Winter of Wonders ❅ Liam Payne

Clarice Winters' navn skriger af jul, men selv er hun ikke særlig begejstret. Efter en gammel ulykke omkring juletid, har højtiden sat sig fast som et negativt minde. I dag, ti år efter, arbejder hun på radiostationen 'Tonic FM' ejet af sin egen far. Hun er en velkendt stemme for Englands musikglade lyttere, og en af dem er den drømmefyldte Liam Payne. Liam selv havde dog aldrig troet, at han ville forelske sig i den pige, han altid lyttede til om morgenen. Men når de mødes, er Clarice så overhovedet klar til noget som helst, der indeholder jul, og vigtigst af alt: Kan Liam ændre hendes negative syn på højtiden i løbet af december?

279Likes
158Kommentarer
30099Visninger
AA

15. 13 / Jul, brunch og en rose


25. december

Jeg mærkede kulden som der blev banket på min dør, og derfor nu var vågnet. Min mor stak hovedet ind og smilede til mig. “Liam, vi andre står op nu.” Jeg nikkede til hende og strakte mig i sengen. Det var så mærkeligt, at høre min mors stemme, da jeg ikke var vant til det, som jeg jo nu boede for mig selv i London, uden at have hende omkring mig. Det ville være mærkeligt, hvis jeg skulle være endnu mere væk fra hende, hvis John fik godkendt ønsket om Niall og mins optagelse i Another Rejection. Jeg havde stadig ikke fattet det. “For resten, Clarice og hendes far er i gang nede i køkkenet, husk og sig tak,” smilede hun.

Jeg rystede på hovedet af hende, “jeg er ikke lille mere mor, jeg kan sagtens finde ud af det,” konstaterede jeg og satte mig op i sengen, som jeg lod mine fødder glide ind i sutskoene. Jeg var faktisk en smule overrasket over, at min mor bare havde givet Edgar og Clarice lov til at holde jul med os. Vi havde altid bare været os fem, mine forældre, mine to søstre og så mig. Så at have to ekstra personer i huset denne julemorgen, hvor vi selvfølgelig også skulle åbne gaver, var en smule mærkeligt. Men jeg kendte efterhånden dem begge ret godt, og min familie var så åben, så det skulle nok gå.

Jeg gik ned i køkkenet, hvor jeg så at Clarice puttede nogle bøtter i køleskabet. Det lignede de var fyldt med bacon og æg, men min mor havde jo også nævnt, at de havde kokkereret. “Hey,” hilste jeg, da jeg havde set, at Edgar ikke var til stede. Clarice smilede stort til mig, og jeg gav hende et kærligt kram. Jeg havde på de sidste dage følt, at vi var kommet tættere på noget, og da hun ikke gik imod det, kunne jeg heldigvis også give hende et forsigtigt kys på panden. “Hvad har I dog lavet?” spurgte jeg.

Hun trak på skuldrene, “bare lidt brunch til senere. Vi ville gerne give tilbage,” forklarede hun. Jeg kom i tanke om, hvordan de begge havde gentaget deres taknemmelig op til ti gange på vejen herover, da jeg havde hentet dem ved stationen. Da jeg havde sagt farvel til hende i London, havde jeg virkelig ikke regnet med, at hun kort efter ville ringe og høre om det var i orden vi kom. Men her stod hun altså foran mig.

❅❅❅

“Vi er altså virkelig kede af, at vi ikke har medbragt noget, men det hele gik lidt hurtigt,” undskyldte Edgar som vi satte os ned ved juletræet, hvis levende lys oplyste hele stuen.

“Det skal du ikke tænke på,” smilede min mor, hvilket nok fik både Clarice og Edgar til at slappe mere af.

“Det er jeg da glad for,” takkede Edgar. “Men det hele gik så hurtigt, at selv ikke min datters gaver har jeg medbragt,” nævnte han, og jeg så hvordan han ærgerligt kiggede hen på Clarice. Heldigvis rystede hun bare på hovedet, for at signalere, at det nok skulle gå fint. Jeg kiggede hen på hende med et smil, og besluttede mig for, at efter vi havde åbnet gaver og spist brunch, så ville jeg tage hende med ud på en gåtur, hvor jeg på en eller anden måde ville give hende noget. Hun havde gjort så meget for mig, jeg ønskede blot at give tilbage, og vise hende, hvad hun egentlig betød for mig.

Vi havde fået åbnet gaver, og havde nu alle sat os ved bordet, klar til at spise en kold brunch. “Edgar, vi er virkelig beæret over, hvad du har gjort for Liam med at ansætte ham,” takkede min far, da de som de eneste mænd, udover mig, var blevet placeret over for hinanden.

Edgar smilede forsigtigt, “intet problem. Clarice valgte ham jo til at vinde vores konkurrence, og jeg tror på at min datter har fat i noget, når hun snakker så meget om det,” fortalte han, mens jeg så hvordan Clarice rødmede ved siden af mig. Hun havde snakket meget om min sang. Jeg smilede forsigtigt for mig selv, som jeg kiggede over på herrerne igen, for at se hvor samtalen gik hen.

Min far fortsatte: “ja, men nu også hans mulighed med Another Rejection, det er jo helt vildt!” Det var det første, jeg havde fortalt mine forældre og søstre, da jeg ringede på døren, og de havde været henrykte. Det betød virkelig alt for mig, at de støttede mig i mine drømme.

Edgar kiggede nu over på mig, “Another Rejection? Hvad da?” Han havde altså intet hørt.

“Liam og Niall skal nok højst sandsynlig være en del af Another Rejection,” forklarede Clarice før mig. “Det hele skal bare lige ordnes.”

Edgar nikkede forundret, men samtidig også begejstret. “Ser man det? Tillykke med det, Liam!”

“Tusind tak, Edgar,” smilede jeg og fandt mig selv kigge på Clarice som vi smilede til hinanden. “Skal vi ikke gå en tur?” hviskede jeg ind i hendes øre, og fik hurtigt et nik fra hende.

Vi havde gået i de seneste minutter og bare snakket om alt muligt. Jeg havde forsigtigt fået vores fingre flettet sammen, uden Clarice havde lavet nogen mærkelig bevægelse ved det. Det kunne faktisk ikke være bedre. “Gud, er vi så tæt på Birmingham?” udbrød hun pludselig, da vi nåede til en af de større veje, hvor skilte til større byer viste antallet af kilometer. Der var 33 kilometer.

“Ja, der tog min familie tit til, hvis vi skulle noget større,” smilede jeg som vi stoppede for en rød mand.

“Jeg boede mine første ord der, inden min mor, du ved,” forklarede hun. “Men jeg vidste ikke at Wolverhampton lå så tæt på. Ja undskyld, men jeg kan ikke huske så meget derfra, desværre,” forklarede hun og smilede forsigtigt.

Vi gik over lyskrydset og nærmede os den større bydel. “Man kan jo ikke huske alt.”

Det jeg havde ventet på så længe dukkede endelig op, da en ældre dame som den eneste på Wolverhamptons gader havde en lille bod, og det kunne ikke være bedre, for hun solgte blomster. Clarice kiggede mærkeligt på mig, da jeg fik hende til at standse foran boden. Hun sagde dog heller ikke noget. Først da jeg havde købt rosen, løftede hun øjenbrynet. “Hvorfor dog det, Liam, det er jo-”

Jeg rystede på hovedet, “jeg ville gerne give dig en gave i dag, så du i hvert fald fik en,” smilede jeg og kyssede hende blidt på kinden. Hun skulle virkelig vide, at jeg nød hendes selskab.

“Men så elsker jeg den i hvert fald,” grinede hun forsigtigt, da hun duftede til rosen, og igen tog min hånd, så vi kunne fortsætte rejsen gennem Wolverhampton.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...