Kill or be Killed - The Hunger Games Catching Fire Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 nov. 2013
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Igang
Hvad hvis?
Det er det spørsmål der hærger Katniss' indre. Hvad hvis hun ikke havde signaleret oprør? Hvad hvis hun bare havde spist bærerene? Hvad hvis ... hun forsvandt?

Men Katniss kan ikke bare forsvinde. Hendes lillesøster Prim er igen blevet valgt ind i The Hunger Games, men den her gang kan Katniss ikke tage hendes plads. Katniss skal være hendes mentor, og gør alt for at lærer hende hvordan hun overlever.
På samme tid begynder det langsomt at gå op for Katniss, at hendes søsters optræden i The Hunger Games ikke er en tilfældighed, men en hævnaktion fra selveste Capitols præsident. Hr. Snow.

Inde i arenaen møder Prim den søde Melody Snowfield. De hjælpe hinanden og Katniss ved at Prim er ved at begå den samme fejl som hende ... komme så tæt på nogen at hun ikke kan dræbe dem.
Melody er ikke hvem som helst. Hun er Hr. Snows datter. Den eneste han ved han kan stole på. Hun er hans snigskytte. Og hendes mission er at dræbe Prim i sidste øjeblik ...

(THG Konkurrencen)

72Likes
72Kommentarer
5118Visninger
AA

20. Kapitel 17

Melodys synsvinkel:

 

Jeg læner mig op af et træ og lukker tilfreds øjnene.

Dagene går pludselig meget hurtigt. Prim øver knivkast hvert ledige øjeblik, og jeg har flere gange fået hende til at skyde på måls. Hun er ved at blive rigtig god.

Vi går rundt på må og få, sætter fælder op, øver og sørger for at have vand nok.

Vi har flere gange set hende fra Distrikt 1 – hun hedder vist Flaire. Sidst vi så hende så hun meget oprevet ud.

Jeg smiler tilfreds.

”Vil du lige række mig vandet Prim?” spørger jeg. Hun svarer ikke. ”Prim?” Jeg åbner øjnene, men hun er her ikke. ”Prim!?” Mit hjerte begynder at banke hurtigere. Har Flaire dræbt hende? Nej, så ville kanonen have lydt. Har Flaire taget hende til fange? Forhåbentlig ikke.

”Prim?” Jeg lister lydløst gennem skoven. ”Prim?”

Mit blik farer rundt.

Jeg løber om på den anden side af et stort træ, og må holde et skrig tilbage.

Jeg var lige ved at løbe ind i Prim.
”Prim!” udbryder jeg.

Hun tysser på mig, og vender sig om mod mig.

Hendes hænder er blodige, og en lille fugl ligger i dem.

”Den er blevet skadet,” hvisker hun og aer den blidt over ryggen.

”Hvad har det du laver Prim?!” hvisker jeg med en hysterisk klang. ”Jeg kunne ikke finde dig! Jeg troede Flaire havde taget dig.”

Hun ryster på hovedet.

”Nej nej.” 

Hun begynder at gå tilbage til vores nuværende lejr. Vi siger ikke noget hele vejen derhen. Men da vi så er der, kan jeg ikke holde mit spørgsmål tilbage.

”Prim, hvad skal du helt præcist med den fugl?” spørger jeg, og sender fuglen et underligt blik. ”Skal vi spise den?”

”NEJ!?!” udbryder hun og ser forskrækket på mig. Hun holder fuglen tættere ind til sig. ”Jeg skal give den noget vand og rense dens sår,” siger hun stille og lyder pludselig sårbar.

Mit hjerte bløder op. ”Okay, men skynd dig.”

Hun nikker smilende, og finder en vanddunk frem.

Jeg går hen i den anden ende af den lille lysning, og sætter mig op af et træ.

Jeg skal give den noget vand, og rense dens sår ...

Jeg er ved at få et blødt punkt for den pige.

Mit blik afsøger hurtigt området, og jeg sukker.

Jeg tager en kniv fra mit bælte, og begynder at skrabe skidtet væk fra under mine negle.

 

Da Prim har fået vasket fuglen, går hun ud for finde et ordenligt sted til den.

Vi aftaler at jeg rydder op og gør klar til at komme videre, mens hun er ude.

Jeg rejser mig op fra min plads ved træet, og ligger kniven fra mig.

Tænk at du skal dræbe hende snart ...

Tanken rammer mig som et lyn, og jeg mærker lysten til at kaste op.

Stop. Tænk ikke over det.

Jeg skubber tanken til side, og begynder at samle vores ting sammen.

Jeg går og nynner lidt for mig selv, da jeg høre skridt bag mig.

”Åh godt du er tilbage Prim,” siger jeg og vender mig om. Jeg stivner, og rækker instinktivt ud efter min kniv, men den sidder ikke i mit bælte.

Fuck hvor smart. Du smed den jo fra dig .. din idiot.

”Flaire,” siger jeg og stirrer stift på hende. Hun har stadig blod i ansigtet og på tøjet, og jeg væmmedes.

”Melody Snowfield,” siger hun med et ondskabsfuldt smil.

Min krop spændes.

Hun har regnet det ud ...

Hun har en bue i hånden, og da hun ser at jeg skæver til den smiler hun endnu mere.

”Jeg havde ærligtalt ikke troet at du ville være her,” siger hun med et glimt i øjet. Jeg trækker stift på skuldrene. Hun smiler og kærtegner ben. ”Og lige om lidt vil du heller ikke være det.”

Hun spænder sin bue, og retter den pinefuldt langsomt mod mig. 

Jeg vil gerne være dramatisk og sige at hele mit liv passerede revy for mit indre blik. Men det gør det ikke. Det eneste jeg kan se og tænke på er den spidsepil, der peger direkte mod mit hjerte.

Hvad er der med dem fra Distrikt 1 og det at kærtegne deres våben? tænker jeg pludselig. 
Et lille hysterisk grin forlader mig. 

”Melody duk dig!” Prims trænger igennem min tågede hjerne som knive, og jeg falder ned på jorden. Over mig suser noget hurtigt af sted.

Med et hårdt dunk, hamre kniven ind i Flaires hjerte.
Hun ser overrasket op, og jeg følger hendes blik.

I udkanten af den lille lysning står Prim.
Hun ser overrasket på Flaire der langsomt falder til jorden.

Jeg rejser mig op og børster noget jord af mit tøj, for derefter at løbe over til Prim. Jeg knuger hende ind til mig.
”Du gjorde det. Du gjorde det virkelig Prim!”

Kanon lyder.
”Jeg slog nogen ihjel,” mumler hun ind i min trøje.

Jeg holder hende ud fra mig.

”Nej Prim. Du redde mit liv.”

”Så står vi vist lige,” mumler hun tørt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...