Winter of Wonders ❅ Liam Payne

Clarice Winters' navn skriger af jul, men selv er hun ikke særlig begejstret. Efter en gammel ulykke omkring juletid, har højtiden sat sig fast som et negativt minde. I dag, ti år efter, arbejder hun på radiostationen 'Tonic FM' ejet af sin egen far. Hun er en velkendt stemme for Englands musikglade lyttere, og en af dem er den drømmefyldte Liam Payne. Liam selv havde dog aldrig troet, at han ville forelske sig i den pige, han altid lyttede til om morgenen. Men når de mødes, er Clarice så overhovedet klar til noget som helst, der indeholder jul, og vigtigst af alt: Kan Liam ændre hendes negative syn på højtiden i løbet af december?

280Likes
158Kommentarer
30159Visninger
AA

3. 1 / Konkurrencen, juleballet og en pige


1. december

 “Og inden den store konkurrence slutter, synes jeg da lige, at vi skal høre en rigtig juleklassiker, så vi kan komme ind i stemningen. Husk på at dele jeres kærlighed denne jul, så kan du gøre folks dage meget bedre. Tænk hvis alle gjorde det, hvor en dejlig december vi så ville få? Men nok med det, her har vi Last Christmas!”

Præsentationen af teksten, et godt råd og så selve sangen. Sådan lød det altid fra radioen, når musikken derefter brølede ud af mine gamle højtaler, der heldigvis stadig virkede. Mens den kendte tekst fra Wham’s hit var lige til at synge med på, gik jeg rundt i min lejlighed, og satte mine få juledekorationer op. Efter jeg var ikke hjemme med min familie, måtte jeg selv få skabt noget god julestemning. Det havde altid været en tradition derhjemme, at så snart kalenderen viste d. 1. december, så skulle huset pyntes. Men nu når jeg boede med mig selv, måtte det gøres alene. Heldigvis havde jeg ikke lavet andet i dag, end at løbe en tur gennem London og nu efter at have været i bad kunne jeg slappe af, hvilket jeg havde planer om at gøre resten af dagen.

“Og efter den sang fra Wham, er vi klar til det alle har ventet på! Hvem vinder mon den store præmie?” For nogle få sekunder droppede jeg at høre med på den genkendelige radiostemme fra Clair, og gik i stedet hen til kassen med pynt, og fandt en engel frem, jeg ønskede at placere i vinduet. Men inden jeg nåede så langt, hørte jeg vibrationerne komme fra min telefon. Hvem ringede til mig nu?

Forundret tog jeg fat i min telefon, og så det genkendelige nummer lyse op på min skærm. Jeg kunne ikke komme udenom, at jeg direkte havde kodet radiostationens nummer ind, så jeg kunne tilmelde mig de konkurrencer, jeg synes allerbedst om. Men aldrig havde jeg prøvet, at det var dem, der ringede til mig.

“Det er Liam,” hilste jeg ret roligt, da jeg ikke havde forstået, hvad det handlede om.

“Hej med dig,” hilste stemmen tilbage, jeg også svagt kunne høre komme ud af radioen. Det var Clair - jeg snakkede med Clair! Jeg måtte indrømme, at jeg havde været ret vild med hendes indslag i radioen jeg fulgte hver dag, da hun altid gav mig gode råd med på vejen, og nu ringede hun til mig. Det kunne kun betyde én ting - at jeg havde vundet et eller andet. “Tillykke! Du har vundet vores sangkonkurrence,” halvråbte hun ind i telefonen, hvilket fik min hjerne til at tænke. Sangkonkurrence? Og dér kom jeg i tanke om det! Det var ved at blive en måned siden, da jeg bare sendte en tilfældig sang ind fra mit eget arkiv af tekster, og nu havde det vist sig, at jeg havde vundet.

“Wow, den havde jeg ikke regnet med,” kommenterede jeg rimeligt fornøjet, og overrasket over, at det for første gang havde lykkedes mig at vinde noget. Nu havde jeg lyttet til radioen i cirka halvandet år, og først nu kunne jeg kalde mig vinder af en af deres konkurrencer.

Jeg hørte Clair grine i den anden ende, og opdagede nu at hendes stemme lød anderledes i telefonen, end den gjorde i radioen. Det var egentlig ret mærkeligt, da den var lysere her. Det var sikkert på grund af hun snakkede med mig gennem telefonen, så lød det anderledes for mig. Men det var ikke det vigtigste lige nu. Det vigtigste for mig, var at vide, hvad jeg egentlig havde vundet. Det var kun blevet beskrevet som en kæmpe præmie, men ikke helt præcis, hvad det ville være.

“Jeg gætter på, at du godt kunne tænke dig at vide, hvad du har vundet?” smilede hun. Jeg følte i hvert hun smilede.

Jeg nikkede, men indså det ikke hjalp hende med at få mit svar at vide. “Ja, gerne.”

Der kom en lydeffekt af en trommehvirvel, inden hendes stemme svarede mig. “Så kan jeg ønske dig tillykke, for du har nemlig vundet en billet til Tonic FM’s julebal i aften!”

“Vent, hvad? Mener du det bal I altid har hvert år, der kun er kendte, der kommer til?” røg det ud af mig i spænding. Aldrig havde jeg prøvet noget lignende det her.

“Ha, lad mig gætte på vi har fået en rigtig lytter igennem? Men ja det er lige præcis hvad det er, så det store spørgsmål er så bare, om du kan?”

Mine planer om at slappe af derhjemme, havde nu en mulighed for at blive ændret, men jeg vidste ikke om jeg ønskede det. Men igen, hvem siger nej til det julebal, alle snakker om? Der ville jo også komme en masse kendte, og måske kunne jeg være heldig at se Clair, selv om ingen vidste, hvordan hun faktisk så ud. Måske kunne jeg finde ud af det i aften? “Selvfølgelig kan jeg det.”

❅❅❅

Aldrig i mit liv havde jeg oplevet noget lignende. At opvokse i Wolverhampton til nu at kunne stå på den røde løber, til den fest jeg havde beundret i årevis. London var altid pyntet med bannere, der indikerede, hvilken tid på året det var. Selvfølgelig var det den 1. december, men det var også tid til Tonic FM’s julebal.

Som et førstehåndsindtryk, så jeg lys og glade mennesker, mærkede bassen fra musikken og hørte DJ’en spille årtiernes julehits og flere til. Et smil kom automatisk frem på mine læber, uden jeg behøvede at tænke over det. Med en masse forventninger til den her fest, gik jeg for mig selv rundt i den store sal, og beundrede det store juletræ i midten. Tænk jeg var her. Det var en vild oplevelse, eftersom jeg havde fulgt radioen i mange måneder efterhånden, og elskede at lytte til den om morgenen, inden jeg tog på arbejde i musikforretningen. Og med det i tankerne, kiggede jeg efter en pige, der kunne være Clair. Ikke at jeg havde noget som helst at gå ud fra, men man kunne altid søge. Til min ærgrelse fandt jeg ikke andre end business mænd, der drak vin i deres fineste jakkesæt.

“Hvis jeg lige kan få alles opmærksomhed!” lød det pludselig oppe fra scenen, da ejeren af radiostationen, Edgar Winters, trådte frem på scenen. “Velkommen til Tonic FM’s officielle julebal!” Folk skreg og gav deres udråb fra sig, for at vise deres begejstring. Jeg gav også et lavt pift fra mig, som jeg bevægede mig hen mod en af de baren, der var sat op, for at komme væk fra midten. Her stod en brunette. “Lad os være enige om, at dette bliver den bedste fest til dato!” Folk skreg igen, mens jeg zoomede ud af, hvad der skete på scenen, for i stedet at studere pigen ved siden af mig. Hun havde endnu ikke kigget op fra sin telefon, og jeg havde lagt mærke til, at hun havde haft øjnene klistret til skærmen hele aftenen. Hun virkede helt alene - ligesom mig.

Da der var blevet sagt lykønskninger om en god fest fra scenen, og julemusikken igen begyndte at spille, lagde jeg mærke til at pigen skar en grimasse. “Hej,” hilste jeg kort derefter, da jeg ikke havde andet at tage mig til, og gerne ville vide, hvorfor hun ikke virkede glad til denne her fest. “Mit navn er Liam, hvad med dig?” spurgte jeg og prøvede at starte en samtale.

Hun lagde til min overraskelse sin mobil ned i tasken og gav et lille smil fra sig. “Clarice,” hilste hun. “Har jeg set dig før?”

Egentlig blev jeg en smule fornærmet af spørgsmålet, som om jeg ikke var velkommen her, men hendes uskyldige ansigt, fik mig til at slappe af. Det var nok bare en måde for hende, at få det afgjort på. “Nej, jeg har aldrig været til den her fest før,” forklarede jeg hende med et forsigtigt smil. “Jeg vandt Tonic FM’s konkurrence,” smilede jeg fornøjet, og var faktisk mere og mere stolt over mig selv, som det gik op for mig, at jeg var her. Jeg var til festen, fordi min sang var blevet udvalgt af Clair. Gad vide hvor hun egentlig gemte sig? Tænk hvis hun var en gammel dame.

Clarice skulle lige til at åbne munden, men afbrød sig selv ved at ligne en, der virkelig spekulere over noget. Det virkede besynderligt. “Tillykke, jeg håber da du får en god aften,” ønskede hun for mig, men jeg mærkede ikke hendes glæde. Det var som om den ikke var der.

“Du må undskylde hvis jeg går lige på, men er du okay? Du virker ikke rigtigt til at nyde det her,” kommenterede jeg og så hvordan hendes blik stille bevægede sig op og hen mod mig.

“Jeg har bare været her hvert år siden det startede.” Hun holdt en kort pause. “Min far er ejeren af Tonic,” smilede hun forsigtigt, og virkede nærmest pinlig berørt over det, men det var jo super fedt! Hvis man kendte Edgar Winters var stort set alle ens muligheder åbne for at blive til noget. Han havde kontakter i hele England, og var i toppen af udsendelserne.

“Det er da fedt, at-”

Hun rystede på hovedet, “det er fedt i alle andre måneder end december,” afbrød hun, men skiftede pludselig indstilling fra at være mut, til at smile og rette ryggen, da ingen andre end hendes far, mødte os. “Hej far,” hilste hun med et stort smil. “Det her er Liam, han vandt vores konkurrence,” præsenterede hun, mens jeg undrede mig over hendes ordvalg. Så havde hun nok været inde over konkurrencen.

“Der kan man bare se, tillykke med det knægt. Super sang forresten. Clarice her gjorde et godt valg,” sagde han fornøjet og gav mig hånden. Jeg var en smule forvirret som jeg stod der, og lige skulle huske på at give en af de vigtigste mænd inden for musikken hånden. Havde Clarice, pigen foran mig, valgt min sang til at vinde? Jeg havde troet at det var Clair, men Clarice delte hverken navn eller havde samme stemme. Havde Clair løjet over for alle lytterne, eller havde de været fælles om det?

“Har du valgt min sang … jeg mener, jeg troede-”

Hun kiggede kort på sin far, før hendes øjne igen lå på mig. “Ja, det har jeg.”

“Oh, jeg troede bare, at det var Clair,” forklarede jeg, og blev på en måde skuffet. Ikke fordi Clarice havde valgt min sang, for hun virkede flink nok, men fordi Clair havde løjet for alle i radioen. Det virkede bare mærkeligt. Måske vidste Clarice hvorfor?

Hun nikkede, “altså jeg hjalp Clair, hun har meget travlt,” prøvede hun at forklare mig, men hun virkede ikke troende i sine ord. Yderst besynderligt.

Hendes far forlod os, og der opstod en akavet stilhed imellem os. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle sige, men det ville være ondt bare at gå fra hende. Derfor kiggede jeg rundt i rummet for at få inspiration, og fandt det eneste oprigtige at snakke om. Radiostationens navn. På bannere i hele lokalet var der skrevet TONIC FM med store hvide bogstaver. “Det er for resten et genialt navn til radioen,” sagde jeg forsigtigt.

Clarice fik øje på det selvsamme banner og smilede. “Ja, jeg kan også godt lide det, du ved fordi Tonic betyder-”

“-Tonika eller grundtonen, ja. Alle sange skal bestå af en grundtone for at eksistere,” smilede jeg og kunne for første gang faktisk brillere med min musikviden tilbage fra skoletiden. Noget der til min glæde så ud til at tilfredsstille Clarice.

Hun smilede til mig. “Der kan man bare se, du har skam også styr på alt det tekniske, hva’?” grinede hun forsigtigt, og jeg følte endelig, at hun åbnede sig en smule op for mig.

Jeg trak på skuldrene, “det er altid dejligt med sådan noget viden, når man arbejder i en musikforretning,” smilede jeg tilbage.

“Jeg elsker den her sang,” udbrød Clarice kort efter, som den første sang i aften, der intet havde med jul at gøre, blev spillet. Den stille melodi fyldte salen, og flere mennesker bevægede sig ind mod dansegulvet, hvor lyset nu var blevet dæmpet. Clarice havde et stort smil over sine læber - nok på grund af sangvalget - og jeg fik pludselig en skør idé. Jeg skulle jo have noget ud af den her fest, så hvorfor ikke bare prøve at spørge?

“Skal vi danse?” spurgte jeg hende, og så en glød i hendes øjne, der viste mig, at hun gerne ville.

“Du deler allerede kærligheden den første december. Snart vil alle være glade,” smilede hun og tog min hånd, som det gik op for mig, at hun måtte være tættere på Clair end jeg lige havde regnet med. Hun gentog de præcis samme ord, som Clair havde sagt dem i morges. Måske var de søstre?  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...