Hvorfor gør du det så kompliceret?

Søren og Victoria er vilde med hinanden... det tyder det ihvertfald på... så hvorfor skal Søren lige pludselig komme sammen med Mille? Hvorfor gør han det når han ved der er noget imellem ham og Victoria? Hvem føler han mest for?

Det her er anden historie om Victoria og Søren.
som jeg også sagde ved første historie... historierne hænger ikke sammen. De er bare forskellige måder for Victoria og Søren at ende sammen på.

P.s undskyld at teksten står så mærkeligt...

2Likes
0Kommentarer
236Visninger
AA

2. Onsdag

Jeg kunne mærke hans bekymrede blik som borede sig ind i min kind.                                               Jeg prøvede at holde mit blik fast på Dorthe, selvom jeg blev nød til at bide mig i læben for ikke at give ham nogen opmærksomhed. Overhovedet.                                                                               Siden i går hvor jeg så ham og Mille sammen, har jeg ikke engang skænket ham et blik.                 Først gjorde han som han plejede, sagde hej til mig, smilede til mig, så på mig.                                 Men eftersom jeg ikke svarede tilbage på noget af det, blev han efterhånden klar over at der var noget galt.                                                                                                                                                Jeg kunne se ud af øjenkrogen at han rettede sig op og hev et lille stykke papir ud af sit hæfte og begyndte at skrive på det.                                                                                                                       Da han var færdig med at skrive på det skubbede han det over mod mig.                                           Jeg læste den hurtigt.                                                                                                                                   Den sagde:'Hvad er der galt?'.                                                                                                                   Jeg kiggede op på ham. Uden at smile.                                                                                                     Han prøvede at smile til mig.                                                                                                                       Og inden han kunne nå at gøre noget krøllede jeg papiret sammen og kastede det i hovedet på ham og lænede mig tilbage på stolen og foldede mine arme over mit bryst.                                         Hans reaktion var pokerface. Men det var bare en facade.                                                                     Jeg kunne se at jeg sårede ham.                                                                                                               Fjols.                                                                                                                                                               Han har Mille... så hvorfor kan han ikke bare lade mig være.                                                                   Jeg rettede mit blik op igen og så at Caroline kiggede på os.                                                               Men da hun så at jeg kiggede på hende kiggede hun væk.                                                                     Med den vi sidder ved siden af.                                                                                                                   Jubi.                                                                                                                                                               Jeg spurgte ikke Søren hvor vi skulle gå hen, jeg gik bare og regnede med at han fulgte med.         Og det gjorde han.                                                                                                                                         Jeg gik ned af trappen mod børnekælderen så ingen kunne høre os (og se os).                                 Jeg havde allerede lavet det vi skulle lave, så jeg havde ikke noget at lave udover at hjælpe Søren men det behøvede han ikke.                                                                                                               Fordi da vi havde sat os ned for at arbejde fandt jeg ud af at han også havde lavet hans.                 Jeg rejste mig for at gå op i klassen igen.                                                                                                 ''Nej, bliv her'', sagde han og hev fat om mit håndled og trak mig tilbage på bænken vi sad på.         Jeg satte mig ned og så på mine hænder i mit skød.                                                                               ''Hvad er det der sker?'', spørger han og kigger forundret på mig.                                                         Jeg kiggede overrasket og fustreret op på ham.                                                                                       ''Seriøst? Spørger du virkelig om det?'', siger jeg og kigger ham lidt vredt i øjnene.                           Han ser ud som om han er på nippet til at grine.                                                                                       ''Jamen for helvede jeg kan jo ikke gøre dig glad igen, hvis ikke jeg ved hvad din mopsethed handler om!'', siger han så og lader som om han er furstreret.                                                         ''Jeg er aldeles ikke mopset!'', siger jeg og folder armene over mit bryst.                                             ''Hvad er du så?'', siger han og kigger på mine øjne.                                                                               ''Lad være med at prøve at lade som om du ikke ved hvad der er galt'', siger jeg stille.                     Han svarer ikke.                                                                                                                                             ''Så... er du glad for at være sammen med Mille?'', siger jeg efter lidt tid og vender mig mod trappen så han ikke kan se at spørgsmålet giver mig tårer i øjnene.                                                     ''Er du?'', spørger han og kigger mig meningsfuldt i øjnene.                                                                   ''Hvad betyder min mening?'', siger jeg koldt.                                                                                           Jeg kan mærke at han rykker tættere på.                                                                                                   ''Den betyder skam meget. For mig'', siger han og jeg kan mærke at han ser blidt på mig.               Jeg vender mit ansigt og mine blanke øjne mod ham.                                                                             Hans ansigt er kun cirka ti centimeter fra mit.                                                                                           Vi læner os begge frem mod hinanden.                                                                                                     Og i takt med hvor tættere på ham jeg kommer, banker mit hjerte hurtigere og min hånd sniger sig op mod hans nak og hans hånd vandrer om den ene af mine hofter som er længst væk fra ham.     Og så mødes vores læber i et elektriskt sammenstød.                                                                           Pludselig får lyden af fodtrin på trappen os til at farer skræmt væk fra hinanden.                                 ''Skaaat? Er du hernede?'', lyder Mille's glade stemme.                                                                         Jeg plejer godt at kunne lide Mille men lige nu er der ikke nogen jeg hader mere end hende. Og det har ikke noget med hende at gøre... Hun har bare taget det fra mig der gør mest lykkelig.           Det der får mig til at være mig.                                                                                                                   Hun har taget en del af mig fra mig.                                                                                                           ''Lige her!'', råber Søren og i næste sekund ser vi Mille snurre rundt om trappen og gelænderet.     ''Der var du!'', siger hun og går hurtig hen til Søren og omfavner ham i et langt knus.                           Mille har ryggen til mig og Søren ser mig i øjnene.                                                                                   Ser at jeg får tårer i øjnene og sender ham et ked af det blik.                                                                 Jeg når ikke at se hvad han svarer til mit blik og mine blanke øjne, fordi jeg snurrer hurtigt rundt og småløber op ad trappen.                                                                                                                         Jeg kan mærke hans blik i nakken.                                                                                                             Men jeg kan ikke lade det påvirke mig.                                                                                                     Hmm... Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke lige nu. Jeg er så chokeret over at jeg lige har fået det jeg har længtes allermest efter i lang tid. Hans kys.                                                                             Men jeg er endnu mere chokeret over at han kan kysse mig i et sekund og så i det næste kan han kramme Mille.                                                                                                                                         Han må vælge.                                                                                                                                               Mig eller Mille.                                                                                                                                               Og så må vi bare håbe at han vælger rigtigt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...