What about me? (JB)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
18 årig Angie Clarkson kommer fra Canada og er bedstevenner med Ryan Butler. Det har de været siden børnehaven og det vil de altid blive. Indtil der kommer en af Ryans venner i vejen. En Angie ikke kan udstå. Efter personen er kommet i vejen er Angie helt kold overfor Ryan. Ryan ved nemlig godt Angie ikke kan udstå personen. Hun flytter over til sin far og søster i London, da hun bor hos hendes mor. Hendes mor er aldrig hjemme og Angie har næsten ingen at snakke med. Hvad mon der sker. Kommer der følelser frem?

2Likes
2Kommentarer
286Visninger
AA

2. To Late.

(Angies synsvinkel)

Jeg vågner af en irriterende lyd fra højtaleren. Gnider mig i øjnene og sætter mig helt op. Jeg kigger ud af vinduet og ser at vi er ved at lande. Åh hvor jeg dog glæder mig til at se min far og Celina. Dem har jeg godt nok savnet i lang tid. Min far flyttede til London efter mine forældre blev skilt. Han vil have en af mg og Celina med og mine forældre blev enig om at jeg blev hos min mor, hvor min søster flyttede med min far.

***

Jeg finder min kuffert og begynder at lede efter min far og Celina. Jeg kan se en høj flot mørkhåret pige stå lidt længere henne. Jeg kan genkende hende fordi hun ligner mig rigtig meget. Det er Celina. Jeg løber hen til dem og omfavner dem. "Hej far og Celina" nærmest råber jeg. Jeg får tårer i øjnene da jeg har savnet dem så meget. "Hej min pige" siger min far glad. Jeg kigger op på min søster, Celina. Jeg krammer hende helt vild hårdt. "Hej søs" fniste hun. Min søster og jeg kan snakke om alt og jeg er så glad for at jeg har hende.

Vi kommer hen til en kæmpe bygning. Og jeg siger jer, den er kæmpe stor. Vi går hen til døren og går ind. Der er jo luksus her. Vi går hen til elevatoren og trykker på etage 10. Det er godt nok langt oppe. Det næsten øverst. Okay Angie du snakker for meget med dig selv.

Nej jeg gør ej.

Jo.

Stop så Angie.

Tilbage til the Real World. Vi kommer op på etage 10 og kommer direkte en til en kæmpe lejlighed. Det jo løgn. Det første jeg gør er at løbe hen og smide mig i sofaen. Mi far og søster begynder at flække af grin. "Har i ingen sofa hos mor eller hvad?" Griner Celina. "Haha hvor du sjov var" svarer jeg og ruller øjne af hende.

***

Dagene gik og jeg fik snakkede med Celina og Vanessa. Jeg havde fortalt dem om Ryan og Justin og de forstod mig godt, men de synes jeg skulle snakke med bare en af dem. Og på en eller anden synes jeg de havde ret. Jeg havde aftalt med mig selv at jeg vil ringe og snakke med Ryan senere. Ligenu var jeg på tøsetur med min søster.

"Har du så fået en flirt?" fniste jeg. "Næ egentlig ikke, du ved jo hvordan jeg har det med drenge" svarede hun og kiggede ned i maden. Ja vi sad på en restaurant i London og det smagte vidunderligt. 

***

Jeg lagde mine poser på gulvet og gik hen til klaveret. Ja min far har et klaver, nok kun fordi min søster også spiller. Vi har det fra vores mor, hun elsker også at spille. Jeg elsker at spille klaver og kan også rigtig mange sange. "Angie, mig og Celina tager ud og handler, bliver du her?" råbte min far ude fra gangen af. "Ja bliver her, jeg skal nok låse døren" råbte jeg tilbage. "Super vi ses" nåede han at svare inden han lukkede døren efter sig. Jeg rejste mig fra klaveret og gik ud i gangen og låste døren. Derefter gik jeg ud i køkkenet og fandt noget mad jeg kunne spise. Jeg valgte et brød med nutella da jeg virkelig havde lyst til nutella. Da jeg havde smurt min mad gik jeg ind i stuen igen og fandt min mobil frem. Jeg valgte at ringe til Ryan få at få det hele på plads. Jeg tastede nummeret ind. ^Bip Bip^. Sådan blev det ved i lidt tid. 

"Det Ryan" sagde han. Han havde nok ikke kigget på display. "Øhm, det er Angie.." svarede jeg meget stille, men han hørte det. "Ja? hvad er der?" svarede han total kold. "Jeg vil bare gerne lige snakke om alt det, har du læst brevet?" spurgte jeg lidt mindre nervøs. "Ja har læst det, og det fint" svarede han stadig helt vild kold. "Hvorfor er du så kold overfor mig?" spurgte jeg. Jeg kunne mærke tårene presse. "Fordi.." var det eneste han sagde før jeg lagde på. Jeg kunne ikke klare det mere! Tiden gik og pludselig ringer det på døren. Det kan ikke allerede være min far og søster. Jeg går stille ud og åbner døren. Jeg bliver stille alt går sort for mig. Det kan simpelthen ikke være rigtig. Hvor i alverden ved han hvor jeg bor her. Jeg kan intet, jeg kan ikke bevæge mig. Alt er sort. "Hvor ved du fra at jeg bor her?" får jeg stammet mig frem til. "Jeg ehm, spurgte din far..." svarede han og kiggede ned i jorden. "Okay, men jeg gider alt ikke snakke med dig Justin!" svarede jeg koldt og lukkede døren, men han satte en fod i mellem så den ikke lukkede helt. "Hvorfor Angie, hvorfor?" spurgte han. Det var da det dummeste spørgsmål jeg nogensinde har hørt tænkte jeg bare. "Tænk dig om!!!!" råbte jeg nærmest i hovedet på ham og mine tårer kom frem. Jeg kunne simpelthen ikke mere. Jeg var fortabt. Jeg smækkede døren i og denne gang kom ingen fod i vejen. Hvorfor kom han også lige? Jeg kiggede ud af et hul i døren, og ville se om han stadig var der. Nej ingen Justin, godt.

Lidt efter valgte jeg at ligge en seddel til min far om at jeg var gået i parken. Jeg lagde sedlen på køkkenbordet også var jeg den der var gået. Jeg havde stadig tårer i øjnene. Jeg prøvede at holde dem inde, men jeg kunne ikke. 

Da jeg var kommet ned i parken fandt jeg en bænk og satte mig på. Jeg ville tænke alle tingene igennem. Jeg kunne ikke klare det mere. Jeg tror aldrig jeg skulle have været flyttet aldrig. Det hele er så indviklet. Jeg savner min mor. Jeg savner resten af min familie i Canada. Jeg kunne se længere henne af stien hvor jeg sad på en bænk, at der kom en dreng der virkelig lignede Justin nærmere mod mig. Jeg tænkte bare "Oh fuck". Han kom virkelig nærmere. tættere på mig, og det var ubehagelig. Jeg havde lyst til at løbe, men jeg kunne intet jeg sad fast. Han stod lige foran mig og kiggede mig direkte i øjne, jeg kiggede bare ned i jorden, men jeg kunne mærke hans øjne hvile på mig. "Giv mig en god forklaring!" svarede jeg hårdt da jeg havde taget mig sammen til at tale. "På hvad dog?" svarede han lige gyldigt. "Inden jeg svarer, hvis du ikke ved hvorfor, hvorfor kom du så overhovedet?!" svarede jeg hårdt, ligegyldigt og kold. "Undskyld, jeg ved godt hvad du mener, jeg prøver bare på at glemme det hele!" svarede han og jeg kunne se han virkelig mener det. "Hvordan har du tænkt dig at glemme det, når der er nogen som stadig er såret over det?!" spurgte jeg og tårene kom, jeg kunne ikke holde dem tilbage mere.

"Prøv nu hør, vil du ikke høre min forklaring?" spurgte han virkelig sukker sødt. "Hvorfor skulle jeg?!" spurgte jeg inden jeg gik direkte ind i hans skulder og hjem igen. Jeg græd hele vejen og da jeg kom hjem gik jeg direkte ind på det værelse jeg havde fået. Med en dobbeltseng, sminkebord, skrivebord og et walk in closet. meget fedt, men jeg tænkte ikke over det lige nu. Jeg lagde mig i sengen og begyndte at stor tude. Min søster kom efter lidt tid, da hun nok havde hørt mig bare komme hjem uden at sige hej. "Hva' er der søs?" spurgte hun så sødt at der bredte sig et smil på mine læber, selvom det gjorder ondt. Jeg begyndte at fortælle hende det hele fra start til slut. "Det skal nok gå" sagde hun overbevisende. Jeg blev glad, meget endda, da hun sagde det.

***

Dagene gik og jeg havde lagt alt det med Justin bag mig, sådan nogenlunde.Jeg tænkte stadig lidt på ham. Jeg havde været sammen med Vanessa de sidste par dage og vi blev bedre og bedre venner. Hun var virkelig en dejlig pige.

Lige nu sad vi på Vanessas værelse og spiste is og snakkede konstant. Og grinede selvfølgelig. Det var så dejlig at kunne være sammen med hende. Jeg havde fortalt hende og Justin og det hele og hun forstod mig nogenlunde, men hun sagde jeg skulle prøve at høre på ham. Og jeg tænkte også mig på at gøre det, men jeg vidste ikke helt om jeg skulle gøre det. "Ej kender du den der serie, hvad er det nu den hedder.." grinte Vanessa og tænkte sig om. "Øhm ja det ved jeg jo ikke" grinte jeg og jeg var virkelig flad af grin. "Nårh ja den hedder gossip girl, tror jeg.." grinte hun igen og tabte noget is. Der var jeg flad af grin. "Tror jeg?" grinte jeg.

Ja sådan fortsatte vi, Vanessa vidste ikke om det var den og vi blev ved med at grine, hele tiden altså. 

***

Jeg vågnede af en larm fra stuen. Jeg var ret sikker på det var min søster der spillede klaver. Det gør hun tit om morgnen. Jeg fumlede efter min mobil på natborde. Jeg fandt den, men så dum som jeg nu er skubber jeg den ned på gulvet. Flot Angie, virkelig flot. Det typisk mig. Jeg smider dynen fra mig og rejser mig. Jeg bukker mig ned og tager min mobil. Klokken er 10:00. En besked fra Vanessa og .. Justin. What? Jeg åbner beskeden fra Vanessa. "Hey sweety, kom over ved 12 tiden i dag! Ses" Jeg orkede ikke svare tilbage for hun vidste godt jeg ville komme. Også til Justins besked. "Hej. Jeg vil rigtig gerne tale med dig. Undskyld. Skriv når du vil mødes" det eneste, virkelig. Jeg svarede ikke. Jeg ville vente til jeg kom over til Vanessa så kunne jeg spørge hende hvad hun synes. Jeg traskede ned i stuen og ud i køkkenet. Jeg fandt en skål, noget mælk og havegryn. Bare noget hurtigt mad. Efter maden skyndte jeg mig op på mit værelse. Jeg fandt nogen jeans og en hvid top med en læderjakke ud over. Tog en taske over hovedet, nogen ballariner. Jeg skyndte mig at lægge lidt makeup, sætte mit hår i en hestehale også var jeg den der var smuttet. 

___________________________________________________________________

Nå hvad synes i om kapitel 2? Hvad tror i Vanessa synes Angie skal? Gerne like og kommenter. Kapitel 3 kommer i morgen eller overmorgen. Jeg kan ikke love noget.

Tusind tak ♥

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...