Winter of Wonders ❅ Liam Payne

Clarice Winters' navn skriger af jul, men selv er hun ikke særlig begejstret. Efter en gammel ulykke omkring juletid, har højtiden sat sig fast som et negativt minde. I dag, ti år efter, arbejder hun på radiostationen 'Tonic FM' ejet af sin egen far. Hun er en velkendt stemme for Englands musikglade lyttere, og en af dem er den drømmefyldte Liam Payne. Liam selv havde dog aldrig troet, at han ville forelske sig i den pige, han altid lyttede til om morgenen. Men når de mødes, er Clarice så overhovedet klar til noget som helst, der indeholder jul, og vigtigst af alt: Kan Liam ændre hendes negative syn på højtiden i løbet af december?

279Likes
158Kommentarer
29317Visninger
AA

4. 2 / Problemer, lykke og en jobsøgning


2. december

“Den anden december. Det er hvad vi i dag skal snakke om her på Tonic FM.” Jeg prøvede på at holde humøret højt, da jeg igen befandt mig i studiet. Jeg var kommet sent i seng dagen forinden, grundet at jeg var havde været til det årlige julebal.

“Julen er jo i fuld gang, så er I alle begyndt at tænke på julegaverne? På hvad jeres forældre skal have, på hvad I monstro skal give jeres bedsteforældre, eller hvad mon jeres kæreste skal ende op med?”

Da ordet ‘forældre’ blev bragt på banen, kunne jeg godt mærke at jeg blev lidt nedtrygt. “Det kan godt være at I gerne vil gøre alle glade. At I vil glæde jeres elskede med ting de ønsker sig, og at I gerne vil se et smil forme sig om deres læber.” Et lille smil poppede frem hos mig, da jeg fortsatte med at snakke. “men…” Det var nu blevet tid til dagens gode råd.

“Husk på at lykke ikke er ensbetydende med at man skal have mange penge. Det er ikke ensbetydende med at man skal gå ud og købe en stor og dyr bil til sin kæreste. At man skal købe den dyreste diamantring, guldsmeden har.”

At give mine lyttere gode råd, var noget af det jeg elskede. Det var noget af det jeg nød ved at være radiovært, og noget af det jeg nød ved at være den anonyme person som jeg var. For ingen kunne dømme mig, da ingen kendte til min “sande identitet.”

Selvfølgelig lige med undtagelse af min far, og af det personale der arbejdede her på stedet.

Men udover det, var det hemmeligt.

“Lykke går ud på at glæde hinanden. Køb en gave til dem i holder af, dem der har en helt speciel betydning for den person du er. Giv dem et stykke af dit liv. Luk dem ind i dit hjerte. Vis dem at julen er årets fest, og at det er hjerternes tid.”

Ja gid det var så let. Gid jeg kunne elske julen så højt, som jeg udgav mig for at kunne.

For overfor mine lyttere var jeg altid en munter pige. Der var jeg en pige som elskede og værdsatte julen, når det i virkeligheden var stik modsat.

Julen var ikke just min yndlings højtid. Faktisk kunne jeg slet ikke lide denne tid på året.

Dog havde jeg engang haft en anden mening, hvad angik denne specielle måned.

“I virkeligheden gælder det om at bevise overfor ens medmennesker, hvad julen egentligt er værd. Hvilke ønsker der er de mest nyttige - så måske I kan komme på lidt tanker om hvad det med julegaverne egentligt indebærer, ved at lytte til denne her sang. Så her kommer All I Want For Christmas Is You”.

Hurtigt fik jeg slået mikrofonen fra, hvorefter jeg fik trykket på apparatet ved siden af mig. Et apparatur der normalt plejede at sætte musikken i gang, sådan at lytterne fik noget at lytte til.

Tilfældigvis havde det så bare valgt ikke at virke på nuværende tidspunkt, hvilket fik mig til at gå ud af mit gode skind.

“Hvad skal jeg gøre? Åh nej,” sad jeg og nærmest hviskede til mig selv, mens jeg forvirret begyndte at trykke ihærdigt på alle knapperne. Et eller andet blev der jo nødt til at ske.

Til min store skuffelse, var det ingen respons fra knapperne.

Hurtigt fik jeg så trykket mikrofonen op på “on” igen, “Hej igen.” Selvom det ikke var meningen at jeg skulle sukke, endte jeg alligevel med at gøre det.

“Jeg er ked af at skuffe jer, men der kommer ingen sang lige foreløbigt. Afspilnings knappen er simpelthen gået i stykker, så det beklager jeg. Derfor er I fanget med mig.” Selvom det var plat, kunne jeg ikke lade være med at grine lidt over min egen, latterlige kommentar.

“Men - mens jeg prøver på at fikse det her lille problem, hvorfor spreder I så ikke lidt glæde? Tag nu for eksempel jeres telefon op af lommen. Skriv og send så en besked til de vigtigste personer i jeres liv, hvor I minder dem om hvor meget i holder af dem. Det kan være din mor du snakkede med i går. Kæresten du så i morges eller en gammel barndomsven, du ikke har set i flere år, men som du stadig holder ufatteligt meget af. Spred noget glæde, og lad os gøre det sammen.”

Mens jeg snakkede, prøvede jeg på at sætte min computer til styreapparatet, sådan at jeg via den kunne få sat en sang på.

“Og når det så er gjort, er vi endeligt klar til at lytte til vores helt egen Mariah Carey. Enjoy.”

Da jeg trykkede play på computeren, og lyden kom ind i radioen, smilte jeg opmuntrende.

Det var frustrerende når tingene ikke virkede, og det gik mig på at jeg måtte skuffe mine lyttere.

Derfor fik jeg også hurtigt tilkaldt assistance, hvilket betød radiostationens assistent, Denise.

“Denise. Vi har et lille problem.” var det første jeg fik slynget ud, da hun så fint troppede op inde i studiet. Først kiggede hun bare på mig med et blik jeg ikke rigtigt kunne tyde. Men efter lidt tid blødte hun op, og lod et smil forme sig om sine læber.

”Hvad kan jeg hjælpe med, dear?” Hun var altid så rar og venlig i sproget når hun snakkede, og havde det altid med at omtale mig, som var jeg en lille pige.

”Afspilningsknappen er gået i stykker, og jeg har ingen idé om hvad jeg skal gøre.” Kort sukkede jeg, ”har du et godt råd?”

Selvom jeg altid selv plejede at give mine lyttere gode råd i mine udsendelser, var jeg personligt ret dårlig til, at komme op med gode råd til mig selv i situationer som denne.

Det var derfor jeg havde Denise. Hun var altid frisk på at hjælpe.

”Er du sikker på at du ikke kan ordne det? Du plejer ellers altid at være så fiks på fingrene.” En ting der lå til hende var, at hun altid begyndte at grine, uanset hvilken situation hun var i. Om situationen var alvorlig, sjov eller sørgmodig. Ligeledes begyndte hun så også at grine nu.

”Jeg har prøvet alt. Heldigvis havde jeg en backup i min computer, men det kan ikke fungere på længere sigt. Knappen bliver nødt til at blive lavet.”

Mit blik rettede jeg over mod den ødelagte knap, inden jeg igen begyndte at trykke ihærdigt på den. Stadig  ingen respons.

”Burde vi ansatte en pedel, siden ham den anden gik på pension? Det skal være lidt af en altmuligmand, som også kan fikse andre ting, end ødelagte knapper?” Da idéen om at ansatte en pedel poppede op i hovedet på mig, rejste jeg mig hurtigt op fra stolen. For det var jo genialt. Det ville ende med at være løsningen.

”Så kan han også skifte pærerne i lamperne når de springer, og … han kan hjælpe til herinde i studiet, samt holde mig med selskab.” Smilet på mine læber voksede sig større og større, i takt med at jeg kom helt op at køre.

For at have en der kunne holde mig selskab, og en som kunne gøre de praktiske ting her i mit studie, ville være en drøm der gik i opfyldelse. Jeg ville for en gangs skyld få selskab.

Denise endte dog bare med at grine flabet af mit forslag, ”Så du har simpelthen allerede bestemt at det skal være en dreng, der skal ansættes?” Uden hun så det rullede jeg øjne af hende.

”Men jeg skal se hvad jeg kan gøre, darling.” Og med de ord var hun væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...