Hvorfor gør du det så kompliceret?

Søren og Victoria er vilde med hinanden... det tyder det ihvertfald på... så hvorfor skal Søren lige pludselig komme sammen med Mille? Hvorfor gør han det når han ved der er noget imellem ham og Victoria? Hvem føler han mest for?

Det her er anden historie om Victoria og Søren.
som jeg også sagde ved første historie... historierne hænger ikke sammen. De er bare forskellige måder for Victoria og Søren at ende sammen på.

P.s undskyld at teksten står så mærkeligt...

2Likes
0Kommentarer
240Visninger
AA

3. Torsdag

''Weee!", skriger Mille og springer op på Sørens ryg.                                                                             Hun har hukommelse som en guldfisk... vi er ligesom igang med at pynte gymnastik salen op til festen vi holder imorgen men Mille har mere travlt med at pjatte med Søren...                                     Gid det mig.                                                                                                                                                   Søren reagere ved at lade som om han taber hende, men tager så fat om hendes lår så hun ikke glider nogen steder.                                                                                                                                   Og så får han øje på mig der kigger på dem.                                                                                           Og former et lydløst 'Undskyld'  med læberne.                                                                                           Jeg vendte mit blik væk.                                                                                                                               Mest fordi han ikke skulle se at jeg fik tårer i øjnene.                                                                               Jeg sidder sammen med Caroline og laver det sidste bordpynt.                                                           Jeg kom vist til at snøfte en enkelt gang fordi hun kiggede bag ud (på Mille og Søren), og puffede så til mig og smilede.                                                                                                                                 Hun prøvede at muntre mig op.                                                                                                                   ''Det kunne se så godt ud hvis han tabte hende'', hvisker Signe så som sidder på min anden side og får mig til at grine.                                                                                                                                 Et kvarter senere er vi færdige med pynten, og gymnastik salen ser fantastisk ud.                             ''Okay allesammen gå I bare over i klassen, jeg skal lige sikre mig at vi har gjort alt hvad vi skulle!'', siger jeg og gestikulerer mod døren.                                                                                           Alle går ud og jeg kravler op af den første ribbe og sikrer mig at guirlanden hænger ordentlig fast. Det skal jeg gøre med alle ribber så det kan måske tage lidt tid.                                                           Cirka et minut senere da jeg oppe i toppen på tredje ribbe går døren op, og Søren kommer ind i en glidende bevægelse.                                                                                                                               Jeg kniber øjnene sammen og ser på ham oppe fra toppen af ribben.                                                 ''Hvad laver du her?'', siger jeg og kravler ned fra ribben.                                                                       ''Ser til min ynglings pige'', siger han og svinger let med armene mens han på vej hen mod mig, med et sødt blik i øjnene.                                                                                                                           Jeg fnyser og ser ham blidt i øjnene.                                                                                                           ''Jamen så er du helt gal på den, fordi Mille er ovre i klassen", siger jeg og holder op med at knibe øjnene sammen af ham mens jeg kravler ned af ribben.                                                                         ''Hvem siger at Mille er min ynglings pige?'', siger han og flytter sig selv tættere på mig.                   ''Tja det skulle man næsten tro siden hun er din kæreste'', siger jeg og træder et skridt tilbage.       ''Kom her'', siger han og prøver at kramme mig men jeg skubber ham væk.                                         ''Lad være Søren. Du har en kæreste, så du kan ikke fjante rundt med mig længere. Det er ikke fair over for Mille. Du er hende jo for helvede utro! Med mig!'', siger jeg og slår lidt ud med armene. Og træder et skridt tilbage fordi han bliver ved med komme imod mig.                                 Lige nu er der ikke noget jeg hellere vil end at mærke hans beskyttende omfavnelse, men det kan jeg ikke tillade.                                                                                                                                         ''Jeg ved det godt, men... det er ikke hende jeg er forelsket i'', siger han og bliver hvor han er.         ''Men det bliver du jo nød til at fortælle hende'', siger jeg og er lige på nippet til at gå tættere på ham.                                                                                                                                                          Han kigger ned på gulvet og så op på mig.                                                                                             ''Men... bliver hun så ik såret?'', siger han og kigger forvirret på mig.                                                     Jeg trækker på skuldrene.                                                                                                                           ''Det kommer an på hvor glad hun er for dig...'', siger jeg og tager et skridt tættere på ham,''... men nu må du da snart have lagt mærke til hvor hurtigt jeg får tårere i øjnene når jeg ser jer sammen''.   Han tager et skridt frem mod mig.                                                                                                               ''Det har aldrig nogensinde været min mening at give dig det indtryk at jeg ikke har følelser for dig'', siger han og kigger mig blidt i øjnene.                                                                                      ''Lige præcis det har jeg aldrig været  tvivl om, men...'', siger jeg og får tårer i øjnene,''... jeg er begyndt at tro at dine følelser for Mille er større'', siger jeg og begynder langsomt at gå over dansegulvet og over til døren.                                                                                                                 Han griber hurtigt fat i mit håndled og trækker mig ind til sig.                                                                 ''Jeg har ingen følelser for Mille'', siger han og ser ned på mig på grund af højde-forskellen.             Jeg trækker mig hurtigt væk og kniber øjnene sammen.                                                                         ''Det er løgn, Søren og du ved det. Hvis ikke du følte for hende på en eller anden måde så ville du ikke være sammen med hende, eller have et problem med at såre hende'', siger jeg koldt.               Jeg vender mig langsomt mod døren.                                                                                                       ''Jeg føler ikke for hende på samme måde som jeg føler for dig'', siger han og tager et skridt mod mig.                                                                                                                                                             Jeg har ryggen til ham og jeg stopper brat op med det skridt jeg skulle lige til at tage.                       ''Hør, Mille er en af mine bedste venner så jeg har det altså ikke godt med at såre hende'', siger han.                                                                                                                                                           Jeg vender mig om mod ham og ser hans lidt paniske blik.                                                                   ''Hvad vil du helst? Såre din ven som sagtens vil kunne tilgive dig eller såre den pige du rent faktisk føler for og som vil have svært ved stole på dig?'', siger jeg og slår ud med hænderne for at vise at han har to valgmuligheder.                                                                                                         Han kommer hen til mig og lægger sine arme om mig og trækker mig ind til sig.                               ''Jeg skal nok sørge for at det hele går i orden'', siger han og kysser mig på panden.                         Jeg sukker og lægger mine arme om hans nak.                                                                                       ''Bare stol på mig. Okay?'', siger han og ser ned på mig igen på grund af højdeforskellen.                ''Jeg stoler på dig'', siger jeg og smiler til ham.                                                                                       ''Nu til hvorfor jeg egentlig kom herind til dig'', siger han og trækker mig længere ind til sig og giver mig en af hans in ear-høretelefoner som han lige har fundet frem.                                                    ''Vil du danse med mig? Jeg ved ikke om vi kommer til det imorgen på grund af Mille, men jeg vil bare så gerne danse med dig'', siger han og i næste sekund strømmer der musik ud af høretelefoner.                                                                                                                                                 ''Mere end noget andet vil jeg danse med dig'', siger jeg og lægger min hånd på hans skulder.       Han smiler og lader sin hånd hvile om min talje og tager min anden hånd og strækker den lidt ud, så vi holder om hinanden som man gør når man danser vals.                                                           Han begynder stille og roligt at føre mig rundt i cirkler på dansegulvet til den søde musik som bliver ført ind i vores øregange.                                                                                                                   Pludselig stoppede sangen og vi stoppede med at snurre rundt i cirkler.                                             Og så lænede Søren sig frem og fik mig til også at læne mig frem...                                                     Og så mødtes vores læber i samme elektritiske kys som igår.                                                               Vi ænser ingenting omkring os. Vi hører intet.                                                                                           ''Victoria! Søren! Hvad fanden laver i?!'', siger nogen henne fra døren, og får mig til at springe forskrækket væk fra Søren med et lille skrig.                                                                                             Og i døren står... Mille.                                                                                                                                 Med et meget såret udtryk i øjne.                                                                                                               Der er et eller andet ved hende... ved hendes blik, ansigts-udtryk eller holdning jeg anede ikke hvad, men der var et eller andet ved hende der gav mig indtrykket af at hun ikke var forskrækket eller overrasket.                                                                                                                                     Som om hun vidste at mig og Søren var...                                                                                                 Men jeg nåede ikke at tænke den tanke til ende før jeg ser at hele klassen står bag Mille i døren.   Jeg stammer febrilsk 'ø-øh' mens jeg kigger panisk frem og tilbage fra Søren og Mille.                     ''Mille, jeg... Øh...'', begynder Søren, men ved vist ikke helt hvordan han skal afslutte den sætning.   Pludselig løber Mille ud af døren og helt ud af bygningen.                                                                       ''Åhh nej, Mille!'', siger Søren og sætter i løb efter hende.                                                                       Alle de andre kigger på ham mens han løber ud af døren.                                                                       Og før de kunne nå at vende deres blikke mod mig, løber jeg ind i et lille rum der er ved siden af døren som er en forlængelse af gymnastik salen.                                                                                     Og så lader jeg tårerne strømme.                                                                                                               Jeg har lige såret en piges følelser bare fordi jeg er for egoistisk til at se at Søren er hendes kæreste.                                                                                                                                                   Ikke min.                                                                                                                                                         Og det var ikke bare hvilken som helst pige. Det var Mille. En af de sødeste og flinkeste mennesker jeg nogensinde har mødt.                                                                                                   Jeg prøver at holde hulkene og snøftene inde indtil jeg hører døren til gymnastik salen blive lukket. Hvad har jeg gjort?                                                                                                                                       Jeg har lige knust en som ikke fortjente det.                                                                                             Jeg lader snøftene, hulkene og tårerne får frit løb og tager hænderne op til mit hoved og presser mine fingre mod min pande, som jeg altid gør når jeg græder.                                                               Fem minutter senere hører jeg døren gå op og prøver desperat at få mine hulk og snøft til at holde op.                                                                                                                                                           Nogen kommer ind i gymnastik salen.                                                                                                       Jeg kan ikke se hvem da de stadig står foran døren.                                                                               Jeg prøver at læne mig så meget op af muren at vedkommende ikke kan se mig.                             Personen kan heller ikke se mig.                                                                                                               Pludselig træder personen frem og kigger sig rundt indtil Carolines blik lander på mig.                     Hør jeg elsker hende, men lige nu vil jeg godt være alene.                                                                     Hendes øjne lyser et øjeblik af medlidenhed, men bliver så hårdt som det altid er.                             Carolines blik er altid hårdt, fordi hun er den hardcore type, så det var ikke noget jeg tog personligt.                                                                                                                                                       Hun skyndte sig hen og sidde ved siden af mig.                                                                                       Jeg så hurtigt på hende med mit tårevæddede blik og vendte så mit blik lige ud igen.                       ''Hvad er der galt?'', spørger hun.                                                                                                               Hvad der er galt? Hun plejer ikke at være tomhjernet...                                                                           Jeg lavede et lille grin og vendte mit blik mod hende igen.                                                                     ''Hvad der er galt? Jeg har lige smadret Milles følelser. Det er det der er galt!'', siger jeg og hulker stille.                                                                                                                                                           ''Det skal nok gå'', siger Caroline stille,''kom nu, jeg kom egentlig over for at hente dig, fordi Dorthe vil gerne have samling på os''.                                                                                                       ''Okay'', siger jeg og tører tårerne på mine kinder væk og håber at min make-up ikke er tværet ud. Og så går det op for mig... Mille ser ud til at være rigtig såret over det hun lige har set.                     Og det hun lige har set var mig og Søren. Der udtrykte vores kærlighed til hinanden.                         Hvis det sårede hende så meget, som det så ud til, så vil jeg aldrig gøre det igen.                             Altså udtrykke min kærlighed til Søren.                                                                                                       Hvis det sårede hende vil jeg aldrig gøre det igen.                                                                                   Jeg standsede pludselig op da faktum gik op for mig.                                                                             Jeg må ikke vise min kærlighed til Søren igen.                                                                                         Caroline vender sig om og ser på mig, mens jeg får tårer i øjnene.                                                       Jeg må ikke vise at jeg elsker Søren.                                                                                                         Jeg kigger op på Caroline.                                                                                                                         ''Jeg må finde Søren'', siger jeg langsomt og går så hurtigt over mod døren.                                       ''Jeg går med. Jeg vil være sikker på at Søren ikke er Mille utro igen'', siger hun koldt.                     Jeg vender mig hurtigt og fornærmet om.                                                                                                   ''Hør her, jeg ved godt at jeg har såret Mille og Søren kan ikke tage hele skylden, men det her er kun sket fordi Søren ikke vil såre Mille ved at fortælle hende sandheden. Og du ved ikke en skid af hvad det hele handler om så du kan ikke udtale dig om noget. Det eneste du ved er at Mille har set mig og Søren sammen'', siger jeg ret vredt op i Carolines ansigt.                                                   Hun krydser armene over sit bryst, og sætter hofter til siden og kniber øjnene sammen.                     Mega provokerende måde at stå på.                                                                                                         "Du kunne have afvist ham", siger hun med sammenknebne øjne.                                                  Hun er utrolig.                                                                                                                                                 ''Det kan godt være at du er så 'hardcore' at du kan vænne ryggen til den du elsker, men både du og jeg ved at jeg ikke er som dig'', siger jeg lige så koldt og vænner rundt på hælen og åbner døren.                                                                                                                                                         Jeg skynder mig ud i skolegården, med Caroline lige i hælene.                                                             Jeg kigger mig lidt rundt for at se om han er i skolegården.                                                                   Men der er ikke en eneste sjæl i skolegården.                                                                                         Så jeg går mod lærergangen så jeg kan kommer over i kantinen.                                                         Men der er han heller ikke. Så jeg går mod gangen foran klassen.                                                       Og lige som jeg kommer op af trappen, kommer han ud af klassen med bøjet hoved.                       Han løftede hovedet og fik øje på mig.                                                                                                       Og han prøvede at smile til mig. Men han kunne ikke.                                                                             Vi går frem mod hinanden, og han lægger op til et kram.                                                                         Jeg skal lige til at lægge mine arme om hans nak, men kommer så i tanke om hvad jeg skulle sige.                                                                                                                                                           Jeg skubber ham væk, og han sender mig et forvirret blik.                                                                     Jeg tager hans hånd og træder et skridt tættere på ham.                                                                       Og kigger ham dybt i øjnene, mens jeg tager en dyb indånding.                                                             ''Søren... det her må stoppe'', siger jeg og ser på ham, mens jeg forholdsvis får ret hurtigt tårer i øjnene.                                                                                                                                                   Hans blik bliver hurtigt panisk og bange.                                                                                                   ''Jeg ved det godt... jeg skulle aldrig have kommet sammen med Mille'', siger han og stryger mig over kinden.                                                                                                                                               Han har helt misforstået det.                                                                                                                       ''Nej det er ikke det jeg mener. Det her går bare ikke. Kan du ikke se hvor meget vi har såret Mille? Jeg vil altså aldrig være skyld i at hun bliver såret igen'', siger jeg.                                             Hans blik bliver endnu mere panisk.                                                                                                           ''Hvad? Hvad mener du? Synes du at vi skal... gå hvert til sit?'', siger han og prøver at snige en hånd om på min ryg, men jeg nåede at tage den inden den nåede uden for min rækkevide.             Jeg tog en dyb indåndning så min stemme ikke ville ryste så meget.                                                   ''Jeg er ked af det Søren'', dramatisk pause,''men der ikke noget 'vi' længere... Faktisk... vidste jeg ikke engang at der var et andet vi end dig og Mille'', siger jeg og en flygtig tåre løber ned af mine kinder.                                                                                                                                             Han lader tåren løbe. Mest fordi der også løber nogle ned af hans kinder.                                           ''Nej... Du må... Du må ikke...''.                                                                                                                  Du må ikke gå.                                                                                                                                             Jeg gjorde mit blik hårdt, vredt og koldt. Mest fordi han ikke engang kunne sige det.                         Og så trådte jeg et skridt tilbage, mens han stadig havde fast i min hånd.                                           ''Jo jeg må'', sagde jeg koldt og går bagud.                                                                                               Og jo mere jeg går bagud, løsnes mit blik op og min hånd falder mere og mere ud af hans.             Da den næste tårer løber ned over min kind, og min hånd er ude af hans, vender jeg om for at gå ned af trappen... og ser så Caroline stå med foldede arme, hoften til siden og sammenknebne øjne.                                                                                                                                                          Jeg ser hurtigt ned af hende med et skulende blik (eller så skulende jeg kan være når jeg tårer i øjnene).                                                                                                                                                   ''Tak for din tiltro, ven'', siger jeg inden jeg skynder mig uden om hende og ned af trappen.             Jeg skynder mig ned til gangen med biologi lokalet og sætter mig bag ved skabet der nede i enden af gangen.                                                                                                                                           Og så får tårerne frit løb. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...