Annastasia {Stoppet}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Færdig
Annastasia Marozov er en helt almindelig 17 årig pige. Da hun kommer på efterskole sker der noget, som forandre hendes liv.
Hun får kontakt med en ældre dame ved navn Vera, som fortæller Annastasia om den familie hun aldrig har kendt til. Det føre hende til Ciasple. Kostskolen for unge med overnaturlige kræfter. Her lære hun mere om sine egne kræfter og hun starter et helt nyt liv. Kærlighed og fjendskab mødes og gør Annastasias liv både nemmere og svære.

15Likes
29Kommentarer
1393Visninger
AA

4. Kap. 3: Under den hvide måne er alting mørkt

 

 

 

 

 

Månen hang stolt på den sorte himmel. Træerne svajede i takt med vinden. Der var uhyggeligt i den store dunkle skov, hvor Annastasia befandt sig i. Hvordan var hun kommet herud...?

En lyd afbrød hendes tanker. En kvist knækkede og en sort skygge kom til syne bag de høje træer.

"Hvem der?" Annastasias stemme knækkede over. Hun var rædselsslagene og rystede over hele kroppen, og det var som om, et lyn af kulde, slog igennem hende.

En høj, ung mand trådte ud, hvor Annastasia kunne se hans ansigt. Han havde brunt hår og næsten sorte øjne. Han smilede ikke, så bare sur ud. Hans hænder var foldet sammen til to knytnæver.

Annastasia trådte, i chok, to skridt tilbage. Hun frygtede synet af den vrede mand. "Hvem er du...?"

Han svarede ikke, gik bare langsomt hen til hende, stadig med knyttet næver. Hun kiggede ind i hans mørkebrune øjne, da de pludselige blev blodrøde. Hun gispede og trådte endnu et skridt tilbage. "Hvem er du?" sagde hun igen, men hårdere.

Så bredte et ondskabsfuldt smil sig på hans læber, og han stoppede op.

"Du kan jo godt være hård..." sagde han med en blid stemme "Men det klær' dig ikke." Hans stemme skiftede fra blid til ekstremt hård og rungede næsten i hele skoven. Annastasia krympede sig lidt sammen, da han skriftede tone. Kendte han hende?

"Ja, jeg kender dig, og ærlig talt Annastasia, så er det skuffende at du ikke ved hvem jeg er." Han så skuffet på hende, og trådte så et skridt nærmere.

Månens sølvs skær, fik træerne til at kaste, uhyggelige skygger. De lignede monstre, med lange fingre og lange tynde snedige kroppe, der rakte ud efter dem. Mørket var så omsluttende og hun opdagede ikke, at hun var få meter fra at gå ind i et træ.

Pludselig, som lynet, var han hende ved hende, og han tog hårdt fat i hendes arme og kiggede lige ind i hendes øjne. Hun rystede af skræk, mens hun prøvede at få blikket væk fra hans blodrøde øjne. Men hun kunne ikke, lige meget hvad, så kunne hun ikke. Det var som om hendes og hans øjne var magneter, det tiltrækkede  hinanden. Hvem var han? Og hvor kendte han hende fra?... Pludselig kunne Annastasia mærke at han strammede grebet om hendes arme, og hun fik lige pludselig voldsom hovedpine. Ikke en helt normal hovedpine, for det føltes nærmere som om, at hun fik hældt millioner af barberblade, ned i hovedet og det var som om en tinnitus, bredte sig i hendes øre.

Annastasia sank sammen, på den kolde, mørke og fugtige skovbund, da han løsnede grebet om hendes arme. Hun holdte sig for ørene, mens hun skreg af smerte. Manden satte sig på huk, foran Annastasia og kiggede på hende. Hans røde øjne, funklede i månens skær.

"Få det til at stoppe!" skreg hun, mens en tåre trillede ned af hendes kind. "Jeg beder dig..."

"Hmm... Naa..." sagde han bare, og så var det som om han forsvandt, ud i den blå luft.

Smerten forsvandt også, men nu var en anden følelse ved at brede sig i hendes krop. En følelse der var så ubeskrivelig, og gik helt ind i hjertet på hende.

En anden ung mand kom til syne. Hans hår var sort som natten og han havde krystalblå øjne. I løbet af få sekunder, var han henne ved Annastasia. Han satte sig på huk, og lagde en hånd på hendes skulder. Chokeret veg hun tilbage.

"Hey... Rolig, jeg gør dig ikke noget," sagde han blidt og lagde igen en hånd på hendes skulder.

"Hvad er dit navn?" Han lagde hovedet på skrå og Annastasia satte sig op. Hun fjernede det lange hvide hår fra sit ansigt og kiggede så på den unge mand.

"Annastasia..." sagde hun lavt.

Han tog fat i hendes arme, og forsigtigt hev han hende op at stå. I det samme svimlede det for hende og hun havde faldet sammen igen, hvis han ikke havde holdt hende oppe. "Wow... Jeg har dig."

I et stykke til kiggede de på hinanden, han var så gudesmuk at Annastasia næsten troede det var løjen.  Sort hår, havblå øjne, bleg, og et helt perfekt ansigt. Han var et hoved højere hen hende. Hendes hjerte bankede hårdere og hårdere, og hvis det ikke var fordi hun frøs så meget, havde hun rødmet.

"Mit navn er C..."

 

***

 

Annastasia vågnede op, men åbnede ikke øjnene. Hun valgte at have dem lukket, bare lidt, for at nyde stilhed der var rundt omkring hende. I det samme, kom hun i tanke om den drøm hun havde. En drøm der både skræmte hende, og gjorde hende varm indeni. Hun kunne ikke lide manden med de røde øjne og hans uhyggelige evner. Den anden mand, ham med de havblå øjne, var noget andet. Han var så rar over for hende. Han var noget helt modsat, af rødøje. På en eller anden måde, føltes drømmen så virkelig, som om hun faktisk lige oplevede at det, selvom det bare var en drøm.

Annastasia hørte fodtrin, imod sig. Hun åbnede øjnene og kiggede i retning af fodtrinene. Det var Tobias. Gad hvide hvor lang tid han havde været hos hende?

"Hej. Hvordan har du det?" sagde han hurtigt, og satte sig i den stol, der stod ved siden af sengen, hun lå i.

"Hvad mener du?" sagde hun og skulle til at sætte sig op, men Tobias stoppede hende, i det og pressede hende lige så forsigtig ned at ligge igen.

"Kan du ikke huske hvad der skete?" Annastasia så undrende på ham, mens hun rystede langsomt på hovedet.

"Du og Lilli havde lige fået fri fra historie, da du pludselig blev dårlig. Jeg ved ikke rigtig hvad der skete, men jeg tror du faldt om. Vi lagde dig ind i Lillis seng. Du begyndte at blive meget kold, og da du gik over i et slags krampeanfald, for anden gang, besluttede os lære, at få en læge ud at se på dig. Vi bar dig her ind. Det er efterskolens fysioterapeuts-lokale. Så kom der en læge her ud og undersøgte dig, men kunne ikke se, at der var noget galt med dig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...