Winter of Wonders ❅ Liam Payne

Clarice Winters' navn skriger af jul, men selv er hun ikke særlig begejstret. Efter en gammel ulykke omkring juletid, har højtiden sat sig fast som et negativt minde. I dag, ti år efter, arbejder hun på radiostationen 'Tonic FM' ejet af sin egen far. Hun er en velkendt stemme for Englands musikglade lyttere, og en af dem er den drømmefyldte Liam Payne. Liam selv havde dog aldrig troet, at han ville forelske sig i den pige, han altid lyttede til om morgenen. Men når de mødes, er Clarice så overhovedet klar til noget som helst, der indeholder jul, og vigtigst af alt: Kan Liam ændre hendes negative syn på højtiden i løbet af december?

279Likes
158Kommentarer
29947Visninger
AA

19. Epilog


29. august

“Clarice, du ved godt, at vi ikke kan ligge i sofaen hele tiden ikke?” Liam smilede til mig, mens han aede min hånd.

“Please ikke mind mig om det,” sukkede jeg, og nød de få sekunder, der var tilbage. Om blot et kvarter skulle vi ud af døren, for at komme til lufthavnen - efter det ville jeg ikke se ham i tre måneder. Det var hårdt at tænke på, når vi havde tilbragt så meget tid med hinanden siden december. Nu var sommeren i sine sidste dage, men alligevel kunne man stadig bevæge sig uden for i et par shorts. “Jeg vil ikke have, du tager af sted, Liam,” mumlede jeg, da vores fingre automatisk flettede sig sammen. Jeg kiggede ham ind i øjnene, og kunne ikke fatte, at dette var vores sidste øjeblik sammen i flere uger. Men igen, jeg var så stolt af ham, at jeg ikke havde nogen intentioner, om at få ham hjem før tid. Det her var hans første tour nogensinde, og ikke nok med det var en tour, så var det nærmest hele verden. Det var utroligt hvor mange, der allerede havde tilsluttet sig One Directions fanbase på et halvt år.

Liam kiggede ud af vinduet i den lejlighed, vi nu delte. Han havde øvet så meget med bandet, at vi sammen havde besluttet i maj, at jeg flyttede ind her. Jeg havde dog ikke fået flyttet alting, jeg godt kunne tænke mig herhen, så det var tit, at jeg blev nødt til at tage hjem til min far, der boede sammen med Denise nu, sødt ikke? Jeg var så glad på deres vegne, men jeg måtte indrømme, at det i starten havde været noget, jeg lige skulle vænne mig til.

“Så tag med mig,” halvhviskede Liam til mig, hvorved han også rev mig ud af mine tanker. Kort rystede jeg på hovedet, da han godt vidste, at jeg ikke kunne.
Det havde vi tidligere snakket om, da han tilbød mig, at rejse verden rundt med ham og de andre drenge i One Direction. Fire drenge jeg efterhånden var blevet ret så tætte med. Ja selv Harry og Louis viste sig at være nogle fantastiske drenge. Man skulle bare først rigtigt ind på dem, for at lære deres dejlige personligheder at kende.

Jeg sukkede kort. “Det ved du godt jeg ikke kan. Du ved jeg har radioen jeg skal passe, for hvem skal snakke til lytterne, hvis jeg er væk? Min far og Denise kan jo ikke ligefrem gøre det.” Mens jeg snakkede, strammede hans greb sig om mig. Han ville ikke give slip, ligesom jeg heller ikke ville. “Men anyways, du skal have din fødselsdagsgave!”

Jeg havde besluttet mig for, at Liam skulle have den så tæt på hans rejse som muligt, da han så forhåbentlig bedre kunne have mig i tankerne, når de lettede i lufthavnen. “Ikke sig, at du har købt en gave, Clarice. Jeg sagde jo, at du ikke behøvede,” hørte jeg ham beklage sig fra sofaen, da jeg mod min vilje rejste mig, for at hente pakken, jeg havde gemt væk under mit tøj.

“Men jeg behøver jo ikke altid adlyde dig vel?” grinede jeg fra værelset. Hurtigt fik jeg snuppet æsken og gik ud til ham. “Her.”

Liam kiggede undrende på mig, da han ikke så ud til at kunne regne gaven ud. Derfor vidste jeg godt, at han nok var skuffet over sig selv, da han havde pakket sig frem til uret. Alle kunne da se, at det var et ur. “Clarice,” startede han, men kom aldrig videre, da han studerede sølv uret. Han havde så længe snakket om, at han ønskede sig et ur, men han havde aldrig haft tiden til at købe et.

“Det er meningen, at du ikke må stille på det. Sådan vil du altid vide, hvad klokken er her i England, og hvad jeg laver” forklarede jeg ham med min bagtanke, og ventede blot på at hans øjne ville kigge på mig. Hans øjne var noget af det smukkeste, og hver gang de så på ham, følte jeg mig som den heldigste pige i verden.

“Jeg. Elsker. Dig.” Liam grinede kort, inden han lod vores læber møde hinandens i et kys, jeg vidste var et af de sidste. Jeg ønskede ikke at miste ham.

❅❅❅

“Husk nu, at passe på dig selv,” påmindede jeg Liam om, som vi stod tæt, omringet af en masse velkendte ansigter. Liam gav mig et kærligt smil, inden han kyssede mig. Jeg mærkede allerede savnet vokse sig større, som han tog fat om min nakke og pressede mig tættere ind mod ham. Det her var det sidste vi kunne nå, det sidste øjeblik, og jeg havde stadig ikke fattet det. For da jeg trak mig væk, følte jeg, at jeg bare kunne tage hans hånd, trække ham med hjem til lejligheden, og så se en romantisk komedie, som vi havde gjort det så mange gange. Men nu stod vi for at sige farvel. Præcis som alle andre.

Jeg så hvordan Niall kyssede sin kæreste, pigen han havde mødt dengang til julefesten med misteltenen. Jeg så Louis kramme sin kæreste en sidste gang, en sød pige ved navn Eleanor, jeg virkede nød at være sammen med. Og ikke mindst så jeg hvordan Harry og Zayn sagde farvel til deres bedste venner. Alle var i gang med at tage afsked, men jeg var ret sikker på, at ingen ønskede det.

“Drenge, så er det nu!” blev der råbt af en af deres overordnede, og jeg så hvordan alle drengenes ansigtsudtryk mistede smilet. Også Liam, der stod foran mig, kunne ikke finde grunden til at smile. Selv om jeg vidste, at han snart ville være lykkelig, når de begyndte at turnere, så havde vi begge den samme følelse lige nu. Vi ville ikke give slip på hinanden.

Liam tog hurtigt min hånd, for tiden var som sagt knap. “Jeg vil lytte til Clair hver evig eneste dag, og også ringe til hende, hvis jeg kan komme igennem,” lovede han og kyssede min pande.

“Så vil jeg sørge for, at dit mobilnummer får en helt ekstraordinær farve, så jeg altid ville kunne genkende dit opkald på skærmen.” Vi smilede til hinanden, og før jeg var klar, klemte Liam min hånd en sidste gang. “Jeg kommer til at savne min pedel,” råbte jeg, for Liam var allerede begyndt at gå efter de andre drenge, der allerede var foran.

“Og jeg vil savne min radiovært!” Og sådan skete det, at Liam forlod mig for at drage ud i verden, og gøre hvad han var bedst til. Men selvfølgelig var jeg sikker på, at han ville komme hjem som den selvsamme Liam, og stadig elske mig som han gjorde nu.

Intet skulle nogen sinde tage ham fra mig - det var jeg sikker på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...