Winter of Wonders ❅ Liam Payne

Clarice Winters' navn skriger af jul, men selv er hun ikke særlig begejstret. Efter en gammel ulykke omkring juletid, har højtiden sat sig fast som et negativt minde. I dag, ti år efter, arbejder hun på radiostationen 'Tonic FM' ejet af sin egen far. Hun er en velkendt stemme for Englands musikglade lyttere, og en af dem er den drømmefyldte Liam Payne. Liam selv havde dog aldrig troet, at han ville forelske sig i den pige, han altid lyttede til om morgenen. Men når de mødes, er Clarice så overhovedet klar til noget som helst, der indeholder jul, og vigtigst af alt: Kan Liam ændre hendes negative syn på højtiden i løbet af december?

279Likes
158Kommentarer
28756Visninger
AA

9. 7 / Muligheder, optræden og et kompliment


16. december

 “Ja, jeg ved godt, at der kun er få dage til jul, men bare slap af, så skal du nok nå alt det stressende op til julemorgen,” lød Clarice’s ord, som hun snakkede ud til lytterne denne mandag morgen. Kulden var begyndt tage til i Londons gader, og det kunne jeg også mærke herinde på hendes kontor, som jeg gik rundt og ryddede op.

“Liam?” Jeg opfattede ikke stemmen, før hun kom bagfra og prikkede mig på skulderen. Hun havde fået sat en sang på, og hun havde nu en kort pause. “Du behøver altså ikke gøre rent, når du er herinde,” smilede hun forsigtigt, mens hun stille gik hen mod sin stol igen. Det lød lidt til at det var akavet for os at snakke, men faktisk var det blevet meget bedre siden den første dag. Vi snakkede tit i løbet af dagen og jeg brugte mere tid herinde, end jeg burde. Men ingen havde sagt noget til det, så jeg så ikke problemet i det.

“Jeg skal vel lave noget arbejde,” smilede jeg ligeså forsigtigt, og gik rundt og støvede lidt af, selvom det var lige meget, som hun sagde. Men stedet trængte nu til lidt rengøring nogle få steder.

Hun rystede på hovedet og satte sig igen klar til at snakke til lytterne, når sangen endte. Det gjorde den hurtigere end jeg lige regnede med.

“Nå, lad os tage nogle opkald fra jer lyttere, I kan snakke om alt mellem himmel og jorden,” sagde hun, og der gik ikke mere end få sekunder, før flere hundrede opringninger kunne ses på skærmen. Clarice trykkede tilfældigt på knappen og jeg hørte en ukendt stemme snakke ud i rummet. “Hej! Min veninde og jeg har længe ventet på, at ham Liam, der vandt konkurrencen kan synge sin sang! Vi er nysgerrige om hvilken sang, der vandt!”

Clarice kiggede sig bag skulderen og løftede øjenbrynet mod mig. “Det tror jeg godt vi kan klare,” smilede hun, mens hun afventede et tegn fra mig. Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle sige, og det brugte hun mod mig. “Jeg skal nok skaffe en performance her live i studiet med Liam i morgen,” sagde hun og jeg hørte lytteren juble. Havde hun lige gjort det jeg troede hun havde gjort?

“Det gjorde du bare ikke,” protesterede jeg så snart en ny sang blev spillet i radioen.

Clarice løftede sine skuldre, “hvad er problemet Liam? Jeg er sikker på du har en god stemme,” smilede hun og skrev ned på en note, at hun skulle have tingene klar. Hun gjorde det virkelig. “Vi skal bare lige have sørget for nogle, der kan lære melodien. Hvad tænker du til akustisk guitar og så dig?”

Jeg rystede på hovedet, “Clarice, vent, jeg er slet ikke forberedt på det,” forklarede jeg, men det gik ikke. Så til sidst blev jeg nødt til at gå på kompromi. “Okay fint, jeg gør det på én betingelse.”

“Hvad?” spurgte hun.

“At min ven Niall får lov til at spille guitardelen, plus at han får credit med navn,” sagde jeg, og følte pludselig, at dette kunne være en mulighed for Niall og jeg. Vi ville blive hørt.

Clarice stregede noten guitar på hendes papir, hvilket fik mig til at smile. “Så har han også bare at være god.”

“Han er den bedste.”

❅❅❅

Jeg havde pause og havde forladt Clarice, da hendes radioudsendelse stadig var i fuld gang. Selv om jeg havde pause, vidste jeg alligevel ikke, hvad jeg skulle tage mig til, for ingen var til at finde. Jeg kiggede rundt i det lokale jeg var kommet ind i, og valgte spontant at gå ind af en lukket dør. En lang gang kom til syne. Jeg studsede over, hvad rummene mon indeholdte, men det var vel bare en masse værelser med radiostationer. På grund af min nysgerrighed følte jeg ikke, at jeg havde andet at tage mig til, end at udforske min arbejdsplads. Det var en kæmpe bygning med flere etager, og jeg regnede ikke engang med, at selv Clarice havde været i alle kroge af stedet.

Som jeg kom ned af gangen hørte jeg pludselig stemmer, da en dør stod åben. De genkendelige stemmer fra radioen øvede sig på at synge deres eget hit. Forsigtigt gik jeg tættere på, og hørte pludselig en anden side af den man så i virkeligheden. “Zayn, du gør det jo helt forkert,” brokkede Harry sig, mens Louis gjorde sig enig. Fordi jeg ikke tænkte mig om, stod jeg pludselig midt i dørkarmen, og de tre drenge nedstirrede mig. “Hvad vil du her?” spurgte Harry koldt, og hentydede nok til mit arbejdstøj - jeg var jo bare pedellen.

“Slap nu af, Harry,” brokkede Zayn sig, og jeg følte mig straks malplaceret. “Lad drengen snakke.”

Jeg rømmede mig kort, inden jeg slog blikket ned i jorden. For hvad var min undskyldning for at være her? Det var jo rent tilfældigt, at jeg var endt her.

“Ehm…” Selvfølgelig skulle jeg så også ende med at stamme. “jeg kom bare forbi, og fordi jeg hørte nogle stemmer, bestemte jeg mig for at tjekke det ud.” Det var nok den dårligste undskyldning jeg nogensinde var kommet op med, men det var jo sandt.

Men hvad ville de ikke tænke? De var trods alt alle tre medlemmer af det verdenskendte band.

“Nu da du har tjekket ud hvad der er herinde, så kan du godt smutte igen.” Harry kiggede hårdt på mig, mens hans øjne lynede. Han kunne tydeligvis ikke lide at have selskab. Ikke udover de to andre drenge.

Derfor undrede det mig også at han havde så mange fans. For hvorfor var der så mange piger der dånede over ham? Hans personlighed var jo forfærdelig. Han var så arrogant og selvoptaget.

“Harry, tag det nu med ro.” Zayn prøvede så på at få sin ven beroliget, men lige lidt hjalp det. Det var i den grad en helt anden side jeg så af de her verdenskendte drenge. “Er du en fan?” spurgte Zayn forsigtigt. “Jeg har set dig før her på radioen.”

Louis rullede med øjnene, “han har pedeldragt på Zayn, tænk dig dog om,” brokkede han sig, og jeg følte straks hvordan drengene kom igennem det hele. Zayn holdt helt klart styr på det hele. Harry eller Louis måtte have oplevet noget frygteligt, ellers ville de ikke opføre sig sådan her.

“Jeg tror bare jeg går ig-”

Harry afbrød mig og studerede mig. “Er du ikke ham der, der vandt en eller anden konkurrence?”

Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle reagere men det endte bare med at jeg nikkede. Harry nikkede anerkendende, “respekt alligevel. Jeg må indrømme at det var en god sang,” sagde han og kiggede på mig. Hvordan dælen havde han fået fat i min sang?

“Hvordan?” spurgte jeg og ønskede en forklaring, da jeg ikke havde troet den ville blive læst af andre end Clarice.

“Vi fik den af hende der radioværten,” forklarede Louis og smilede også forsigtigt ved at løfte mundvigen. Hvorfor havde Clarice givet dem min sang? “Den var ret god, du skulle skrive til os en dag,” komplimenterede han, hvilket fik mig til at tabe mælet. Mig skrive en sang til verdens største boyband? Var han seriøs?

“Øhm, tak tror jeg,” smilede jeg, selvom jeg virkelig stadig undrede mig over, hvorfor Clarice havde givet den videre. Det måtte jeg spørge hende om, når jeg var færdig her og forhåbentlig kunne finde tilbage. “Men jeg smutter.” Jeg valgte hurtigt bare at gå derfra, da jeg følte mig alt for malplaceret i situationen, og fordi mit spørgsmål til Clarice fik mig op at køre.

“Clarice,” råbte jeg, da jeg så hende gå ud fra radiolokalet, da radioudsendelsen var slut for nu. Hun kiggede undrende op, men smilede, da jeg kom helt hen til hende. “Hvorfor har Another Rejection læst min sang?” spurgte jeg hende, og så straks smilet falme fra hendes læber. “De sagde, at de havde læst den.”

Clarice kiggede ned i jorden, og ønskede ikke at kigge mig i ind i øjnene. Uden at tænke over min handling, lod jeg en hånd ae hendes kind, så hun ikke følte sig dum. Det var bare et spørgsmål, jeg undrede mig over. Hendes øjne kiggede nu op og vi havde øjenkontakt. Jeg måtte indrømme, at jeg virkelig elskede hendes kønne øjne, og når de kiggede ind i mine, gjorde det alting bedre. “Jeg synes bare,” hun holdt en kort pause. “At den var så god,” afsluttede hun med et smil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...