Winter of Wonders ❅ Liam Payne

Clarice Winters' navn skriger af jul, men selv er hun ikke særlig begejstret. Efter en gammel ulykke omkring juletid, har højtiden sat sig fast som et negativt minde. I dag, ti år efter, arbejder hun på radiostationen 'Tonic FM' ejet af sin egen far. Hun er en velkendt stemme for Englands musikglade lyttere, og en af dem er den drømmefyldte Liam Payne. Liam selv havde dog aldrig troet, at han ville forelske sig i den pige, han altid lyttede til om morgenen. Men når de mødes, er Clarice så overhovedet klar til noget som helst, der indeholder jul, og vigtigst af alt: Kan Liam ændre hendes negative syn på højtiden i løbet af december?

279Likes
158Kommentarer
29316Visninger
AA

7. 5 / Clair, Clarice og den ægte radiovært


8. december

“Liam, er du sikker på det er klogt?” spurgte Niall, som jeg satte en cd på plads under sektionen med A. Det var utroligt, at Another Rejection skulle være overalt. Selv ikke her på arbejdet kunne jeg få fri fra dem, og det havde jeg egentlig ret meget lyst til. Efter at have hørt udsendelsen med dem i forgårs, var de ikke ligefrem nogle gutter jeg gad bruge min tid på.

“Slap nu af, Niall,” beroligede jeg ham, da jeg satte deres hitalbum på plads. “Jeg skal nok klare det, han fyrer mig ikke,” smilede jeg og prøvede selv at tro på det, men jeg var ikke sikker i noget som helst. Vores chefs humør kunne meget nemt skifte, og hvis han ikke var glad nu, kunne det let gå galt.

Niall rystede på hovedet, og fandt også det selvsamme album, der var blevet sat forkert. Det ville ikke overraske mig, hvis det faktisk var med vilje, at piger kom herind for at sætte albummet foran alle andres. “Bare lov mig at tænk dig om med det du gør,” sagde han og gav mig albummet, da jeg havde bedre plads til at sætte det på sin retmæssige plads. “Og så lov mig, at du i hvert fald får et eller andet ud af at være derinde.” Jeg trak på skuldrene og valgte ikke at svare ham. Selvfølgelig ønskede jeg at få noget ud af at arbejde på Tonic, men jeg havde ikke modet til at tro på noget af det. Hvem ved hvad der kunne ske? “Husk at få deres råd,” påmindede han mig, inden han forsvandt fra sektionen med cd’er.

“Liam? Jeg er klar til vores samtale,” blev der råbt fra chefens kontor, da jeg gik dermod og med tunge vejrtrækningen igen gennemgik mine planer for samtalen. Det var nu eller aldrig. “Hvad har du så i tankerne?” spurgte han mig, da jeg satte mig i den bløde stol overfor ham.

Mine tanker var super fokuseret, at det nærmest lød som om jeg læste op fra et eller andet. “Er der nogen mulighed for, at jeg kan få færre timer?” spurgte jeg.

Han himlede med øjnene, “du har fået jobbet, har jeg ret?” Jeg kiggede ned i bordet og undgik hans blik. “Jeg har faktisk tænkt over det, Liam. Du er en af mine bedste ansatte, så det vil være hårdt at give slip på dig.” Et forsigtigt smil spredte sig over mine læber, da det virkelig var rart med et kompliment, men igen - så var der mindre chance for at jeg fik lov.

“Tror du, at det kan lade sig gøre?”

“Kun fordi jeg ved at du prøver at finde en vej til dine drømme, og hvis du tror på det er den her, så får du lov.” Hans ord kom ærlig talt bag på mig, men jeg kunne ikke være mere glad. “Men på én betingelse.” Selvfølgelig var der sådan en … “Du skal på en eller anden måde reklamere for butikken her. Kan du klare det?” spurgte han, og jeg tænkte ikke engang over det, før jeg nikkede.

“Niall!” råbte jeg ud i butikken, og lod de stirrende blikke udeblive fra mine tanker. Det eneste jeg ville lige nu, var at finde min bedste ven. Da jeg fandt ham stå og kigge på cd’er, fik det mig til at stoppe op et kort tidspunkt for at studse over, hvad han lavede. Det selvsamme album han tidligere havde stået med, havde han nu i hænderne, men ikke for at sætte det på plads. Han stod og kiggede på det. Med de tre drenge inde i den store stjerne lod han en finger røre ved kanten af albummet. Dog var han hurtig til at ryste på hovedet, som om han gav op, og stillede derfor albummet tilbage. Noget indeni mig sagde, at han havde drømt. Hvorfor var det ikke gået op for mig, at Niall sikkert ønskede en musikkarriere lige så højt som jeg? Var det derfor at han havde bedt mig om at få Another Rejections råd? Fordi han inderst inde selv ønskede det så højt, og måske endda var misundelig på mig?

Selv om jeg var sikker på det jeg havde set, kunne jeg ikke få mig selv til at sige noget til ham, da jeg kort efter gik efter ham. “Niall,” smilede jeg og fik ham til at dreje rundt.

Smilet var tilbage, og det var heldigvis ægte. “Hej Liam, hvordan gik det?” spurgte han spændt.

“Jeg fik lov!” råbte jeg. “Så jeg burde faktisk tage afsted nu. Jeg lover dig at give dig alt informationen, også hvis jeg støder ind i dem,” forsikrede jeg ham om og gav ham et mandligt kram, mens jeg følte at han lige i det her øjeblik var glad på mine vegne.

❅❅❅

Jeg var blevet instrueret i de mest basale ting, jeg skulle bruge min tid på her på radiostationen. Ikke nok med det, men de havde også fået gjort mit pedel outfit klar, så her gik jeg i den grålige heldragt med navneskiltet Liam klistret til brystet.

Som jeg støvede en lampe af, mærkede jeg pludselig at min koncentration forsvandt fuldstændig, da jeg hørte en genkendelig stemme gennem væggen. “Og det var så Another Rejections nye single, kunne I lide den? I hørte den først her,” sagde hun til lytterne. Det gik op for mig, at dette var en af de første udsendelser jeg var gået glip af, men i stedet kunne jeg høre den live lige her på den anden side af væggen. Shit. Det var Clair. “Kender I det, når man hører noget nyt? Det kan være en nyhed, eller for de største fans en ny sang. Man får den her følelse i kroppen, der simpelthen ikke er til at beskrive. Har I det også sådan derude?”

Jeg havde ikke indset hvad jeg var i gang med, da jeg forsigtigt tog fat i håndtaget og åbnede døren. Jeg stod i Clair’s studie.

“Jeg kan se på jeres tweets, at I gerne vil høre den igen, så lad os gøre det!” Hendes stemme var meget tættere på, men hun var ikke til at se. Da jeg lyttede efter hendes stemme, gik det op for mig, at hun var bag den væg, der lavede et adskilt rum fra selve rummet med hendes radioudstyr. Hun måtte have et trådløst headset på. “Jeg er virkelig ked af det lyttere, men den her knap er simpelthen ikke med mig i dag,” brokkede hun sig, og jeg huskede hendes problem. Gud - det var jo mig, der skulle lave den. Jeg var slet ikke klar på at se hende, slet ikke. Jeg burde bare gå igen, men hun skulle jo bruge min hjælp. Det var nok et af de største dilemmaer, jeg havde været i længe. Jeg havde fulgt hende så længe, og hun var så tæt på, men …

“Har du brug for hjælp?” røg det til min overraskelse ud af mig, som sangen startede lavt, og jeg derfor havde muligheden for at snakke til hende. Der kom dog intet svar, men jeg var alligevel sikker på, at hun var der. Men hun var jo som sagt ukendt, så at skulle vise sig for mig, var nok ikke lige hendes største ønske. Især fordi hun jo ikke kendte mig ordentligt. “Jeg er den nye pedel. Jeg tænkte, at jeg kunne hjælpe dig med din knap, så den ikke irriterer dig mere,” sagde jeg med et smil.

“Hvordan ved du at den er i stykker? Jeg har ikke sagt det til dig endnu?” kom det fra hende, og jeg mærkede min nervøsitet stige. Jeg snakkede med Clair, men der var noget mærkeligt ved det. Hendes stemme lød slet ikke som den gjorde i radioen, men mindede mig stadig om noget. Telefonopkaldet måske? Nej, ikke det …

Mens jeg var i mine egne tanker, talte hun til mig igen, så det gik op for mig, at jeg burde svare hende. “Øhm, jeg hørte dig bare brokke dig ude fra gangen,” løj jeg, eftersom jeg ikke følte det ville være en god idé at fortælle hende sandheden. Jeg ønskede ikke at udstille mig selv som en freak, der hele tiden lyttede til hende, selvom det vel var sandheden. “Hvorfor gemmer du dig egentligt?”

Jeg hørte hende sukke, mens hun gik rundt bag væggen. “Ser du, hr. pedel. Der er ikke nogen, der ved hvordan jeg ser ud, så det ville nok ikke være det smarteste at vise mig for dig vel? Jeg kender trods alt ikke engang dit navn.”

“Jeg hedder Liam,” præsenterede jeg, og følte en akavet stilhed følge efter det. Da jeg igen skulle til at sige noget, blev jeg afbrudt af at en kvinde åbnede døren.

Hun gik i sine egne tanker og havde hovedet mod sine papirer i hånden, så hun bemærkede mig knap nok. “Clarice, jeg har samlet en masse billeder til AR konkurrencen, du kan kigge på senere,” sagde hun. “Jeg lægger dem bare her på dit bord.” Mine tanker var allerede begyndt at køre i en sindssyg strøm af brikker, der begyndte at passe sammen. Nu gav det pludselig mening, hvorfor stemmen virkede så bekendt. Men var Clarice så i gang med at dække for Clair eller? Men jeg havde hørt hende og hendes gode råd, det måtte være Clair, men-

“Oh, jeg så dig ikke, hr.” Kvindens spinkle stemme talte til mig, og jeg følte at hun var usikker på, om det hun lige havde sagt havde været en dårlig idé.

Jeg valgte at ignorere hende, for det eneste jeg kunne fokusere på, var at få sat ansigt på pigen bag væggen. “Clarice?” spurgte jeg, og mærkede pulsen stige. Jeg hørte igen et suk, men denne gang medførte det, at hun gav op. Hun droppede at skjule sig, og før jeg kunne nå at tænke, stod hun i dørkarmen. Clarice var Clair.

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...