Kill or be Killed - The Hunger Games Catching Fire Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 nov. 2013
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Igang
Hvad hvis?
Det er det spørsmål der hærger Katniss' indre. Hvad hvis hun ikke havde signaleret oprør? Hvad hvis hun bare havde spist bærerene? Hvad hvis ... hun forsvandt?

Men Katniss kan ikke bare forsvinde. Hendes lillesøster Prim er igen blevet valgt ind i The Hunger Games, men den her gang kan Katniss ikke tage hendes plads. Katniss skal være hendes mentor, og gør alt for at lærer hende hvordan hun overlever.
På samme tid begynder det langsomt at gå op for Katniss, at hendes søsters optræden i The Hunger Games ikke er en tilfældighed, men en hævnaktion fra selveste Capitols præsident. Hr. Snow.

Inde i arenaen møder Prim den søde Melody Snowfield. De hjælpe hinanden og Katniss ved at Prim er ved at begå den samme fejl som hende ... komme så tæt på nogen at hun ikke kan dræbe dem.
Melody er ikke hvem som helst. Hun er Hr. Snows datter. Den eneste han ved han kan stole på. Hun er hans snigskytte. Og hendes mission er at dræbe Prim i sidste øjeblik ...

(THG Konkurrencen)

72Likes
72Kommentarer
5101Visninger
AA

12. Kapitel 9

Melodys synsvinkel:

 

Interviewet gik stråelende. Altså hvis man lige ser bort fra at Caecar Flickermann genkendte mig, men han nævnte heldigvis ikke noget. Han behandlede mig som enhver anden soner.

Hvilket sikkert var bedst for ham selv. Hvis han havde afsløret mig ville min far nok ... ja, det vil jeg ikke udtale mig om.

Jeg tager træningsdragten på, og ser mig selv i spejlet.

Det er i dag det for alvor begynder.
Det er i dag jeg ser Prim ordenligt for første gang, og så kan jeg lære hende at kende. Hendes styrker og ikke mindst hendes svagheder.

Du er en morder ...

Jeg blinker forskrækket over min egen tanke.

Nej, jeg gør som der bliver sagt!

Du er en morder ...

NEJ!

Jeg vrisser irriteret af mig selv.

Stop så!

Den mandelige soner fra Distrikt 2 – jeg tror han hedder Ace eller sådan noget – kommer ind i fællesstuen, og ser irriteret på mig.

”Kommer du eller hvad? Vi skal ligesom nå at træne inden dagen er omme."

Jeg sender ham et olmt blik.

”Der er ingen der har bedt dig om at vente på mig,” svarer jeg arrogant og glatter mit hår.

Han brummer fornærmet, og går hen til elevatoren.

”Fint,” vrisser han irriteret.

”Ja, meget fint,” svarer jeg igen.

Han sender mig et ondskabsfuldt blik, og da han vender ryggen til, kan jeg ikke lade vær med at smile.

Han er noget af en idiot, men han er lige så sjov at drille som en lillebror ... selvom han nok er ældre end mig, men alligevel.

Jeg ser mig en sidste gang i spejlet, og tager så elevatoren ned i kælderen.

Alle er allerede i fuld gang med at træne.

Jeg sukker, og ser mig om efter noget fornuftigt at lave.

Måske skulle jeg bare prøve at finde Prim? Der er ikke så meget træningstid i dag.

Mit blik afsøger rummet, men jeg kan ikke se hende.

Jeg ved faktisk ikke hvordan hun ser ud. En udfordring fra min fars side. Det eneste jeg har fået at vide, er hvad hun hedder, og at hun har lyst hår. Jeg ved ikke hvor gammel hun er, hvor høj eller noget som helst andet. Men jeg regner lidt med at hun er på min alder. Omkring de seksten-sytten år.

Jeg går lidt frem og tilbage mellem alle redskaberne, og opfanger så et glimt af lyst hår ud af øjenkrogen.
Bingo.

Hun er på vej væk.

Panikken griber mig et øjeblik. Hvis hun når ind i elevatoren, kan jeg ikke nå at se hende ...

Jeg løber hen mod udgangen, hvor jeg lige så det lyse hår. Jeg løber alt hvad jeg kan, men når ikke at se andet end endnu et glimt lyst hår, da elevator døren lukker.

”Shit,” mumler jeg, men holder øje med tallet, der langsomt bevæger sig op. Det stopper ved tolv. Godt så.

Jeg tager mig irriteret til hovedet.

Så må jeg vel bare træne den sidste time ... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...