså i første uge lavede vi ikke det helt store. Vi skulle lige finde os til rette blandt hinanden. Første dag blev alle vi elever samlet i den store foredragssal. Der fik vi information om skolen, lærerne, skolens regler, og hvorfor vi ikke må gå udenfor Ciasples mure. Du ved... sådan lidt om det hele. Nå, men om aftenen, blev vi samlet i idrætshalen, hvor vi lavede nogle tillidsøvelser. Blandt andet den berømte lad-dig-falde-tilbage-med-lukket-øjne-og-en-griber-dig øvelse, du ved, bare sådan for at komme tættere på hinanden." Hun holdte en kort pause og forsvandt ind i tankerne. "Nu er vi begyndt med skolen." Francesca lukkede igen øjnene. "Uhh og forresten, så må vi ikke have mad på værelserne. Lærerne vil ikke have at der kommer mus," smilede hun til Annastasia.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...