Winter of Wonders ❅ Liam Payne

Clarice Winters' navn skriger af jul, men selv er hun ikke særlig begejstret. Efter en gammel ulykke omkring juletid, har højtiden sat sig fast som et negativt minde. I dag, ti år efter, arbejder hun på radiostationen 'Tonic FM' ejet af sin egen far. Hun er en velkendt stemme for Englands musikglade lyttere, og en af dem er den drømmefyldte Liam Payne. Liam selv havde dog aldrig troet, at han ville forelske sig i den pige, han altid lyttede til om morgenen. Men når de mødes, er Clarice så overhovedet klar til noget som helst, der indeholder jul, og vigtigst af alt: Kan Liam ændre hendes negative syn på højtiden i løbet af december?

279Likes
158Kommentarer
29894Visninger
AA

12. 10 / Mor, Liam og en mindefyldt dag


 

21. december

Liam kom ind ad døren som jeg stod og stirrede på mig selv ind i spejlet. Mit ansigt så helt dødt ud, på grund af manglen af make-up og mine lave skuldre, gav straks Liam grunden til forvirring. Det var i hvert fald det første han bemærkede, da han i stedet for at spørge, var opmærksom. “Er du okay?” Jeg kiggede ikke op fra spejlet, men studerede blot mig selv, og hvor hæslig jeg så ud. Jeg gad ikke svare Liam. Jeg havde endnu ikke sagt et ord i dag, heller ikke til min far i morges, da han havde kørt os til radiostationen. Han havde nu heller ikke snakket til mig, fordi han udemærket godt vidste, hvilken dag det var i dag. Det var årsdagen for min mors død. Elleve år siden. “Clarice,” sagde Liam og før jeg vidste det, havde han stillet sig bag mig i spejlet, så jeg der kunne se ham ind i øjnene. “Det er ikke spørgsmålet fra i går, der stadig gør, du er sur vel?” spurgte han forsigtigt. Mit blik kiggede ned i gulvet, og jeg kunne ikke klare, at kigge ind i hans øjne. Før jeg tænkte mig om, havde jeg vendt mig om og tvang ham til at lade hans arme trække mig ind til sig. Jeg trængte til at puste ud, og følte mig tryg i Liams favn. Han skulle altid være så sød og opmærksom, når det kom til mine problemer. “Hey, shh,” trøstede Liam, som det gik op for mig, at jeg græd. Jeg hulkede. Og fordi jeg ikke kunne klare skammen, når Liam var så tæt ved mig, løb jeg væk fra ham.

Toilettet var en alt for god ven denne dag, for jeg endte her altid for at tudbrøle og tørre tårerne væk, men hvad hjalp det? Min mor var død, og jeg kunne stadig ikke klare tanken om, at jeg aldrig mere kunne få hendes gode råd. Udmattet og såret lod jeg mine fingre tage fat om halskæden, så jeg kunne studere den i spejlet. Et forsigtigt smil dukkede frem hos mig, som jeg tænkte over, at denne var blevet fundet i bilen sammen med min mor. Hun havde købt den til mig som en julegave, men nåede aldrig selv at videregive den. Det var politiet, der overrakte mig den på hospitalet, og det havde været en forfærdelig oplevelse. Dog var det mit allerhelligste eje den dag i dag - aldrig ville jeg gå et sted uden den.

❅❅❅

Jeg havde brugt næsten en time på bare at sidde på toilettet, før jeg tog mig sammen til at gå tilbage. Liam måtte alligevel have forladt rummet, så jeg kunne være alene. Som jeg gik ned ad gangen hørte jeg pludselig noget af et slagsmål komme fra et af rummene. “Nej, Zayn det går bare ikke det her, vi kan ikke blive enige,” brokkede en stemme sig, og ud fra navnet, der blev nævnt, kunne jeg nu regne ud, at det var Another Rejection. De øvede her, så deres fans ikke ville finde frem til dem.

“Hør drenge, I kan ikke skændes, fat det nu. Jeg er så træt af det her. Vil I ikke være kendte? Så drop skænderiet!” råbte en mand, jeg i hvert fald kunne konstatere ikke var et af medlemmerne. Med et ryst på hovedet fortsatte jeg ned ad gangen, da jeg havde hørt det der alt for mange gange efterhånden. Liam havde fortalt mig, at Harry ikke måtte synge, så der var en del pres på dem.

Da jeg nåede frem til døren foran mit studie, hørte jeg hvordan Liams stemme underholdte med en dårlig joke. Vent hvad? Hvem snakkede han med? Hurtigt fik jeg kigget på mit ur, og her gik det op for mig, at jeg var fyrre minutter for sent til min egen udsendelse! Aldrig var dette sket før, hvad mon ikke lytterne tænkte, når jeg ikke var der?

“Jeg ved godt Clair ikke er her til det der med de gode råd, men jeg vil da prøve,” hørte jeg Liam sige, og det gik op for mig, at han havde reddet det hele. Med et smil åbnede jeg døren, da jeg vidste, at hvis jeg var stille, ville han sidde med ryggen til, og ville ikke have muligheden for at høre mig. Og da dette lykkedes havde jeg meget bedre mulighed for at høre hvad han sagde. “Hvis du kender en i dit liv, der er nede eller ked af det, så brug tid på at tage dig af dem. Måske åbner de ikke op lige med det samme, men bare tænk på, at de helt sikkert kan bruge din hjælp.” Det var klart at de ord han nu fortalte var om mig. Han ville bare gøre det bedste for mig. “Men nok om det, lad og håbe Clair snart kommer igen, så I kan få et bedre show. Derfor er her endnu en sang.”

Jeg hørte hvordan Liam sukkede, og så snart han rejste sig fra stolen og vendte sig om, løb jeg ind i hans favn til hans overraskelse. “Tak Liam.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...