Kill or be Killed - The Hunger Games Catching Fire Fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 nov. 2013
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Igang
Hvad hvis?
Det er det spørsmål der hærger Katniss' indre. Hvad hvis hun ikke havde signaleret oprør? Hvad hvis hun bare havde spist bærerene? Hvad hvis ... hun forsvandt?

Men Katniss kan ikke bare forsvinde. Hendes lillesøster Prim er igen blevet valgt ind i The Hunger Games, men den her gang kan Katniss ikke tage hendes plads. Katniss skal være hendes mentor, og gør alt for at lærer hende hvordan hun overlever.
På samme tid begynder det langsomt at gå op for Katniss, at hendes søsters optræden i The Hunger Games ikke er en tilfældighed, men en hævnaktion fra selveste Capitols præsident. Hr. Snow.

Inde i arenaen møder Prim den søde Melody Snowfield. De hjælpe hinanden og Katniss ved at Prim er ved at begå den samme fejl som hende ... komme så tæt på nogen at hun ikke kan dræbe dem.
Melody er ikke hvem som helst. Hun er Hr. Snows datter. Den eneste han ved han kan stole på. Hun er hans snigskytte. Og hendes mission er at dræbe Prim i sidste øjeblik ...

(THG Konkurrencen)

72Likes
72Kommentarer
5107Visninger
AA

13. Kapitel 10

Katniss’ synsvinkel:

 

Prim træder ind i stuen, og jeg ser bekymret op på hende.

”Hej Katniss,” siger hun og sætter sig ned ved siden af mig.

”Hej. Hvordan gik det? Er du okay? Slog du dig?” spørger jeg og lægger mine hænder på hendes ansigt, mens jeg undersøger det.

Hun slår irriteret min hånd væk.

”Seriøst? Hold nu op Katniss! Jeg er ikke et lille barn!”

Hun ser fornærmet på mig.

”Det er du i mine øjne.”

Nu er det min tur til at se fornærmet ud.

”Hold nu op! Det er jo meningen du skal hjælpe mig, ikke pylre om mig!”

Hun rejser sig irriteret op.

”Fint!” udbryder jeg oprigtigt fornærmet. Jeg tager fat i hendes skuldre og ser hende dybt i øjnene. ”Fra nu af hedder det, dræb eller bliv dræbt. Ikke noget med at skåne nogen eller noget. Hvis du ser en såret fugl, hjælper du den ikke, du spiser den. Du skal ikke tænke på andre eller andet end dig selv. Tænk på at redde dig selv.”

Hendes øjne er store og chokeret, og jeg er et øjeblik bange for at jeg sagde for meget. Eller sagde det for hårdt.

”Undskyld Prim, jeg ... jeg er ked af det. Det var ikke meningen at ...”

Hun afbryder mig ved at holde en hånd op.

”Nej, det er fint.” Hendes blik er hårdt. ”Dit job er jo at hjælpe mig med at overleve. Lige meget hvor hårdt det er, lige meget hvor barskt det lyder. Jeg skal jo vide det.”

Hun vender sig om for at gå, men ser sig over skulderen.

”Jeg vil desuden gerne træne alene fra nu af. Jeg gider ikke være nede ved de andre.”

Jeg nikker og ser efter hende, indtil hun forsvinder ind på sit værelse, og smækker døren hårdt efter sig.

Nogen klapper langsomt bag mig.

”Det klarede du jo rigtig godt Katniss,” siger Haymitch sarkastisk.

Jeg vender mig vredt om mod ham.

”Du holder bare din kæft Haymitch!”

Han himler med øjnene. ”Ja, flot Katniss. Brug grimme ord mens din søster sidder inde ved siden af, det hjælper helt sikkert!”
Jeg kniber øjnene sammen.

”Lad mig være Haymitch. Jeg kan sagtens hjælpe min søster!”

Han sender døren til Prims værelse et hurtigt blik.

”Ja, det kan jeg se.”

Irritationen blusser op.

”Ja, nu ved hun hvor barskt det er, nu skal jeg bare hjælpe hende med ... med at forstå. Hun skal forstå at hun står alene inde i Arenaen.”

Han trækker på skuldrene.

”Fint gør det bare på din måde, lad os se hvordan det ender ...” det sidste mumler han for sig selv, men jeg hører det alligevel.   

”Jeg skal nok klare det,” forsikre jeg mig selv, mens jeg åbner døren til Prims værelse. ”Prim?” spørger jeg blidt.

Jeg ser ind på værelset, og bliver overrasket over at se Distrikt 12s huse på væggen.

”Prim?”

Hun sidder i skrædderstilling på sengen, og betragter stille væggen.

”Jeg vil gerne hjem.” Hendes stemme er lille og sårbar, og jeg har det som om en kniv bliver jaget gennem mit hjerte. Jeg mærker tårerene brænde i mine øjne. Jeg vil så gerne tage hendes plads. Jeg vil ønske jeg kunne.

”Jeg ved det godt skat.” Jeg sætter mig ned ved siden af hende, og trækker hende ind i et kram. Hendes krop er stiv, men begynder langsomt at bløde op. ”Jeg ved det godt ...”

Vi betragter i al stilhed vores hjem, mens tankerne flyver.

Jeg ved det alt for godt ...

 

 

Klokken er godt og vel elleve, og jeg kan stadig ikke sove. Prim faldt trygt og roligt i søvn i mine arme, men jeg kan ikke.

Jeg trækker fødderne op i sofaen, og sukker.

Fjernsynet kører, men man kan ikke se andet en Paraden, interviewene, deltagerene eller andre underlige ting der har noget med Dødsspillet at gøre.

”Katniss?”

Jeg ser op på Peeta.

”Ja?”

”Kan du heller ikke sove?” spørger han og sætter sig ned ved siden af mig. Han har mørke rande under øjnene. Det har jeg nok også ... hvilket minder mig om ... jeg har ikke set i et spejl siden vi kom hertil. Ikke at jeg har lyst til det. Jeg tror mest af alt det vil ødelægger mit humør endnu mere.

Jeg ryster på hovedet, og han smiler skævt.

”Det her er jo sidste års Dødsspil helt forfra igen,” siger han og jeg smiler.
”Ja, det fortæller lidt om hvor meget vi faktisk bekymre os.”

Han nikker.

”Det er faktisk lidt underligt,” siger han undrende. ”Selvom jeg aldrig har snakket med Dustin før ... så er jeg kommet virkelig tæt på ham.”

Jeg nikker.

”Det er uundgåeligt. De ved at de måske dør ... så de bliver jo nødt til at snakke med nogen om ... alt, sådanset.”

Han tager en dyb indånding.

”Ja. Jeg hader tanken om at han måske dør.”

Jeg nikker, selvom jeg inderst inde håber det. Hvis han dør, er der større sandsynlighed for at Prim overlever. 

"Ja, det hedder jo: 'Dræb eller bliv dræbt," siger jeg stille. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...