Annastasia {Stoppet}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Færdig
Annastasia Marozov er en helt almindelig 17 årig pige. Da hun kommer på efterskole sker der noget, som forandre hendes liv.
Hun får kontakt med en ældre dame ved navn Vera, som fortæller Annastasia om den familie hun aldrig har kendt til. Det føre hende til Ciasple. Kostskolen for unge med overnaturlige kræfter. Her lære hun mere om sine egne kræfter og hun starter et helt nyt liv. Kærlighed og fjendskab mødes og gør Annastasias liv både nemmere og svære.

15Likes
29Kommentarer
1393Visninger
AA

5. Kap. 4: Mig?...Jeg har det... Fint nok...

 

 

 

 

 

Det var en uge siden, at det skete. Side Annastasia var blevet "dårlig". Hun havde det nogle lunde nu. Dog var hun begyndt at opleve mystiske ting. Næsten alt hvad hun rørte ved, frøs til is. Isen var så fin, at hun kunne se iskrystallerne i det, men det var et problem. For det var efterhånden gået op for hende, at der var et eller andet galt. Hun troede at hun var blevet sindssyg, men turde ikke at sige det til nogle. Hun gik heler ikke sammen med Lilli mere. Hun holdte sig for sig selv, i frygt for at nogle opdagede, de ting der var ved at ske med hende. 

I timerne sagde hun ikke noget, hun rakte heler ikke hånden op, for dem havde hun travlt med at skjule. For hun havde opdaget, at når hun kom til at fryse ting til is, var det som om, at fine så iskrystaller, mønstrede sig på hendes hænder, og det var mønstrene, hun var bange for at vise.

 

***

 

"Anna Marozov, var den sidste heks der blev brændt på bålet, i Rusland. Hun døde som en ung dame, man ved ikke præcist hvor gammel hun var..." Annastasia frøs til is... Sagde han Marozov? Annastasia vidste at der kun var få, i hele verden der hed Marozov, og hun var en af dem. Hun kiggede hurtigt ned i kopiarket. Anna Marozov var den sidste heks, der blev brændt på bålet i 1813, i Rusland. Hun siges at være en rigtig heks, med meget specielle kræfter. Hun kunne blandt andet snakke med engle og telepatere. -Vera Due Jakobsdatter  (1934-) Stod der. Vera Due Jakobsdatter. Hende måtte hun have fat i. Det kunne være at hun vidste noget om denne Anna Marozov, som Annastasia mistænkte for at være i familie med hende.

Da timen sluttede fløj Annastasia op af stolen og pakkede sine ting sammen. Hun skulle lige til at gå ud af klasselokalet, men Tobias stoppede hende, og trak hende med hen til kateteret.

"Hvordan har du det Annastasia?" Han så bekymret på hende.

"Mig?... Jeg har det... fint nok..." sagde Annastasia. Hun prøvede at være overbevisende, men hendes stemme afslørede hende.

"Hvorfor holder du dig så så meget for dig selv?" Han så spørgende på Annastasia, som så ned i gulvet og bed sig i læben. Så hævede hun skuldrene og sænkede dem igen, mens hun lagde hovedet på skrå. "Det ved jeg ikke?..."

"Husk at vi kan hjælpe dig, hvis du har problemer. Du kan altid komme og spørge, okay?" Annastasia nikkede kort og gik så.

 

***

 

"Vera Due Jakobsdatter, Vera Due... Jakobsdatter....Der!" Annastasia tog fat i sin telefon og tastede de otte cifre ind.

BIIIB....BIIIB....BIIIB...  

"Ta' nu den telefon... Ta' den nu..." Annastasia sad alene inde på værelset og ventede på at Vera, hende der måske kendte til Anna Marozov, skulle tage telefonen.

"Hallo. Det er Vera," sagde en ældre hæs stemme.

Annastasia fløj op af stolen, af glæde. "Hej Vera, det er Annastasia. Annastasia Marozov."

"Marozov?..." Så blev der stille.

"Ja. Kender du en Anna Marozov?" spurgte Annastasia stille. Hendes hjerte sad helt oppe i halsen. Hun var så spændt og nervøs på samme tid.

"... Ja, det gør jeg, men hvad drejer det sig om?" spurgte Vera, og hendes stemme rystede en anelse.

"Jeg tror at jeg er i familie med hende, og så ville jeg bare høre om du kender hende?" Annastasia kørte hånden igennem sit næsten hvide hår, der nåede et styk under taljen.

"Ja, det gør jeg. Hvad var det du sagde du hed igen?" Annastasia tabte kæben. Var det virkelig rigtig, kunne hun endelig få noget af vide om den familie, hun aldrig havde kendt til?

"Em... Jeg hedder Annastasia Marozov."

"Annastasia Marozov, efter din tip-tip oldemor, Anna Marozov." Annastasia kunne høre Vera grine lavt.

"Kunne jeg måske komme hjem til dig og snakke om hende?" spurgte Annastasia usikkert.

"Ja da. Hun ville havde ønsket at kendte til hende."

Annastasia fik tåre i øjnene og måtte tage en dyp vejrtrækning for ikke at komme til at hulke.

"Kan jeg komme ned til dig i morgen?"

"Ja, du kommer bare søde. Jeg bord lige i udkanten af Lindholm."

 

***

 

Annastasia var på vej ned til læreværelset. Mens hun gik hen af gangene, tænkte hun på hvordan hun skulle sige, at hun gerne ville ud til Vera, som kendte til hendes, måske, familie. Hvad nu hvis hun overhovedet ikke fik lov, hvad så? Hun ville hen til Vera. Men hvordan skulle hun komme derhen?

Annastasia bankede på døren, til læreværelset, og åbnede døren.

"Er Tobias her?" spurgte hun nervøst. I det samme, trådte han ud af et lille baglokale, på læreværelset, og kom til syne. Så gik han hen til Annastasia, trak hende med ud på gangen, og lukkede døre bag sig. "Hvad så Annastasia?" Han stod med en hvid kaffekop i hånden og kiggede på hende.

"Jo altså. Jeg har snakket med en dame, som kender til min familie, og så ville jeg bare høre om jeg måtte besøge hende, i morgen?" Annastasia pillede lidt ved sine lange negle og kiggede så op i Tobias brune øjne, som i et splidsekund, så ud til at være røde og hun tog sig selv i at kigge lidt for skrækslagene på ham.

"Hmm..."

"... Jeg beder sig, jeg kender overhovedet ikke til min familie, og jeg vil så gerne lære dem at kende!"

"Jeg syntes måske bare ikke, at det er sådan en god idé at du tager hen til hende alene?" Han kiggede spørgende på Annastasia, som sukkede lidt. "Jeg beder dig... Jeg skal nok passe på mig selv." 

"Godt så. Så giver jeg dig fri i mine timer, i morgen"  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...