Annastasia {Stoppet}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 26 jan. 2014
  • Status: Færdig
Annastasia Marozov er en helt almindelig 17 årig pige. Da hun kommer på efterskole sker der noget, som forandre hendes liv.
Hun får kontakt med en ældre dame ved navn Vera, som fortæller Annastasia om den familie hun aldrig har kendt til. Det føre hende til Ciasple. Kostskolen for unge med overnaturlige kræfter. Her lære hun mere om sine egne kræfter og hun starter et helt nyt liv. Kærlighed og fjendskab mødes og gør Annastasias liv både nemmere og svære.

15Likes
29Kommentarer
1403Visninger
AA

11. Kap. 10: Ud på natten


 

 

 

 

 

"Okay fortæl mig så alt hvad du ved," tiggede Francesca.

 De sad på den brede vinduskarmen, med udsigt ud over skoven, markerne og havet. De havde siddet og beundret den i flere minutter, men nu vendte opmærksomhede sig på Annastasia.

 "Okay. Øm, jeg havde historie på Grønhøj, efterskolen. Vi havde om hekseafbrændinger og det var der jeg lagde mærke til, at den heks vi snakkede om, havde det samme efternavn som mig, Marozov. Heksen, eller min tip-tip oldemor, som det viste sig at være, var et Is-barn, lige som mig..."

"Aha, og hvem har så fortalt dig alt det?" spurgte Francesca nysgerrigt.

"En ældre dame, ved navn Vera. Hendes bedstemors bedste veninde Karina, var en Marozov, og havde de samme kræfter som jeg vil komme til at få, når jeg er færdig med min udvikling. Nå, men Karina fortalte Veras bedstemor alt omkring hendes kræfter, og Veras bedstemor har så fortalt det til Vera selv og så fortalte hun det til mig."

"Det kan da ikke være alt hun sagde til dig?"

"Nej, hun fortalte mig også hvordan det første Is-barn blev til. Jo altså, det var engang i år 1700, tror jeg nok. Cili, min tip-tip oldemor, Annas, mor, ventede Anna. Det var vinter og Cili var på vej hvem et eller andet sted fra, da hun farede vild i en skov. Der var ret koldt på det tidspunkt, og Cili kunne mærke at hendes datter var på vej. Da hun havde født Anna, midt ude i en skov, døde hun af kulde. Anna døde også, men englene redede hende. De gjorde hende til et Is-barn. De gav hende livet tilbage, eller det kan man ikke sige, for hun døde jo..."

"Hvad, det forstår jeg ikke. Sagde du ikke lige at englene gav hende livet tilbage?" afbrød Francesca.

"Jo?" Annastasia så undrende på Francesca, som så lige så undrende på hende.

"Jamen, hvorfor var hun så stadig død?"

"Fordi da englene gjorde hende til et Is-barn var hun stadig død. Du ved lige som en vampyr, død agtig levende. Hvordan tror du et Is-barn ser ud?"

"Øm, det ved jeg ikke... måske lidt lige som dig," grinede hun.

"Ja, okay," grinede Annastasia med. "Når man er et Is-barn, så har man ting tilfældes med sne og is. Ens hud bliver blegere, alt hår bliver næsten hvidt, øjnene bliver isblå og man bliver kold. Det værste af det hele er, at ens hjerte stopper." Annastasia så tøvende ud af vinduet. Mørket havde lagt sig over Danmark og stjernerne var kommet frem på nattehimlen.

"Er der så ikke noget der kan slå dig ihjel?"

"Kun ild og varme. Jeg tror det er lidt ligesom sne. Hvis du ligger noget varmt på sne, så smelter det."

 Tavsheden bredte sig igen mellem dem og i flere minutter sad de begge og stirrede ud af vinduet.

"Hvor mange er der så af sådan nogen som dig?" spurgte Francesca.

"Ind til videre har der været fire, med mig, og nu er jeg den sidste. Måske?"

"Måske?" Francesca lagde hovedet en anelse på skrå.

"Vera fortalte mig om Karina. Hun ved ikke om hun er død, eller om hun stadig lever." 

 

***

 

Annastasia og Francesca var for længst gået i seng. Francesca sov allerede, men Annastasia lå lyst vågen. Først nu var hun begyndt at savne alt derhjemme. Først nu. Der var sket så meget. Der havde altid være noget at se til.

 I det samme kom hun til at tænke på den forfærdelige uge på Grønhøj. Den uge, hvor hun fik sine kræfter. Den uge hvor hun havde gemt sig på sit værelse. Flere gange var hun kommet til at fryse ting til is. Hun havde heler ikke haft det specielt godt, da hun kunne mærke at hendes kropstemperatur falde og flere gange havde hun tænkt hvordan er det muligt? Hvordan var det muligt at temperaturen var helt nede på 15 grader. Man vil dø når den kom ned på 31.

 Hun vidste ikke hvad hendes kropstemperatur lå på nu, men én ting var hun sikker på. Det var godt hun kom væk derfra. Det ville være alt for farligt at være på Grønhøj, når hendes kræfter var færdigudviklet. Specielt fordi hun ikke ville komme til at lære at kontrollere dem, der. Det ville hun her på Ciasple.

Hun havde været så bange, der på Grønhøj. Hvad kunne hun dog ikke havde kommet til at gøre ved folk, måske endda hele skolen. Hun havde ingen idé om hvor kræftfulde hendes kræfter var.

 Hun lå og forestillede sig hvordan hun kom til at røre en person og hvordan personen langsomt ville fryse til is. Hun kunne høre personens hjerte slå langsommere og langsommere, for til sidst helt at stoppe. Hurtigt rystede hun tanken af sig, det var grufuldt. Grufuldt! Hendes øjne løb i vand, hun begyndte at ryste voldsomt og hun hev nærmest efter vejret. Hun havde ikke længere kontrol over sig selv. Hurtigt fløj hun op af sengen og midt ud på gulvet. Hun falde nærmest til jorden, da hun kunne mærke et stik i hjertet. I håb om ikke at vække Francesca, holdte hun et skrig tilbage. Stikket var så voldsomt, at det føltes som om hun var ved at besvime.

 Uden Annastasia lagde mærke til det, var Francesca allerede henne ved hende.

"Hvad sker der!" skreg hun nærmest, men Annastasia svarede ikke. Hun prøvede at få sig selv under kontrol, men det var umuligt. Det var som om hun ikke længere kunne styre sin egen krop.

"Annastasia!" Francesca så chokeret på Annastasia, da hun fik øje på et tyndt lag is, under hendes hånd.

"Du har brug for hjælp! Kom!" sagde Francesca, mens hun hev Annastasia op på benene og ud af døren.

 De gik sammen hele vejen ned af gangen og hen til lærerværelset. Klokken var næsten to om natten og det var ikke til at se en hånd for sig i mørket.

 Francesca satte Annastasia på gulvet og gik hen til lærerværelsets-døren og bankede på. De havde fået af vide, den første dag, at hvis der blev nogle problemer om natten, så skulle de opsøge lærerne på lærerværelset. Der ville altid være nogen om natten.

 En lærer lukkede døren op. Det var ikke til at se hvem det var, men Francesca var ligeglad.

"Annastasia har brug for hjælp!" råbte hun nærmest. Hun var ligeglad med om hele kostskolen ville vågne, hendes veninde havde brug for hjælp. Francesca vendte sig om, men trådte automatisk et par skridt tilbage, ind i læreren, da hun fik øje på Annastasias øjne. De var nærmest selvlysende. Isblå. Hendes øjne var så smukke, men alligevel var det lidt skræmmende.

"Hvad er der galt med hende?" sagde en mandestemme, der hurtigt var hende ved Annastasia. Han satte sig på huk og lagde sin hånd på Annastasias skulder, men flyttede den hurtigt. Hun var så kold, at hun ikke var til at røre ved. Langsomt havde Francescas øjne vendt sig til mørket, og hun kunne se at det var hr. Maquardsen, som sag henne ved Annastasia.

"Jeg ved det ikke?" Francescas stemme knækkede over og hun stod stille henne ved døren.

 Annastasia rystede stadig voldsomt, og hendes vejrtrækning var stadig ikke regelmæssig. Hun mærkede endnu et stik i hjertet, og hun slog hånden ned i gulvet af chok, og et tyndt lag is foldede sig ud, under hendes knyttede hånd.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...