Winter of Wonders ❅ Liam Payne

Clarice Winters' navn skriger af jul, men selv er hun ikke særlig begejstret. Efter en gammel ulykke omkring juletid, har højtiden sat sig fast som et negativt minde. I dag, ti år efter, arbejder hun på radiostationen 'Tonic FM' ejet af sin egen far. Hun er en velkendt stemme for Englands musikglade lyttere, og en af dem er den drømmefyldte Liam Payne. Liam selv havde dog aldrig troet, at han ville forelske sig i den pige, han altid lyttede til om morgenen. Men når de mødes, er Clarice så overhovedet klar til noget som helst, der indeholder jul, og vigtigst af alt: Kan Liam ændre hendes negative syn på højtiden i løbet af december?

280Likes
158Kommentarer
30173Visninger
AA

16. 14 / Fødselsdag, en gave og NYC


27. december

 

”I’m sorry, if I say, I need you
But I don’t care, I’m not scared of love
Cause when I’m not with you I’m weaker
Is that so wrong? Is it so wrong?
That you make me strong.”

Jeg vågnede op til en så blød og fin en stemme, der hviskende, sang for mig, mens en hånd blev strøget henover min kind. Så da jeg forsigtigt åbnede mine øjne, kunne jeg ikke lade være med at smile over det syn jeg mødte.
For ved siden af mig på sengen, sad Liam med et stort smil placeret om sine læber, mens han stille sang en bekendt sang for mig.

’Strong’.

”Godmorgen, sweetheart,” sagde han, stadig med sin rolige stemme. Han lænte sig ned mod mig, og lod stille sine læber ramme min pande. En handling, der fik en varm følelse til at gå gennem hele min krop.
Det var utroligt hvad den dreng gjorde ved mig, og hvad han kunne formå at få mig til at føle.

”Godmorgen, Liam,” svarede jeg, inden jeg strakte mig.

”Og tillykke med fødselsdagen.” Da ordene forlod Liams mund, satte jeg mig hurtigt op i sengen. For hvordan… Hvorfor? Hvad?

”Fødselsdag,” halvmumlede jeg så for mig selv, inden det gik op for mig hvad han mente.
Det var min fødselsdag. Jeg fyldte år. ”hvordan i alverden kender du til min fødselsdag?”
Fordi jeg stadig var træt, og fordi jeg ikke var vant til at blive vækket med morgensang, var jeg måske stadig lidt sløv, og tænkte ikke klart. Derfor kunne det jeg sagde også godt ende med at komme ud i en hårdere tone, end hvad jeg rigtigt havde ment.

”Din far fortalte mig om den, da jeg spurgte ham ind til det.” Han grinte kort med en så dejlig latter, jeg godt kunne blive vant til at høre. ”derfor har jeg også en lille gave til dig.”

Meget diskret trak han en lille pakke frem fra sin side, og rakte den til. Pakken var så fint pakket ind i guldpapir med flot bånd på også. ”Til dig.”

Da jeg stille tog imod den, sørgede jeg for, at pakke den op med stille bevægelser, og gjorde også alt for, ikke at ødelægge indpakningen. Efter at papiret var kommet af, kom en fin kvadratisk æske til syne.
En sort æske, der lignede noget fra en smykkebutik.
Hurtigt sendte jeg Liam et strengt blik, da han godt vidste hvordan jeg havde det med gaver.
Især fra ham. – det havde jeg fortalt ham juledag, da han havde købt mig en rose.

Med rystende hænder fik jeg åbnet låget til æsken, og et smukt guld armbånd kom til syne. Armbåndet havde tre enkelte ord indgraveret i det flotte materiale.

Dream, Believe, Achieve’

Tre ord der fik mig til at smile stort. Også fordi de tre ord på en måde fik mig til at tænke på Liam.

”Tusind tak,” hvinede jeg, inden jeg så valgte at kaste mig om halsen på ham. Noget der resulterede i, at vi begge endte med at rode rundt nede på gulvet, da vi faldt ned af sengen. Jeg var endt med at ligge ovenpå ham – altså lå han nederst. ”men det havde du ikke behøvet.” De sidste ord hviskede jeg stille for ham, da det gik op for mig, hvor tæt på hinanden vi egentligt var.
Vores kroppe var presset så tæt sammen som aldrig før, og jeg tror ikke at vi nogensinde havde været så tæt.

En situation vi begge valgte at udnytte, da vores hoveder rykkede sig tættere mod hinanden.
Jeg lukkede mine øjne i, mens jeg prøvede på at ignorere alle sommerfuglene i min mave. Og som vores læber skulle til at ramme hinanden, endte vi med at blive afbrudt, af en telefon der ringede.

Meget cliché agtigt.

”Ehm…” kom det usikkert fra Liam, hvis telefon ringede. Det kunne jeg fortælle ved den høje ringetone og ved den vibrerende bevægelse der kom fra hans bukselomme.

”Bare tag den,” fik jeg hurtigt forsikret ham om, mens jeg på en lidt akavet måde fik rullet mig af ham, sådan at han kunne besvare opkaldet. Jeg sendte ham hurtigt et oprigtigt smil, for at forsikre ham om, at det var i orden. Han fik så hurtigt telefonen fisket ud af lommen, og fik taget den op til øret.

”Hej,” sagde han kort, hvilket fik et lille grin til at slippe gennem mine læber. For jeg fandt det ret så komisk, at vi begge lå på gulvet, ved siden af sengen, mens Liam prøvede på at have en telefonsamtalekørende. ”Ja okay.” ”Ja så kan jeg bare tage med dem.” Han nikkede, mens han rettede sit blik mod mig. ”Det siger vi så.” Et varmt smil blev så sendt til mig. ”Vi ses senere i dag.”

Smilet på hans læber så ikke ud til at blive mindre, da han satte sig lidt op, efter at have afsluttet opkaldet kort tid efter.

”Hvad så?” Han blev da nødt til at sige noget. For han kunne ikke bare sidde der og smile stort til mig, uden at forklare mig hvad der lå bag det smil. Samtalen i telefonen havde helt klart involveret mig, taget i betragtning af hvordan hans øjne studerede mig.

”Det ser ud til, at jeg skal med dig og din far tilbage til London i dag.”

❅❅❅

”Julen er nu en dejlig tid. Det vil jeg gerne indrømme,” konstaterede jeg, da jeg senere på dagen havde fundet mig tilrette inde i studiet. Endnu en udsendelse var nu i gang, og jeg måtte sige, at det var dejligt at være tilbage.
Jeg elskede dette job, og at skulle være foruden det i blot et par dage, var hårdt. For det var det her jeg levede for. ”For julen indeholder jo en masse glade mennesker, en masse gaver, sang, smil… Men den indeholder også overraskelser. Så hvorfor skulle det ikke også være tilfældet her på Tonic FM?”

Den overraskelse jeg havde i vente til lytterne, vidste jeg ikke hvordan de ville tage imod. Jeg kendte ikke til udkastet af det, og vidste ikke om det ville ende med at have en positiv eller en negativ respons.
Det måtte tiden vise.

”For I kender vel godt alle sammen Another Rejection?” Ja hvem gjorde ikke det? Og for at gøre optakten mere livlig, satte jeg, som altid, klappeeffekten på. En effekt der personligt var min yndlings.
”Drengene fra Another Rejection har nemlig en helt speciel overraskelse i vente til deres ’Rejectioners’. En overraskelse som jeg desværre ikke kan røbe for jer, men som jeg håber I alle vil se frem til, og vil tage godt imod. For jeg kan love jer at det bliver noget stort.”

Da jeg tidligere på dagen var kommet tilbage til London med min far og Liam, havde jeg medvirket ved et af de møder, som Liam og Niall også havde været med til. Et møde med John og med Harry, Louis og Zayn. De havde snakket frem og tilbage, og havde valgt, endeligt, at det var det rigtige at smede sig sammen som én. Altså var Liam og Niall nu officielt en del af Another Rejection.
Derfor havde de også spurgt, om jeg gennem dagens radioudsendelse, ville fortælle lytterne at de havde en overraskelse i vente for dem alle. En nyhed der nu var delt, og som drengene sikkert ikke kunne vente med at offentliggøre til medierne og til deres fans.

Da jeg efter, godt og vel, en halv time fik rundet udsendelsen af ved at spille endnu en julesang, sad jeg muntert og pillede ved det armbånd, jeg havde fået af Liam. Det var så ufatteligt smukt, og havde sikkert kostet en formue. En formue som jeg ikke ville have at han skulle bruge på mig.
Hans penge skulle bruges på at udleve den drøm han havde – ikke på ting til mig.

”Clarice?” Som han var i mine tanker, kunne jeg pludseligt også høre hans stemme for mig.
Dog gik det først rigtigt op for mig, at han var lige ved siden af mig, da han med en hurtig bevægelse fik drejet min kontorstol en halv omgang, sådan at vi fik øjenkontakt.
Jeg kunne ikke lade være med at grine kort over episoden, hvilket også fik ham selv til at grine.

”Liam,” svarede jeg, og kiggede spørgende på ham. Havde han noget han gerne ville spørge mig om, siden han bare sådan pludseligt dukkede op?

”Ehm…” Som den generte jeg havde lært at kende, tøvede han selvfølgeligt. Et tydeligt tegn på, at han havde noget på hjerte, han ikke vidste hvordan han skulle dele med mig. ”Ser du…” Pause.
Hvis jeg selv skulle sige det, fandt jeg det ret så kært, at han til tider virkede så genert.
”Drengene og jeg. Altså drengene fra Another Rejection, og så Niall og jeg, skal til New York City om nogle dage, da vi skal optræde der til det store berømte nytårsshow. Du ved som … som en ny gruppe, hvor vi alle fem er samlet.” Mens han snakkede fjernede han sit blik fra mig, og kiggede ned i jorden.
En handling der fik mig til at trække på smilebåndet.
Så da jeg lagde en forsigtig finger under hans hage, for igen at få ham til at kigge på mig, prøvede jeg at forklare ham, ved hjælp af mit smil, at han intet havde at frygte. Han skulle bare snakke løs og ikke være genert.

”Og siden jeg så vil være væk og være i et helt nyt land, tænkte jeg på om…” Da han igen prøvede på at ville kigge ned i jorden, lod jeg ham ikke. Ihærdigt fik jeg rejst mig fra stolen jeg sad på, og lod så mine hænder lægge sig om hans ansigt. På den måde kunne han ikke fjerne sit blik fra mig.

”… om du måske kunne tænke dig at komme med mig? Til New York City? Og så holde nytår sammen med mig og de andre drenge, og måske være vidne til vores første optræden sammen. Og se den store glaskugle falde ned over Times Square. Og-”

Mere lod jeg ham ikke sige, at jeg blidt smedede mine læber sammen med hans. På den måde vidste jeg, at jeg kunne få ham til at holde mund. Godt nok havde vi ikke kysset så forfærdeligt mange gange, og derfor kom det vel også lidt bag på os begge hvad der skete. Men jeg nød det.

Det gav mig altid en dejlig og ubeskrivelig følelse i maven, at have mine læber mod hans.

”Du behøver i…”

”Shh…” fik jeg sagt, da han igen skulle til at snakke efter kysset var blevet brudt. ”jeg vil hellere end gerne med dig Liam. Dog på én betingelse.” Han nikkede kort, og så ud til ikke rigtigt at vide om han skulle grine eller græde. ”at min far må komme med. For jeg kan ikke bare lade ham sidde alene tilbage her i England.”

”Faktisk har jeg allerede snakket med ham,” indrømmede han så, og smilte for først gang oprigtigt. ”og ham og Denise tager begge to med. Hvis altså det er i orden for dig også.”

Hans ord fik mig til, kort, at hvine, inden jeg så sprang i hans favn som jeg tidligere også havde gjort det. For den dreng var noget af det sødeste. Det at han allerede havde tænkt ud af boksen, og havde spurgt min far om lov, viste også bare, at han var noget helt særligt.

”Men så er der vel ikke andet at sige end at …. VI SKAL TIL USA, Li!”

Efter det brød vi begge to ud i latter, mens han snurrede mig rundt i luften. I dette øjeblik gik det op for mig, hvor meget Liam egentligt betød for mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...