Winter of Wonders ❅ Liam Payne

Clarice Winters' navn skriger af jul, men selv er hun ikke særlig begejstret. Efter en gammel ulykke omkring juletid, har højtiden sat sig fast som et negativt minde. I dag, ti år efter, arbejder hun på radiostationen 'Tonic FM' ejet af sin egen far. Hun er en velkendt stemme for Englands musikglade lyttere, og en af dem er den drømmefyldte Liam Payne. Liam selv havde dog aldrig troet, at han ville forelske sig i den pige, han altid lyttede til om morgenen. Men når de mødes, er Clarice så overhovedet klar til noget som helst, der indeholder jul, og vigtigst af alt: Kan Liam ændre hendes negative syn på højtiden i løbet af december?

279Likes
158Kommentarer
29324Visninger
AA

8. 6 / Smil, arbejde og gode råd


12. december

Jeg slog irriteret hånden i bordet. For da jeg igen ville til at trykke på afspilnings knappen, virkede den selvfølgeligt ikke. Den var stadig ikke blevet lavet.
Tidligere havde jeg bedt Denise om at ansætte en pedel, og da jeg så endeligt havde fået hvad jeg bad om, endte det med at være ingen ringere end … Liam. Den havde jeg ikke set komme.
Han kom hurtigt til at kende til min hemmelighed, fordi min assistent valgte at dumme sig lidt, og siden den hændelse, havde jeg valgt at tage lidt afstand - til dem begge.
Liam havde stadig ikke fikset knappen, da Denise åbenbart havde en masse andre ting han skulle lave, så siden den stadig ikke var lavet, sad jeg og bandede og svovlede over det.
Måske det også var derfor at jeg kort tid efter kunne høre et bank på døren.

​“Kom ind,” halv hviskede jeg, men fortrød hurtigt mit svar, da jeg kunne se en mørkhåret dreng åbne døren. Et par chokoladefarvede øjne mødte mine, og jeg kunne mærke hvordan nervøsiteten begyndte at sprede sig i min krop.

“Ehm…” Liam gik stille frem mod mig, med små forsigtige skridt, som var han bange for at komme i nærheden af mig. “jeg hørte at du igen havde lidt problemer med den knap, så jeg tænkte på, om jeg nu ikke skulle lave den for dig?” Han sendte mig et lille smil, inden jeg nikkede som svar.
Det var stadig lidt akavet, mente jeg, at vi havde mødt hinanden for første gang til juleballet, hvor han havde set mig som ‘Clarice’, og at han nu vidste at jeg også var ‘Clair’.

Hvad tænkte han ikke om mig ud fra det?

”Tjo… Det må du meget gerne.” Jeg prøvede hurtigt på at flytte blikket fra ham. ”hvis du altså har tid.” Inden vores øjne løsrev sig fra hinanden, kunne jeg ane et lille smil, der formede sig om hans læber. Et smil der fik mig til at tænke tilbage på dengang til juleballet. For et lige så fint og varmt smil, havde han båret rundt med gennem hele begivenheden. Et smil der også kunne få mig til at smile uden tøven.

Det var utroligt hvordan vores veje skulle blive ved med at mødes. Liams og mine.

For inden den første december kendte jeg ingenting til ham overhovedet. Jeg kendte ikke engang hans navn. Og så havde vi mødt hinanden til ballet, hvor vi stort set havde brugt hele aftenen sammen i hinandens selskab. Bare ved at danse rundt.

Nu stod vi så igen overfor hinanden – under andre omgivelsesforhold, og med en helt anden synsvinkel på hinanden. Han var nu en af mine ansatte.

Forsigtigt kunne jeg mærke at min stol blev kørt lidt væk fra det store bord jeg sad ved, og da Liam lidt tid efter trådte ind foran mig, vidste jeg, at der sikkert ikke blev mere snakken mellem os.

Og dog…

For da et skingert grin kunne høres, vendte både Liam og jeg os mod lyden, der kom fra det lille forstudie, ved siden af mit eget. Det eneste der skilte de to rum fra hinanden var en glasrude, der kun gjorde sådan, at jeg kunne se ind i forstudiet. Altså kunne dem i det andet rum, ikke se hvad jeg gik og lavede herinde.

Noget jeg havde valgt skulle være sådan, da jeg godt kunne lide at være overladt til mig selv. Sådan havde jeg det bedst.

”De virker til at være meget glade for hinanden.” Liam rømmede sig kort foran mig, mens det tog mig lidt tid at indse, hvad han egentligt hentydede til. ”Du ved, Mr. Winters og Denise.” Da det så gik op for mig, at han mente min far og Denise, kunne jeg ikke lade være med at blive lidt fornærmet.

Hvad regnede han lige med? - At de to var i et forhold med hinanden?

”Der er intet mellem dem, og det ender der heller ikke med at være.” Måske ordene fra min side, blev sagt med en lidt hårdere tone, end hvad jeg egentligt havde ment. Det var langt fra meningen, at jeg skulle virke som en arrogant og mopset pige, der ikke ønskede nogen som helst glade.

Sådan var jeg jo slet ikke.

Men jeg kunne godt se, at det var sådan jeg lige havde fået mig selv til at fremstå som.

”De .. jeg …” Mere nåede han ikke at sige, inden jeg valgte at afbryde ham. ”Det var ikke ment på den måde. Undskyld.” Jeg sukkede kort. ”jeg mener bare… det er min far. Det er underligt at se ham være så glad i selskab med en af det modsatte køn. En der ikke er min mor.” Liam kendte ikke til min baggrund og fortid, og vidste derfor heller ikke hvad der var sket med min mor. Dog kunne han måske fornemme, at der var noget der pirrede mig, da jeg så min far og Denise være så glade sammen.

”Ikke at jeg ikke kan lide Denise. For det kan jeg godt. Jeg har måske bare aldrig rigtigt lagt mærke til, at de to havde det så godt sammen.” Jeg sank den klump der havde sat sig fast i min hals. ”at de ligesom fuldendte hinanden, på den måde som de gør.”

Liam vendte sig en halv omgang, sådan at han fjernede fokus fra den ødelagte knap, og dertil rettede sit blik mod mig.

”Cla…” Han tøvede et øjeblik ved mit navn, hvilket fik et lille smil frem på mine læber. ”Clarice,” kom han så frem til at kalde mig. ”Jeg…” Igen tøvede han. Hvad var der galt med ham? Han virkede så nervøs, når han var omkring mig. ”Bare husk på at hvis man vil opleve ægte glæde, så bliver man også nødt til at løbe en risiko.”

Ordene han sagde gav mig noget til eftertænkning. For mere sagde han ikke. Han vendte sig bare om endnu en gang, og fortsatte med at reparere det han i første omgang var kommet efter.

Inden jeg svandt helt hen i mine tanker lidt efter, valgte jeg at rette blikket en sidste gang mod min far og Denise, der begge, stadig, storsmilte af noget internt de snakkede om.

❅❅❅

“Har I nogensinde prøvet, at livet bragte glæder med sig, på en lidt … uventet måde? At I først skulle have en reminder om, hvad der gør en glad, før at I rigtigt lagde mærke til det?” Jeg stoppede op, da det puslede ved siden af mig, mens jeg var i gang med dagens radioudsendelse.

Liam befandt sig stadig inde i studiet hos mig, da han havde haft lidt problemer med at få knappen til at virke. Dog virkede det til, at det gik fremad for ham - i et langsomt tempo.

“Jeg fik tidligere noget at tænke over, da en speciel person forklarede mig, at hvis man vil opleve ægte glæde, bliver man også nødt til at løbe en risiko. Så er der noget i tvivler på at gøre, men som I i sidste ende ved vil gøre jer glade - så løb den risiko i vil blive nødt til at løbe. Pas nu bare på jer selv i forløbet. For opsøg glæden, og lad ikke folk i jeres omgivelser fortælle jer noget andet. La..”

Liam rettede sit blik mod mig, hvilket gjorde mig stum i et øjeblik. Rådet som han tidligere havde givet mig, havde siddet fast i min tankegang siden da. Måske det også var derfor jeg valgte at dele det med mine lyttere, som en del af dagens gode råd. Ordene kunne forhåbentligt give dem inspiration til at opsøge og indse glæden i livet, ligesom det på en måde også havde gjort ved mig.

Et lille smil blev sendt til mig, mens Liam stadig knoklede med knappen, og fordi jeg stadig var stum fra det blik han tidligere havde sendt mig fordi jeg sikkert havde dummet mig for groft, blev jeg tvunget til at sætte en sang på til mine lyttere, ved hjælp af min computer. Knappen virkede jo ikke.

Endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...