Kill or be Killed - The Hunger Games Catching Fire Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 nov. 2013
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Igang
Hvad hvis?
Det er det spørsmål der hærger Katniss' indre. Hvad hvis hun ikke havde signaleret oprør? Hvad hvis hun bare havde spist bærerene? Hvad hvis ... hun forsvandt?

Men Katniss kan ikke bare forsvinde. Hendes lillesøster Prim er igen blevet valgt ind i The Hunger Games, men den her gang kan Katniss ikke tage hendes plads. Katniss skal være hendes mentor, og gør alt for at lærer hende hvordan hun overlever.
På samme tid begynder det langsomt at gå op for Katniss, at hendes søsters optræden i The Hunger Games ikke er en tilfældighed, men en hævnaktion fra selveste Capitols præsident. Hr. Snow.

Inde i arenaen møder Prim den søde Melody Snowfield. De hjælpe hinanden og Katniss ved at Prim er ved at begå den samme fejl som hende ... komme så tæt på nogen at hun ikke kan dræbe dem.
Melody er ikke hvem som helst. Hun er Hr. Snows datter. Den eneste han ved han kan stole på. Hun er hans snigskytte. Og hendes mission er at dræbe Prim i sidste øjeblik ...

(THG Konkurrencen)

72Likes
72Kommentarer
5129Visninger
AA

8. Kapitel 5

Prims synsvinkel:

 

Jeg ser mig omkring, og føler mig meget lille. Capitol er kæmpe, renere og smukkere end noget andet sted jeg nogensinde har været. Ikke engang alt det jeg har set på storskærmen i Distrikt 12 kunne have forberedt mig på dette.

Jeg kan ikke undertrykke et ”wauw” da en Fredsvogter fører mig og Dustin Harris – den mandlig soner fra Distrikt 12 – ind i den bygning hvor vi skal bo.

Jeg har før mødt ham på gaden, men aldrig talt med ham. Han er også atten år, så jeg har aldrig rigtig haft mulighed for det.

”I skal bo på tolvte etage,” siger han med sin mekaniske stemme.
”Okay,” mumler jeg, og begynder at gå hen mod elevatoren. Men en stærk hånd på min skulder stopper mig. De lange negle borer sig ind i min hud, og mine øjne begynder at stikke.

Pokker tag min svaghed ...

”Hvor tror du, du skal hen?” spørger en lys stemme. Ondskaben er tydelig i tonefaldet, og jeg ser op på personen. Damen der står foran mig er afsindigt høj, og har gult hår. Hendes hud har en mærkværdig sølv farve, der også pryder hendes alt for lange negle.

Jeg svarer ikke, og hun smiler overbærende – hånligt.

”Du skal med hen til Cinna.”
”Cinna?” spørger jeg med pipende stemme. Hendes negle borer sig stadig ned i min hud. Jeg ser mig om efter Dustin men han er der ikke. Damen begynder at gå, med et fast greb i min skulder. Som om jeg vil stikke af når som helst.

”Hvor er Dustin?”

”Hmm ... ham din lækre ven?” spørger hun. Noget i hendes tonefald giver mig lyst til at brække mig.

”Ja?”

”Han skulle hen til sin stylist.”

”Stylist? Hvad skal han med sådan en?”

Hun sender mig igen et af sine hånlige smil.

”Søde ven, du tror vel ikke du kan komme på landsdækkende TV, mens du ser sådan ud?”

”Øhhh ...”

Jeg ser på de sterile vægge, og tænker på hvor sejt det ville være hvis væggene havde en rigtig farve.

Hun sukker irriteret og ryster på hovedet.
”Nej, det kan du ikke.”

Hun skubber en dør op, og vi er inde i et rum, med en form for båre med papir på. 

”Hvad skal I bruge den der til?” spøger jeg og peger på den underlige båre.

Hun smiler – et ægte smil den her gang – og trækker på skuldrene. Hun ved udmærket godt hvad den skal bruges til, men hun vil ikke sige det.

Pludselig dukker der tre andre mennesker op. Den ene ser mere underlig ud end den anden.

”Ej, er det hende?!” udbryder en lille halvbuttet dame. Hendes hår er pragende pink, og matcher hendes øjenskygge.

”Ja,” siger hende der har fat i min skulder, og skubber mig frem.

Jeg ruller med skulderen og venter på at smerten vil forsvinde.

”Hvor er hun yndig!” udbryder den buttede dame, og kommer hen til mig. Hun begynder at pille ved mit hår. ”Cinna vil elske hende!”

”Ja, men vi bliver nødt til at gøre noget ved de øjenbryn,” mumler en af de andre. En mand med grønt hår, der ser meget eftertænksom ud.  

Min ene hånd ryger op til mine øjenbryn.

”Ja, hun er ikke så gammel, tror du vi skal tage hendes ben?” spørger den sidste. En slank kvinde, med rødt hår, og skinnende røde læber.

”Ja, lad os gøre det for en sikkerheds skyld,” siger den buttede og slipper mit hår. ”Kom her over og sæt dig ned.”

Hun peger på den underlige båre.

Jeg sætter mig langsomt op på den, og opdager at hende med de lange negle er smuttet.

”Okay, vi starter med at vokse dine ben ...” begynder den buttede dame. ”Så tager vi overlæben og til sidst øjenbrynene. Og så skal vi til dit hår!” Hun stryger fingrene gennem mit hår, og jeg ved at det er blødt. Min mor viste mig engang hvordan man lavede en meget effektiv balsam af planter.

Den buttede dame sukker længselsfuldt og så går det pludselig løs. De andre kommer hen, hjælper mig med at komme ned at ligge, og snakker beroligende til mig.

Jeg får mine busker trukket af, og deres beroligende ord bliver en lav summen, da jeg lukker øjnene.

”Du skal bare tage det roligt ...”

”Det tager kun et øjeblik ...”

”Bare luk øjnene ...”

”Det gør kun ondt et øjeblik ...”

ONDT!?

Jeg slår øjnene op, og bliver nødt til at bide tænderne sammen for ikke at skrige, da en ulidelig smerte brænder hele vejen op af mit ben.
”Så er det kun det andet ...” mumler den buttede. Hun mumler videre, og da de river det underlige papir af mit andet ben. Jeg opfanger at hun siger hun hedder Lejla, men mere opfatter jeg ikke.

Så stopper smerten lige pludselig, og jeg bliver løftet op at sidde.
”Se, det var da ikke så slemt, vel?” spørger hende den slanke.

Jeg bider mig i læben og ryster på hovedet.

Løgn ...

”Kom lige her over,” siger Lejla, og peger på en stol.

Jeg går langsomt hen til stolen og sætter mig.

Jeg dumper tungt ned i den, og ser ind i spejlet foran mig.

De vokser min overlæbe – og jeg siger dig, jeg har aldrig oplevet en SÅ slem smerte før! AV!

Det føltes som om min overlæbe er i brand og jeg stryger langsomt fingrene over den.

Lejla smører en beroligende creme på den, og smiler. 

Jonnie og Sesam – som de to andre præsenterede sig som – begynder at finde alle mulige ting frem.

Sakse, hårbørster og ting jeg aldrig nogensinde har set før.

”Det her,” siger Jonnie og viser mig en underlig dims. ”Hedder en pincet.”

Jeg rynker brynene. ”Hvad gør sådan en?” spørger jeg.

”Den skal vi bruge til at plukke dine øjenbryn,” svarer hun.

Min hånd ryger igen instinktivt op til dem. 

”Okay fjern din hånd, og lad os komme i gang!” udbryder Lejla.

Jeg fjerner min hånd, og Jonnie begynder.

Da det første hår bliver revet ud, forlader et lille pip mine læber.

”AV!” udbryder jeg og tager igen min hånd op.

”Nej stop! Vi skal blive færdige!”

Jeg fjerner min hånd igen.

Av ...

Av ...

Av ...

Av ...

Av ...

AV! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...