Annastasia {Stoppet}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Færdig
Annastasia Marozov er en helt almindelig 17 årig pige. Da hun kommer på efterskole sker der noget, som forandre hendes liv.
Hun får kontakt med en ældre dame ved navn Vera, som fortæller Annastasia om den familie hun aldrig har kendt til. Det føre hende til Ciasple. Kostskolen for unge med overnaturlige kræfter. Her lære hun mere om sine egne kræfter og hun starter et helt nyt liv. Kærlighed og fjendskab mødes og gør Annastasias liv både nemmere og svære.

15Likes
29Kommentarer
1407Visninger
AA

6. Kap. 5: Når englene følger med


 

 

 

 

 

Annastasia bankede lige så forsigtig på døren. På den stod der; Vera Jakobsdatter. Annastasia kunne høre fodtrin, bag døren og en ældre dame, åbnede den. Hun var iklædt en lang blå kjole. Hendes hår var gråt, og hun havde mange rynker, både på hænder og i ansigtet.

Annastasia rakte hånden frem og præsenterede sig selv. Vera tog imod Annastasias hånd og fortalte sit navn.

"Kom indenfor," sagde hun så, og gjorde plads til at Annastasia kunne komme ind.

Hun tog jakken af, hængte den på en knage, og fulde Vera ind i stuen, hvor hun satte sig på en sofa. Vera satte sig på en stol, overfor hende. Imellem dem, var et lavt bord, hvor det stod blandt andet, pebernødder og vand. Ved siden af vanden, lå en stor tyk bog. Den var mørkeblå og meget slidt. Guldteksten, var næsten ikke til at læse.

"Vil du have noget vand?" Annastasia nikkede og Vera hældte vand op, både i Annastasias og sit eget glas. "Nå, men jeg kunne forstå, at du gerne ville have lidt viden om din familie." Vera smilede stort, mens hun flettede fingrene og lagde dem på sit skød. Annastasia nikkede og smilede tilbage. Hun kunne mærke sommerfuglene i sin mave. Hun var så spændt, at hun næsten ikke kunne side stille.

"Det hele startede i slutningen af år 1700. Da Cili Marozov, fødte din tip-tip oldemor Anna Marozov. Hun blev født i en meget rig familie i 1790. Der var vinter, og temperaturen var nede på omkring -20 grader. Cili, var på vej hjem, da hun pludselig kunne mærke, at Anna var på vej. Der var flere kilometer hjem, og hun var faret vild i en skov. Så hun fødte sit barn i en mørk skov, i -20 grader. Englene havde fulgt med, og da Cili døde, gik er ikke ret lang tid, før Anna også døde. Englene var så kede af det, så de besluttede sig for at hjælpe hende. De gjorde hende til et is-barn. Det vil sige, at alt blodet i Anna, frøs til, alt hendes hård blev hvidt, hendes hud blev bleg, og hendes øjne blev isblå. Annas hjerte ville aldrig begynde at pumpe i hendes krop igen. Hun var jo døde. Men englene gav hende evig ungdom og evigt liv. Det eneste der kunne dræbe hende var ild..."

Annastasia sad på sofaen, og lyttede godt efter. Det var så dejligt endelig at få noget af vide, om sin familie. Dog var det også skræmmende. Det englene havde gjort mod Annastasias tip-tip oldemor, Anna, var sødt, men alligevel chokerende, på en måde. 

"...En jæger fandt Anna og tog sig af hende. Han boede i en lille landsby, hvor Nadia Vrashzov næsten lige var blevet født. Nadia Vrashzov, blev din tip-tip oldemor, Annas bedste veninde. Da de blev voksne, blev de gift. Anna, med Vladimir, og Nadia, med Konstantin. De fik et barn hver. Anna fik en pige, Irina og Nadia fik en søn, Vlad. Den lille by, de boede i, var voldsomt overtroisk og blev styret at en gammel mand, ved navn Maksim, og efter to år, blev Nadia brændt på bålet, som heks. Anna ville så gerne hjælpe hende, men hun vidste, at hvis hun hjalp, ville det bringe hende selv og sin familie i fare. Men hun vidste godt, at de allerede var i fare, for Anna var Nadias bedste veninde. Så de flygtede til Danmark. Men her var der også hekseafbrændinger, så Anna og Vladimir tog en hurtig beslutning. De ville beskytte deres lille pige, så Irina kom til at gå på Ciasple Kostskole. Et sted, der kun var egnet til børn og unge, med magiske evner. Disse kostskoler er der en af, i alle verdens lande. Da Ciasple havde taget imod Irina, med åbne arme, flygtede Anna og Vladimir, ind i en landsby. De ville beskytte Irina og det kunne de kun gøre, ved at hun blev holdt skjult, og var langt væk fra sine forældre. Men Anna og Vladimir blev hurtigt anklaget for at være hekse og de blev brændt på bålet." Vera stoppede pludselig med at snakke og hun så lidt trist ud, mens hun kiggede på Annastasia. "Har du selv noget du vil spørge om?" spurgte hun så pludseligt.

Annastasia var helt mundlam, over alle de nye informationer, hun lige havde fået af vide. Så kom hun i tanke om de oplevelser hun havde haft på Grønhøj efterskole.

"En af de allerførste dage, på Grønhøj efterskole, fik jeg det helt vild dårligt og var åbenbart faldet om, eller sådan noget. Det var en lærer der fortalte det til mig. Da jeg stadig var bevidstløs havde jeg en drøm om den her unge mand. Han var nok på min alder. Han var vred og ond, og så fik han røde øjne, på et tidspunkt? Der var også en anden ung mand, han var nok i 20'erne. Han var helt modsat og var sød og hjælpsom... Jeg ved ikke rigtig om det bare er en drøm, eller om jeg skal lægge noget i det?..."

Vera så overrasket ud og lavede store øjne. "Ham med de røde øjne er fra familien Vrashzov. Altså din tip-tip oldemors bedste venindes, familie. Hedes generation overlevede også. Drengen hedder Luka og er på din alder. Efterhånden, som generationen har udviklet sig, har Vrashzov fået flere kræfter. Også Luka... Ham den anden dreng, ved jeg ikke noget om. Men du skal vide, at hvis du kan føle en helt bestemt følelse i dit hjerte, så er han den rette." Annastasia rødmede en lille smule og trak på smilebåndet.

"Din udvikling er endnu ikke helt fuldført. Det du gennemgik på din efterskole, var kun en lille smule af udviklingen. Du vil komme til at opleve langt værre ting, end alle de andre i din slægtning. Ikke alle fra din slægtning, har fået samme gave, som du har. Kun nogle få; Anna Marozov, som var den første, Irina Marozov som var den anden og så min bedstemors bedste veninde, Karina Marozov, og du Annastasia Marozov. Irina lever ikke mere, da hendes hus gik i brand og hun døde på stedet af ilden. Jeg ved ikke om Karina stadig lever?" I et øjeblik blev hun fjern i øjnene og stirrede bare tomt ud i luften.

"Hvad mener du med at min udvikling ikke er fuldført?" spurgte Annastasia og kiggede undrende på Vera.

"Kan du mærke dit hjerte, det slår stadig. Har du haft hovedpine, har du haft problemer med at trække vejret?" Annastasia så forskrækket på Vera.

"Hvad skal det betyde?"

"Det betyder, at din krop tager skade af din udvikling. Dit blod fryser til, dit hjerte vil stoppe med at slå om ikke så lang tid." Veras stemme, var blid og medfølende.

"Jamen så kan jeg jo ikke bevæge mig! Så kan jeg ikke føle noget som helst, med mit hjerte!" Annastasia skulle lige til at bryde sammen i gråd. Lige pludseligt syntes hun at hendes liv var så uretfærdigt, som det aldrig havde været før.

"Du vil sagtens kunne bevæge dig. Dit blod fryser ikke rigtigt til is, det bliver bare så koldt, at det kommer helt ned på minusgræder, og du vil også kunne komme til at føle med dit hjerte. Bare fordi din krop bliver koldere, betyder det ikke, at det vil ændre noget på din personlighed. Dog kan det være farligt hvis du får feber. Din krop vil nå op på plusgræder, og så skal du hurtigst som muligt køles ned igen. Feber er lige som ild og du må aldrig nogle sinde komme i kontakt med ild. Så dør du."

Annastasia var mundlam. Hun ville prøve at sige noget, men hun kunne ikke. Lige meget hvad.

 

***

 

Annastasia og Vera havde nu siddet og snakket sammen, i næsten tre timer. Annastasia skulle havde været tilbage på Grønhøj, for næsten en time siden. Hum mærkede pludselig en dårlig samvittighed brede sig i sin krop, da hun kiggede på et lille guldur, der hang på en af vægende i Veras lejlighed. Hvad skulle hun sige til Tobias? Hun kunne jo ikke ham om sin familie i Rusland, med overnaturlige evner. Dette havde Vera også tænkt på. "Ciasple kostskole, som Irina gik på, ligger ikke så langt herfra," sagde hun pludseligt. "Det er en slags skole, for mennesker med overnaturlige evner. Som dig." Annastasia så op på Vera med et smil på læben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...