Winter of Wonders ❅ Liam Payne

Clarice Winters' navn skriger af jul, men selv er hun ikke særlig begejstret. Efter en gammel ulykke omkring juletid, har højtiden sat sig fast som et negativt minde. I dag, ti år efter, arbejder hun på radiostationen 'Tonic FM' ejet af sin egen far. Hun er en velkendt stemme for Englands musikglade lyttere, og en af dem er den drømmefyldte Liam Payne. Liam selv havde dog aldrig troet, at han ville forelske sig i den pige, han altid lyttede til om morgenen. Men når de mødes, er Clarice så overhovedet klar til noget som helst, der indeholder jul, og vigtigst af alt: Kan Liam ændre hendes negative syn på højtiden i løbet af december?

279Likes
158Kommentarer
28679Visninger
AA

14. 12 / Julespecial, et farvel og overvejelser


24. december

Et smil var plantet om mine læber, da jeg sad lænet tilbage i stolen inde i studiet. Mine tanker var stadig på aftenen forinden, og på den måde mine læber havde passet sammen med Liams. Utroligt hvordan det havde sendt så mange stød gennem min krop. Ja det kunne slet ikke beskrives.

“Ehm… Banke banke på!” Da en drengestemme lød bag mig, vidste jeg ikke om hans ord var starten på en banke-på joke, eller om det var et tegn på at han gerne ville ind.

“Hej Liam,” endte jeg så bare med at svare, efter at dreje en halv omgang på min stol, sådan at jeg havde blikket rettet mod ham. Han havde i dag ikke sit normale pedeltøj på, og var egentligt klædt ret fint. Men det var vel også ved at være tiden op til jul nu.

“Såå…” sagde han, som fandt han det rimelig akavet. Eller også var det fordi han var genert.
“Jeg kom egentligt bare for sige farvel. Jeg tager hjem til min familie i Wolverhampton med toget her klokken halv syv, så jeg ville bare lige ønske dig en god jul inden jeg tog afsted, og så ville jeg også bare…”

“Liam,” grinte jeg. “Du snakker alt for meget når du er nervøs.” Jeg kunne godt mærke på ham at han var nervøs, hvilket jeg også vidste var grunden til hans uendelige talestrøm. Den dreng var ikke til at stoppe når han først var gået i gang. “Men kom her.” Forsigtigt gik han hen mod mig, med et lille smil plantet om sine læber.

Hans arme lagde sig om min krop, og igen fór sommerfuglene rundt i kroppen på mig, da vores kroppe var presset mod hinanden. “Hvor skal du så holde jul henne?” Han trak sig kort ud fra krammet, for derefter at lade vores blikke mødes.

“Jeg ved det egentligt ikke. Min far og jeg bliver begge nødt til at arbejde, og jeg ved ikke rigtigt om vi er blevet inviteret hjem til nogen.” Det gjorde mig lidt trist til mode, at jeg slet ikke vidste, hvad der skulle blive af min far og jeg. Især her i julen. “men det skal du ikke bekymre dig om. Tag nu hjem til din familie, Liam, og ha’ en fantastisk jul. Vi ses jo snart igen. For du kommer vel tilbage mellem jul og nytår?” Jeg kyssede ham hurtigt på kinden, hvilket fik os begge to til at rødme som små ukontrollerede unger.

“Selvfølgelig kommer jeg tilbage. Niall og jeg har noget vi skal have ordnet med drengene fra Another Rejection, og så skal vi have snakket nogle ting igennem med Josh.” Han holdt en kort pause, inden han så tog mine hænder i sine. Derefter sendte han mig et seriøst blik, jeg ikke rigtigt kunne tyde. “Clarice?” Jeg nikkede kort.
“Lov mig at du ringer, hvis din far og dig ikke finder på noget. Så kan I altid komme til Wolverhampton og fejre jul med os. For ingen fortjener at være alene i en tid som denne.” Igen nikkede jeg bare. Havde han lige tilbudt at jeg, samt min far, kunne holde jul med ham? Og hans familie?

“Jeg lover dig at ringe, hvis du tager afsted nu. Du ender med at komme for sent til dit tog, hvis du ikke snart tager afsted.” Godt nok hundsede jeg lidt med ham, men det var for hans eget bedste. Hvilket han godt vidste. Ingen af os ville have, at han skulle misse sit tog.

“Du har nok ret. Men vi ses snart, darling.” Til min store overraskelse lod han hurtigt sine læber ramme mine, og med den handling nærmest løb han ud af rummet. Og her stod jeg så tilbage, stadig med følelsen af, at have hans læber mod mine.

❅❅❅

“Merry Christmas, Everyone.” sang jeg med højt humør, da min specialudsendelse lige var startet. For klokken havde rundet de fem stykker, hvilket var mit stikord til at starte.
“Er I også ved at være klar til at fejre julen? Jeg selv ved egentligt ikke hvad jeg skal. Min far og jeg har begge en masse at se til, men det betyder jo også, at jeg kunne bruge min tid med jer.” Jeg grinte kort. “Hvis I altså gider at bruge jeres tid på at høre på mig.”

Mens jeg snakkede rodede jeg lidt rundt i mine papirer for at finde programmet for dagens udsendelse. Men jeg blev afbrudt da min telefon vibrerede foran mig.

>> Merry Christmas, beauty <<

Tre simple ord stod skrevet i beskeden, hvilket fik mig til at smile ukontrolleret for en kort stund. Afsenderen der havde sendt mig sms’en var ingen ringere end Liam, jeg havde set her tidligere i dag. Så hvorfor ønskede han mig en god jul endnu en gang?

“Siger man egentligt ikke, at julen er gavernes tid? Eller er det kærlighedens tid?” Tydeligvis havde jeg ikke mine facts i orden. Især ikke når det gjaldt julen. “Hvis jeg skal være ærlig, så har julen aldrig været min favorit tid på året, grundet nogle ting der er sket tidligere i mit liv. Og der kan man så begynde at undre sig lidt over det. For ja - man får en masse gaver, og så er det ovenikøbet også min fødselsdag i denne her måned. Så double-up på gaver.” Det var på tide, at jeg lod mine lyttere kende lidt til mig som person. De fortjente at vide lidt om ‘Clair’ der hver dag sad og snakkede til dem. Så derfor åbnede jeg op for dem.

“Men i år skulle ende med at være anderledes.” Mine tanker endte igen med at have Liam indkluderet i dem. For han ville med garanti sidde og lytte til min udsendelse lige nu, og ville derfor også høre det jeg havde at fortælle ham, men også de andre lyttere.
“For ting ændrer sig. Ikke? Det har nogle ting hvert fald gjort i mit liv.” Jeg læste hurtigt beskeden igennem igen, som jeg havde fået fra ham. En besked der endte med at give mig motivation til at fortsætte.
“Her i starten af December, endte en speciel person med at træde ind i mit liv. En person der egentligt bare dukkede op af det blå, og som ikke så ud til at ville forlade mit liv igen. Noget som jeg er meget glad for den dag i dag. For livet handler også om at tage nogle chancer, der sikkert vil få dig ledt ud på et vildspor. Men at være på vildspor kan også være en god ting til tider. Især hvis du har den rette person ved din side, som kan få dig på rette spor igen.” Min far dukkede op i rummet ved siden af mig, hvilket Denise også gjorde. De to sad og iagttog mig, mens jeg snakkede, og af og til så jeg dem sende søde blikke til hinanden. Handlinger der egentligt ikke gjorde mig så meget mere.
De var glade sammen, hvilket også gjorde mig glad.

“December er tiden hvor du skal turde tage nogle chancer. Og hvis den eneste grund til, at du ikke tager chancer i denne tid er, at du har brug for en dårlig undskyld, så kan du altid give skylden til misteltenen.” Jeg grinte kort, da jeg kom til at tænke på hvordan Liam og jeg havde kysset dagen forinden. Hvordan vi begge to havde været så generte efter vores kys, og hvordan vi begge var blevet så ufatteligt røde i hovedet.
“På den måde har du altid en god grund til at kysse den person du holder af. For den er et symbol her i julen. Et symbol der burde få folk til at løbe nogle chancer de normalt ikke ville løbe. Misteltenen skulle gerne kunne lede folk på vildspor, hvor de bare mangler en specielt person, for at komme på rette vej igen.” Om det jeg forklarede mine lyttere gav mening, havde jeg ingen idé. Men for mig gav det mere mening end noget andet.

“Jeg har også lært at åbne op for ting, som jeg i sin tid, også altid har udelukket. Jeg har lært at elske på en anden måde, og lært at se efter det bedste i folk. For alle fortjener det bedste. Om det er endnu en chance, eller om det er en tilgivelse, du tidligere ikke ville give. Så tænk på at man også tilgiver hinanden her i julen. Vi giver glæde ud til alle. For hvis vi giver ud, kan vi også regne med at få noget igen. Om det handler om en gave, lykke, kærlighed eller noget andet.” Another Rejection dukkede op i mine tanker, da det med at give nogen en til chance blev bragt på banen. For de tre, Zayn, Harry og Louis, kom ikke for godt ud af det med hinanden. Men de gav hinanden endnu en chance og lod Niall og Liam komme ind i deres fællesskab. De åbnede op for andre personer, og delte ud af den glæde de forhåbentligt levede med.

“Så husk på én ting - Vær overfor andre, som i vil have andre skal være mod dig. For når det er sagt, så må I alle have en fantastisk og glædelig jul, og må I alle få lige det i ønsker jer. Så lad os slutte denne udsendelse af med min yndlings julesang, der også på en måde handler om det at tilgive hinanden, om at gribe fat i de nye chancer livet giver en, og om at holde hovedet koldt.” Det var utroligt alle de poetiske ting der kom ud af min mund i dag. Og hvad der lige skete for det, havde jeg ingen idé om. For hvis jeg skulle være ærlig, lod jeg egentligt bare hjertet tale for mig. “Så her har i Last Christmas med Wham!”.

Knappen som Liam tidligere på måneden havde lavet, virkede nu 100%, hvilket også var derfor at sangen med det samme begyndte at spille, da jeg trykkede ‘play’-knappen i bund.

Forsigtigt tog jeg mit headset af, og gik ud til min far og Denise i rummet ved siden af mig. Et smil formede sig om mine læber, da jeg så, at min fars ene arm havde snoet sig om Denise’s skuldre, og at de grinte af noget der tidligere var blevet sagt. Det gjorde mig glad.

“Du var fantastisk i dag, skat,” kom det så fra ham, da de begge opdagede min tilstedeværelse. Jeg smilede taknemmeligt, og satte mig så ned i en fri stod der var ved siden af dem.

“Far, hvad gør vi egentligt med julen og julemiddagen? Vi har jo intet mad købt.” Fortvivlelsen skyllede ind over mig, da det gik op for mig hvor sandt det var. Julemaden var ikke blevet købt, og vi havde ingen steder at tage hen, og ingen at holde jul med.
Det så også ud til at gå op for mig far, jeg ordene forlod mine læber.

Han sukkede kort, og tog sig til hovedet, som havde han fået en pludselig hovedpine.

“Clarice… Der er stadig noget arbejde der skal gøres, og jeg ved ikke om vi stadig kan nå at købe noget mad. Jeg mener - vi kan vel altid tage på McDonald’s, hvilket nok ikke er det mest optimale at gøre her på juleaften,” sukkede han, og sendte mig et undskyldende blik. Hvorfor var det, at hans arbejde altid skulle overtage hans liv? For det var primært det der var sket her gennem det seneste stykke tid.
Han havde haft så meget at se til, at jeg til tider blev tilsidesat. Som arbejdede han uafbrudt af ren sorg. Måske for at komme på andre tanker, sådan at han ikke blev mindet om mors død.

“McDonald’s kan du lige så godt udelukke. Der er vel sikkert alligevel også lukket, da alle er hjemme hos deres familier. Men hvad har vi, far? Det er bare dig og mig, og vi har ikke engang noget ordentligt julemad vi kan spise.” Denne gang var det min tur til at tage mig til hovedet af ren frustration.

Fordi det nu var jul, behøvede jeg ikke at komme tilbage til radiostationen for de næste par dage, hvilket betød at jeg havde en kort pause fra det hele. Derfor irriterede det mig også mere og mere, at jeg bare skulle bruge den miniferie på at sidde derhjemme og spise … McDonald’s mad, når alle andre, rundt omkring i hele verden, sad og nød deres lækre mad, og hyggede sig i selskab med sin familie.

“Darling, vi skal nok finde ud af det. Men jeg har virkeligt nogle ting jeg skal have lavet færdig, før min ferie kan blive påbegyndt. Og Denise - du burde vel egentligt også vende snuden hjemad. Det er ved at være lidt sent.” Han smilede kort til hende, inden de så krammede og hun forlod os. Dog gav hun os begge et kort kys på kinden.

“Men hvad så… Hey - vent!” Jeg rejste mig hurtigt op fra stolen og undrede mig over, fordi jeg ikke var kommet i tanke om dette noget tidligere. “Jeg har lige fået en pragtfuld idé.”

“Den kan kun være pragtfuld, hvis den kan skåne os fra at leve af fastfood og sodavand,” halvgrinede min far, der i princippet ikke burde syntes at joken var sjov.

“Far - pak dine ting sammen. Det får du en masse tid til at lave om ganske kort tid. For vi to - dig og mig, skal ikke sidde derhjemme og holde jul i år. Vi to skal til Wolverhampton.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...