Hvorfor gør du det så kompliceret?

Søren og Victoria er vilde med hinanden... det tyder det ihvertfald på... så hvorfor skal Søren lige pludselig komme sammen med Mille? Hvorfor gør han det når han ved der er noget imellem ham og Victoria? Hvem føler han mest for?

Det her er anden historie om Victoria og Søren.
som jeg også sagde ved første historie... historierne hænger ikke sammen. De er bare forskellige måder for Victoria og Søren at ende sammen på.

P.s undskyld at teksten står så mærkeligt...

2Likes
0Kommentarer
251Visninger
AA

1. Tirsdag

'Mål!' tænker jeg inden i mig selv da jeg ser Søren få bolden i kurven, ude i skolegården.         Hans brune øjne skinner og han smiler bredt da han får øje på mig igennem vinduet.                   Jeg rødmer og ser ned i mit bord. Og smiler mit bredeste smil. Han smilede til mig. Som altid bliver jeg helt forfjamsket når han smiler til mig.                                                                                         Okay nu må jeg hellere lade være at glo ud af vinduet igen i det her frikvarter. Gad vide hvad der vil ske til festen vi skal holde på fredag i den her uge... Jeg har en ret god fornemmelse af at der vil ske noget imellem mig og Sø-...                                                                                                     ''RING!'', lyder klokkens rustne klang og afbryder mit tanke spind.                                                         Dybe vejrtrækninger, dybe vejrtrækninger... Det er en underlig vane jeg har fået som jeg altid gør lige inden jeg ved jeg skal sige 'hej' til Søren.                                                                                     Lige da jeg skal til tredje dybe vejrtrækning, kommer han ind. Som sædvanlig med et lille smil og blikket rettet mod mig.                                                                                                                         ''Hej'', siger jeg og smiler til ham.                                                                                                                 ''Hej'', siger han og smiler til mig, mens han dumper ned på sin plads lige ved siden af mig, med et suk.                                                                                                                                                             Jeg kan huske at jeg blev overlykkelig da Dorthe gav os de her pladser. Det sagde jeg selvfølgelig ikke til andre end dem der ved besked om mine følelser for Søren.                           Hele klassen sidder i firemandsgrupper og i min gruppe sidder Eimantas og Caroline overfor mig og Søren.                                                                                                                                                       Ved siden af os (fire meter til højre) sidder Laura, Emilie, Emma og Povl.                                     Midt i klassen sidder Mille, Anne-Sofie, Long og Mads.                                                                     Helt foran i klassen til venstre sidder Christian, Albert, Signe og Sabrina.                                       Helt foran i klassen til højre sidder Isabella, Cecilie, Mike og Anja.                                                     Vi skal have matematik, så støjniveauet er højere end det plejer. Det er en underlig ting.               Vi snakker altid meget mere end normalt når vi skal have matematik. Vi ved ikke hvorfor vi gør det. Det gør vi bare.                                                                                                                                     Alle er ifærd med at fiske deres matematik bøger op af deres tasker. Også mig og Søren.         Og lige da jeg har taget min bog frem taber jeg et stykke papir som kommer ud af min bog.       Og mig og Søren rækker ud efter det på præcis samme tidspunkt. Og vores hænder mødes... i et elektriskt sammenstød.                                                                                                                               Vi ser op i hinandens øjne, og bliver ved med at stirre ind i hinandens øjne indtil Allan kommer ind af døren fem sekunder senere.                                                                                                                   Matematik gik som det plejer. Som en hel normal time, dog med et par smil og søde blikke til og fra Søren.                                                                                                                                                       Vi har lige fået fri og som sædvanlig er jeg mega langsom til at pakke min taske så mig, Emilie, Signe og Sabrina er de sidste der kommer ud af klassen. Vi skynder os at tage vores cykler og trækker dem mod cykelstien som ligger lige ved siden af der hvor busserne holder.                     Og hvor jeg ved Søren er. Dybe vejrtrækninger, dybe vejrtrækninger.                                             Jeg er lige ved cykelstien da jeg ser det.                                                                                       Helvede på jord.                                                                                                                                           Mit helvede på jord. Søren.                                                                                                                     Der står og kysser Mille.                                                                                                                     Hvad? tænker jeg såret og chokeret inden i mig selv.                                                                         Nu trækker han sig væk fra hende og ser på hende... Vent... Han ser anderledes på hende end han gør på mig... Når han ser på mig er hans blik fuld af omsorg, blidhed, længsel... kærlighed. Lige nu kigger han på Mille som er hun en kartoffel. Hun kan ikke selv se det, men det kan jeg. Pludselig ser han op og får øje på mig og mit sårede blik. Og hans blik er panisk. På grænsen til bange. Ked af det. Sikkert over at han har såret mig. Jeg skynder mig væk derfra.                     Hvad laver han med Mille?...                                                                                                                  Når han også har gang i noget med mig... Hvad i alverden foregår der i hovedet på den dreng? Lige nu er jeg pænt splittet...                                                                                                                       Jeg er så vred over at han har ladet mig tro at der var noget imellem os, når han nu er sammen med Mille... Men jeg har en brændende lyst til at spørge ham hvad fanden der foregår.               Jeg tror bare ikke at Mille er så meget med på at jeg skal snakke alene med Søren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...