Annastasia {Stoppet}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Færdig
Annastasia Marozov er en helt almindelig 17 årig pige. Da hun kommer på efterskole sker der noget, som forandre hendes liv.
Hun får kontakt med en ældre dame ved navn Vera, som fortæller Annastasia om den familie hun aldrig har kendt til. Det føre hende til Ciasple. Kostskolen for unge med overnaturlige kræfter. Her lære hun mere om sine egne kræfter og hun starter et helt nyt liv. Kærlighed og fjendskab mødes og gør Annastasias liv både nemmere og svære.

15Likes
29Kommentarer
1383Visninger
AA

12. Kap. 11: To bliver til tre


 

 

 

 

 

"Husker I at få læst i bogen, som I fik?" spurgte hr. Maquardsen, til magikereleverne i klassen. De nikkede alle, mens de var ved at gøre sig klar til at forlade EK timen.

 "Jeg siger dig, den er simpelthen sååå kedelig," hviskede Francesca til Annastasia.

"Hvordan kan du vide det, når du kun har læst første side?" grinede Annastasia af hende.

"Årh, hvor er du træls! Du ved, jeg er bare ikke til bøger..."

 "Hvordan har du det i dag?" spurgte hr. Maquardsen, som var gået ned til dem. Annastasia så lidt forskrækket på ham.

"Øh... Godt, jeg har det godt," smilede hun til ham.

"Det var godt," sagde han hurtigt. "Hvis det sker igen, så skal du henvende dig til en lærer, okay?" Han så forstående på hende, da hun nikkede kort.

"Og forresten, så er det mig der skal undervise dig."

"Undervise mig? Nårh ja, selvfølgelig. Hvornår er den første time?" Hun rynkede brynene og kiggede over på Francesca, som spændt fulgte med i deres samtale.

"Klokken 17, i dag, i det her lokale."

"Okay, er der noget jeg skal have med, eller øh..." Annastasia blev overrasket over at timerne allrede startede i dag. Men det var dejligt at det var hr. Maquardsen, som skulle undervise hende. Ham kendte hun bedre end nogen af de andre lærer her på Ciasple.

"Vi starter med matematik, og nej, du behøver ikke at tage noget med, vi har alt hvad vi har brug for, her på Ciasple," smilede han.

"Okay, klokken 17 så." De smilede venligt til hinanden, da Annastasia og Francesca gik ud af lokalet.

 "Er der et eller andet kørende der?" spurgte Francesca, og prikkede til Annastasia, med albuen, da de var kommet lidt væk fra lokalet.

"Hvad? mig og...? Nej overhovedet ikke!" svarede Annastasia chokeret.

"Nå, okay..." Francesca så lumsk på hende. "Jeg er heler ikke sikker på om det overhovedet er lovligt, hvis nu..." mumlede hun smilene.

"Ej stop nu!" grinede Annastasia "Der er ikke noget."

"Nå nå nå, okay..." Francesca var stadig ikke helt overbevist, men sagde ikke mere.

 

***

 

"Hvis du bare sætter dig på din sædvanlige plads," sagde hr. Maquardsen og nikkede i retning, af Annastasias plads.

 Annastasia satte sig på sin stol, og hr. Maquardsen satte sig ved side af hende. Der var på en måde ubehageligt, da han var hendes lærer og på en måde ikke, da han kun var to år ældre end hende selv. Hun kendte ham jo næsten ikke.

"Jeg har noget papir til dig her, og en blyant." Han lagde et stykke blankt papir og en blyant, foran hende.

"Okay. Nu viser jeg dig hvordan man gør. Vi starter med nogle nemme regnestykker først. Kan du plus og minus?" Annastasia nikkede kort.

"Hvad med gange?" Hun rystede på hovedet.

"Okay, man gør sådan her." Han tog blyanten og papiret og begyndte at skrive nogle tal ned. Annastasia forsøgte at koncentrere sig, men han distraherede hende. Hvor var det hun havde set ham før? Hun kunne simpelthen ikke komme i tanke om det, og hun var ved at gå amok over det.

 "Øh... Hr. Maquardsen..."

"Collin, bare kald mig for Collin," smilede han venligt til hende, og deres øjne mødes. Hans havblå øjne funklede som tusinde af diamanter. Han var så smuk, så perfekt, så... Ubeskrivelig. Men det kunne ikke gå, han var en lærer og hun var en elev.

"Jeg er ikke helt med," sagde hun og nikkede ned på papiret.

"Det er okay, vi starter bare forfra." Han skrev to nye tal op og brugte lang tid på at forklare Annastasia, hvordan man skulle gøre. Han blev ved med at forklare, indtil hun havde forstået det.

"Nu er det din tur." Collin rakte hende blyanten og skubbede papiret hen foran hende.

"Start med to nemme tal, hvad med to og fem?" Annastasia nikkede og skrev dem ned. To først, så et gange tegn og derefter fem. Hun satte den streg under og begyndte at regne ud. To sekunder efter, skrev hun ti, under stregen.

"Flot!" sagde Collin roligt og de smilede til hinanden. Endnu engang mødte deres øjne. Annastasia skyndte sig at kigge ned i bordet.

"Skal vi sige at det var det, for i dag?" Annastasia nikkede.

"Du har arbejdet godt," smilede han til hende, mens han rejste sig op.

"Tak, og du er en god lærer," smilede hun tilbage.

"Vi ses i morgen, samme tid, samme sted."

 

***

 

Annastasia susede ud af døren. Hun ville hurtigt op til Francesca, som var helt alene på deres værelse.

 Hun kiggede sig tilbage over skulderen, for at se efter Collin. Da hun vendte sig, stødte hun ind i noget hårdt og hun falde bagover og lande på det forstuvet håndledet. Hun ømmede sig, mens hun forsigtigt gned den anden hånd over forbindingen, for at lindre smerten.

 Ud af sine øjenkrog kunne hun se en skikkelse, sætte sig på huk.

"Undskylde, det er jeg ked af," sagde stemme undskyldende.

 Annastasia så op på skikkelsen. Det var ham drengen igen. Ham der også slog hende omkuld til selvforsvar.

 "Er du okay," spurgte han, med en spørgende tone.

"Ja, nej... Det er fint nok," smilede hun til ham. Hun beundrede ham kort. Gyldenbrun hud, nøddebrune øjne, brunt hår, store overarme og et perfekt ansigt.

 Hun sukkede kort. Endnu et perfekt ansigt

"Sikke et sammenstød?" smilede han, mens han fik hende på benene igen.

"Archer for resten." Han rakte hånden hen mod hende, og hun tog den.

"Annastasia."

"Annastasia? Det lyder ikke særlig dansk, hvor er du fra?"

"Det er der mange der siger," grinede Annastasia. "Min mor var russer," smilede hun til ham.

"Var?" spurgte Archer spørgende.

"Ja, hun døde i en bilulykke, da jeg var lille." Annastasia slog trist blikket ned.

"Det er jeg ked af at høre." Han havde en klang af sørgmodighed i stemme.

"Hvis det kan hjælpe noget, så døde min mor også i en bilulykke, da jeg var lille." Han smilede skævt til Annastasia, som så forstående på ham.

"Skal du noget nu?" spurgte Annastasia.

"Nej, hva' da?"

"Vil du så ikke med op på mit værelse og møde min værelseskammerat og bedste veninde, Francesca?"

 Archer nikkede og så gik de op på Annastasias værelse, hvor de sad i flere timer og hyggede sig. De fortalte historie om dem selv, og de fik hurtigt knyttet et bånd.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...