Winter of Wonders ❅ Liam Payne

Clarice Winters' navn skriger af jul, men selv er hun ikke særlig begejstret. Efter en gammel ulykke omkring juletid, har højtiden sat sig fast som et negativt minde. I dag, ti år efter, arbejder hun på radiostationen 'Tonic FM' ejet af sin egen far. Hun er en velkendt stemme for Englands musikglade lyttere, og en af dem er den drømmefyldte Liam Payne. Liam selv havde dog aldrig troet, at han ville forelske sig i den pige, han altid lyttede til om morgenen. Men når de mødes, er Clarice så overhovedet klar til noget som helst, der indeholder jul, og vigtigst af alt: Kan Liam ændre hendes negative syn på højtiden i løbet af december?

280Likes
158Kommentarer
30148Visninger
AA

17. 15 / Bandnavn, rejse og en ny sang


29. december

Det der med at vågne op i sin seng i sin egen lejlighed og vide, at det ville være en af de sidste gange man kunne det i den næste stykke tid - det var mærkeligt. Jeg slog dynen til side og var hurtigt ude af sengen, da jeg kunne se på uret, at jeg allerede var sent på den. Derfor burde Snooze aldrig være opfundet.

Min lejlighed lignede sig selv, bortset fra at den ikke var lige så ren, og så lå der tøj overalt. Jeg havde simpelthen haft så travlt hele december måned, at jeg ikke havde haft tid til at gøre rent. Tøjet var på grund af at jeg pakkede, da jeg allerede skulle flyve i aften. Det var ikke til at fatte, at jeg endelig skulle væk fra England. Ikke for altid jo, men det var min første rejse ud fra Europa, og jeg kunne ikke vente til at opleve New York. Den rejse jeg startede i dag, var jeg vidst ikke rigtig klar til at tro på.

“Hr. Payne!” Jeg kiggede forvirret mod min hoveddør, da jeg ikke havde hørt denne stemme i lang tid. “Hr. Payne!” lød det igen, og jeg forstod, at jeg nok måtte åbne døren og snakke med manden, ingen i denne bygning kunne lide. “Hr. Payne, du har ikke betalt din husleje.” Da jeg havde åbnet døren og stod og kunne kigge på Matt, der morede sig, fik jeg lyst til at slå ham. Det havde stået på de sidste tre måneder, at jeg lige akkurat havde betalt husleje til tiden, men selvfølgelig havde jeg glemt det i den her måned. “Du ved, at hvis jeg ikke får pengene, bliver du smidt ud.” Det var let at gennemskue ham. Hele hans liv gik ud på at kræve huslejen fra folk i bygningen, og når de ikke havde nok penge, elskede han at smide dem ud. Men så let blev det ikke med mig.

“Bare vent, Matt,” svarede jeg. “Snart har jeg penge til at købe hele bygningen.” Jeg lukkede døren i og undgik at tænke på konsekvenserne. Det var en smule egoistisk, det jeg lige havde sagt, men John havde brugt lang tid på at fortælle Niall og mig om, hvad der ventede os - han var sikkert på at det her nye projekt ville blive en succes. For mig var der bare at håbe.

❅❅❅

“Nå, drenge. Vi har jo snakket lidt om, at ændre bandets navn, men er det egentlig et ønske?” Vi fem drenge var placeret i en sofa overfor John og nogle andre mænd fra deres management, som en af de vigtigste ting blev diskuteret, nemlig bandets navn. Jeg måtte indrømme, at jeg virkelig ikke brød mig om bandets navn lige nu. Det udtrykte ikke det jeg gerne ville være en del af. Vi lød som nogle drenge, der var for gode til alle. Derfor blev jeg nødt til at sige noget, når ingen andre gjorde.

“Jeg vil gerne ændre det. Jeg synes ikke det udstiller os på den rigtige måde.” John nikkede anerkendende og prøvede at få noget ud af de andre drenge. Og da det ikke lykkedes, valgte han altså selv at tage beslutningen. “Vi ændrer navnet så. Men jeg synes det skal være lidt i stil med det I har. Ikke med meningen, men måden, altså de to ord og sådan. Nogle, der har nogle idéer?”

Det kunne godt være, at jeg skrev sange, men sådan bandnavne kunne jeg ikke. Derfor ventede jeg på, at en af drengene forhåbentlig kom med et eller andet. Heldigvis løftede Louis hånden. “Hvad med One Rejection?” spurgte han og afventede vores svar.

Jeg rystede på hovedet, “det er rejection, jeg ikke rigtigt bryder mig om.” Louis nikkede, og forstod mig heldigvis.

Harry, der sad længst væk fra mig, og havde været ret stille alle de dage vi havde holdt møder, løftede pludselig hånden. “Hvad med at vi siger One, som Louis foreslog, og så finder et ord, der minder om Rejection, for eksempel One Direction.”

Der var stille derefter, da vi alle sammen lige tænkte det igennem. Det lød faktisk meget godt. Jeg kunne i hvert fald godt lide det. “Lad os tage det,” sagde Niall ved min side, og hurtigt var alle tilfredse med vores nye navne. One Direction.

“Men så lad os øve, Liam du har den nye sang klar ikke?” Jeg nikkede og var en smule nervøs, da jeg tog papirerne op af tasken for at dele dem ud til drengene. Dette var en sang, jeg havde skrevet for noget tid siden efter at jeg var blevet inspireret af en episode Niall var kommet ud for til en fest. Da jeg så havde fundet den i går, var det gået op for mig, at det meste af teksten passede meget fint på Clarice og mig. Vi havde danset til ballet, og jeg kunne i den grad ikke glemme hende, hvilket hun nok godt vidste efterhånden.

“Best Song Ever,” mumlede Zayn, som han læste første vers igennem. “Ser godt ud, Liam,” smilede han.

“Lyder til at være fedt med instrumenter til,” komplimenterede Louis.

“Jeg må indrømme, at jeg faktisk er meget tilfreds allerede,” kom det fra Harry.

Niall sagde intet, da han havde hørt sangen før.

Jeg smilede til dem alle, “tusind tak.” Jeg følte allerede, at det her nok skulle blive godt. Harry og Louis var begyndt at bløde mere op, og så snart vi gik på scenen på Times Square, skulle det nok blive perfekt.

Vi havde fået øvet hele dagen, og jeg mener hele dagen. Derfor var det befriende endelig at kunne smide sine ting fra sig på gulvet. Dog kunne jeg kun slappe af for en stund, da jeg om blot om en halv time skulle mødes med drengene i lufthavnen. Men det var det hele værd, da det hele nu startede for alvor. Jeg skulle bare lige hente Clarice først.

Bilen, jeg var blevet hentet af, kørte op til Clarices lejlighedsblok, og jeg tabte nærmest mælet. Det måtte være det dyreste sted at bo i London, for er du gal det var flot, stilet og så ekstremt dyrt ud. Tænk hun boede her. Med et smil studerede jeg stedet en sidste gang, før jeg sendte en besked til hende, om jeg var her. Kort efter kom hun ud fra bygningen efterfulgt af sin far og Denise. Jeg valgte at blive i bilen, og derfor gik der ikke lang tid, før Clarice havde sat sig ind ved siden af mig, mens hendes far og Denise sad i et af sæderne foran os. Vi var endda lukket af til dem. Clarice smilede til mig, og fordi jeg var så spændt og glad, mærkede jeg kort efter vores læber ramme hinanden i endnu et kys. Vi havde efterhånden gjort det et par gange, men jeg turde ikke gå videre. Jeg turde ikke spørge hende om vi skulle være sammen, for hvad nu hvis hun sagde nej? Jeg havde aldrig mødt en pige som hende, og jeg ønskede bare virkelig ikke at få det hele ødelagt. Især ikke når vi nu var på vej til New York. Åh gud, vi var på vej til New York!

 

*


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...