Hvorfor gør du det så kompliceret?

Søren og Victoria er vilde med hinanden... det tyder det ihvertfald på... så hvorfor skal Søren lige pludselig komme sammen med Mille? Hvorfor gør han det når han ved der er noget imellem ham og Victoria? Hvem føler han mest for?

Det her er anden historie om Victoria og Søren.
som jeg også sagde ved første historie... historierne hænger ikke sammen. De er bare forskellige måder for Victoria og Søren at ende sammen på.

P.s undskyld at teksten står så mærkeligt...

2Likes
0Kommentarer
236Visninger
AA

4. Fredag

Jeg kan mærke alles blikke borer sig ind i mig og Søren, da han sætter sig ned ved siden af mig. Mine arme er foldede og mit blik er låst på taget på sydfløjen som jeg kan se ud af vinduet.             Behøver de stirre sådan på os?                                                                                                                 Nej det er ikke alle der stirrer på os.                                                                                                           Mille kigger bare ned i sit bord og prøver at være ligeglad.                                                                     Jeg bider mig i læben da mine øjne bliver blanke, for ikke at komme til at græde af delvis raseri på mig selv, og delvis raseri på at klassen bare bliver ved med stirrer på os.                                     Tredive sekunder senere (da mine øjne ikke er blanke længere), vender jeg hovedet, mest for at se hvordan Søren havde det, men så opdager jeg at alle stadigvæk kigger på os. Selv Mille.           Og så blusser mit raseri op. Nu kan det fandeme være nok!                                                                   De kan simpelthen ikke være bekendt at glo sådan! Helt seriøst de så på mig og Søren som om vi var handicappede!                                                                                                                               Mit raseri-meter røg i vejret.                                                                                                                         Men før jeg kunne gøre noget ved det, kom Dorthe hurtigt ind af døren og afbrød (heldigvis) de andres stirren.                                                                                                                                           ''Hej alle sammen! Idag skal vi...'', siger hun og forklarer os hvad vi skal lave selvom vi godt ved det.                                                                                                                                                                 Vi skulle have gjort det sidste klart til festen, men det var ikke af den grund jeg ikke hørte efter.       Jeg skulle sikre mig at alle ikke så på mig og Søren.                                                                               Jeg kunne ikke modstå han længere.                                                                                                         Selvom jeg ikke kunne kramme ham eller... kysse ham så blev jeg bare nød til at mærke ham.         Føle hans varme komme fra ham til mig.                                                                                                   Føle hans nærvær.                                                                                                                                       Så jeg tjekkede endnu en gang om der var nogen der så på os...                                                         Og så tog jeg hans hånd som hang slapt ned ved siden af hans stol.                                                     Jeg kunne mærke at han blev glad.                                                                                                             Han så overrasket over på mig, og jeg smilede til ham og lagde min finger over min læbe så han forstod at det skulle blive mellem os.                                                                                                     Min hånd blev varm og det samme blev jeg.                                                                                             Men det er forkert af mig...                                                                                                                           Undskyld, former jeg med læberne op mod loftet, op mod gud.                                                             Mest fordi jeg tror på at kun gud kan dømme dig.                                                                                     Fem minutter senere slipper jeg Sørens hånd fordi vi skal igang med det Dorthe har fundet på.       Vi skal have lavet det sidste til den fest vi skal holde i aften.                                                                   Jeg har egentlig ikke rigtig lyst til at tage til den fest længere... jeg mener først så jeg festen som en måde jeg måske kunne komme lidt tættere på Søren på.                                                                 Nu ser jeg det som tortur.                                                                                                                             Altså hverken mig eller Søren kan være sammen med dem vi vil af hensyn til Mille, og det sårer mig og Søren at vi ikke kan være sammen, men det sårer Mille hvis vi er sammen.                           Jeg tror bare jeg bliver hjemme...                                                                                                               Jeg kan sikkert godt få Emilie, Signe eller Sabrina til at holde skansen med pynten som jeg står for.                                                                                                                                                                   ''Tori? Kommer du?'', spørger Signe og flår mig ud af mit tankespind.                                                 ''Ja jeg kommer nu'', siger jeg og følger efter efter dem ud af døren.                                                     Som formænd skal vi sikre os at alting er som det skal være.                                                                 ''Øhhm venner... må jeg godt slippe for at  komme med i aften?'', spørger jeg dem da vi har sat os ned i kantinen.                                                                                                                                               De glor allesammen på mig, som jeg er sindssyg. Med lidt medfølelse i blikket men også frygt for at de skal gøre mig ked af det.                                                                                                                   ''Jo. Det må du godt. Men det skal nok gå'', siger Sabrina til mig.                                                         ''Tak Sabrina'', siger jeg og smiler til hende. 

 

***

 

''Hvad? Hvorfor er du ikke nede på skolen?'', siger mor og stikker hovedet ind af døren.                   ''Jeg har besluttet mig for ikke at tage med til festen. Hvis det eneste jeg kan er at såre dem omkring mig, bør jeg slet ikke være der'', siger jeg og zapper lidt rundt på kanalerne på mit tv.         ''Når... jamen du kan jo altid skifte mening og hvis du gør så tror jeg at du er velkommen dernede'', siger hun og lukker døren.                                                                                                                           Bare for at åbne den igen og sige:''jeg cykler lige ned til Bedste''.                                                         ''OKAY'', råber jeg gennem døren.                                                                                                             Jeg bøvser en 'boller i karry'-bøvs fordi vi lige har spist aftensmad.                                                       Nu er klokken også seks, så festen er gået i gang...                                                                               Jeg må sige en del af mig ønskede at være dernede, men en del af mig hader mig for at såre Mille sådan hele tiden...                                                                                                                               Jeg er træt af at være forelsket.                                                                                                                 Det bringer ikke andet med sig end fokusmangel, smerte, tårer og forvirring.                                     Og drama.                                                                                                                                                     Der er alt for meget drama i at være forelsket.                                                                                         For at sige det mildt... så vil jeg bare gerne glemme det hele.                                                               Jeg vil bare gerne have at alt går tilbage til hvordan det hele var før jeg blev forelsket i Søren...       Men hvad ville der så ske?                                                                                                                           Jeg mener.... når jeg ikke har lyst til at leve længere, så er det tanken om ham der holder mig igang... Det er på grund af ham jeg lever hver dag...                                                                                 Hvis han ikke var der... ville jeg ikke ane hvad jeg skulle gøre.                                                               Uden ham... hvem ville jeg så være?                                                                                                           Hvis han ikke var her... hvem skulle så give mig livslyst?                                                                         Hvis han ikke var her... hvem skulle så få mig til at være mig?                                                               Hvis han ikke var her... hvordan ville min verden så være?                                                                     Hvis han ikke var her... hvem skulle så få mig til at smile mit rigtige (lykkelige) smil?                           Hvis han ikke var her... hvem skulle få mig til at føle mig hel og varm?                                                   Hvis han ikke var her... hvem ville jeg så være?                                                                                         Hvis han ikke var her... hvorfor skulle jeg så?                                                                                             Tanken om en verden uden ham... giver mig tårer i øjnene...                                                                   Jeg trækker mine ben op til mig og gemmer ansigtet i mine lår og begynder at græde.                     Hvorfor skulle jeg være hvor han ikke er?                                                                                                   Min mascara løber ned af mine kinder og snøftene kommer i stride strømme nu.                               Og så går det op for mig...                                                                                                                           Jeg har fundet ægte kærlighed.                                                                                                                   Og jeg har spildt den... fordi jeg ikke ville såre Mille.                                                                               Jeg tudbrøler nu...                                                                                                                                         Pludselig kan jeg høre at det banker på døren så jeg skynder mig ud til spejlet og tørrer min udtværede mascara væk med hånden og pusser næsen.                                                                       Men man kan stadig se at jeg har grædt på grund af mine røde øjne.                                                   Når det kan være ligemeget.                                                                                                                       Jeg skynder mig ud til døren og ser en kvindeskikkelse der står på den anden side af døren.           Åhh nej...                                                                                                                                                  Jeg åbner døren og ser på Mille som ser... indrømmet: Ret godt ud i sin grå kjole.                           ''Hej Victoria'', siger hun og prøver at smile til mig.                                                                                   ''Hej Mille'', siger jeg og ser på hende og prøver at lade være med at knibe øjnene sammen.           ''Du burde da være til fest nu'', siger jeg før hun kan nå at komme mig i forkøbet.                               ''Det burde du også'', siger hun så sødt som hun kan uden at det skal lyde falsk.                                 Jeg kigger væk og stryger mig på armen med min sweater.                                                                   ''Ikke hvis... ligemeget'', siger jeg og undlader at sige det sidste så hun ikke bliver ked af det.         ''Ikke hvis... hvad?'', siger hun insisterende.                                                                                               Tja... hvad har jeg at miste?                                                                                                                         Jeg retter mig op og ser hende i øjnene.                                                                                                   ''Ikke hvis jeg ikke kan være sammen med Søren. Og heller ikke hvis jeg sårer dig i mens jeg er sammen med Søren'', siger jeg og holder nøje øje med om hun får et sæt, klipper med øjnene... Alt hvad der kan tyde på at jeg sårer hende.                                                                                             Men nej.                                                                                                                                                         Hendes ansigt er ligesom før, totalt upåvirket. Som om jeg bare lige havde nævnt at jeg fik boller i carry til aftensmad og ikke at jeg elsker hendes utro ekskæreste.                                                         Hun tager et skridt ind i huset og går ind i køkkenet og sætter sig på den første og den bedste stol hun fandt.                                                                                                                                                       ''Se at få dit tøj på! Du skal til galla nu!'', siger hun og smiler til mig.                                                       Hvad? tænker jeg inden i mig selv og kigger forvirret på hende.                                                             ''Hvad? Nej, nej jeg skal ej. Ikke hvis det kun sårer dig, mig og Søren'', siger jeg til hende.                 Hun ryster på hovedet og rejser sig op og lægger en arm om min skulder.                                           ''Men det er jo lige præcis det det ikke gør! Jeg har det altså helt fint med det dig og Søren har gang i! Da jeg så ham kysse dig... gik det op for mig at han kun elskede dig'', siger hun og smiler til mig.                                                                                                                                                             ''E-elsker? Elsker han mig?'', stammer jeg og mine øjne skinner.                                                           Hun giver min skulder et klem.                                                                                                                     ''Tag nu ned og tag hvad der er dit'', siger hun og skubber mig ind på mit værelse.                             Jeg skynder mig at tage min kjole (en hvid kjole som er kort foran men lang bag på og som har blonder) og lægge noget ny make up som kan gemme de blodskudte øjne.                                         Jeg skynder mig ud i køkkenet og får Mille til at skrive en seddel til min mor om hvor jeg er, mens jeg selv tager sko og jakke på.                                                                                                                   ''Okay Mille lad os gå!'', siger jeg og åbner døren for at se der er en bil der holder udenfor husets indkørsel.                                                                                                                                                       ''Kom nu!'', siger hun og går mod bilen og åbner døren og sætter sig ind.                                             Jeg skynder mig at råbe farvel til Vagner og småløber så hen til bilen og sætter mig ind.                   ''Tak Mille'', siger jeg og krammer hende, da vi er blevet sat af nede på skolen.                                 Hun krammer mig tilbage og hiver mig så med mod gymnastik salen hvor festen holdes.                 Der er helt stille derinde. De er nok igang med velkomsttalen.                                                               Mille styrer lige mod døren.                                                                                                                         ''Nej Mille! Vi kan sgu da ikke bare vade ind mit i velkomsttalen!'', siger jeg og prøver at hive hende tilbage.                                                                                                                                               ''Kom nu bare'', siger hun og før jeg når at gøre noget som helst åbne hun døren og går ind og hiver mig med ind.                                                                                                                                         Jeg prøver at holde mit blik og ansigt så neutralt som muligt.                                                                 Mest fordi jeg er bange for alle de blikke der måske venter mig.                                                           Men lige da jeg kommer ind, siger Mille:''Undskyld vi kommer for sent''.                                               Lige da jeg har fået balance igen søger mit blik det, det altid søger.                                                     Ham.                                                                                                                                                               Og det tog mig en brøkdel af et sekund at finde ham i mængden der alle sammen kiggede på mig og Mille.                                                                                                                                                   Hans blik skilte sig ud fordi han ikke kiggede på mig og Mille.                                                               Han kiggede kun på mig.                                                                                                                             Hans øjne lyste af glæde.                                                                                                                             ''Jeg har noget jeg gerne vil sige! Må jeg godt låne mikrofonen Sabrina?'', siger Mille og går hen mod Sabrina og rækker hånden frem for at få mikrofonen af Sabrina.                                                   Og Sabrina giver den til hende.                                                                                                                   Grr...                                                                                                                                                               ''Okay... jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklarer det, men alt er iorden! Lad Søren og Victoria være sammen!'', siger hun.                                                                                                                         Jeg smiler taknemmeligt til hende og retter derefter mit blik på Søren igen, men han er væk.           Hvad?                                                                                                                                                             Hallo vi er omkring tyve mennesker i den her sal det burde sgu da ikke være så svært at finde ham.                                                                                                                                                               Nej vent... han står ovre i den modsatte side af salen og ser på mig.                                                     Igennem Mille.                                                                                                                                               Mille ser fra mig og til Søren og tilbage igen.                                                                                             ''Kom så her hen i to'', siger hun og gestikulere mod mig og Søren.                                                       Og så kan jeg ikke stå imod længere.                                                                                                       Jeg løber hen i armene på Søren og lægger armene om hans hals og stiller mig på tæer så min kind kan røre ved hans.                                                                                                                                 Og så begynder Mille og resten af forsamlingen at huje og klappe af os.                                             Jeg læner mit hoved lidt tilbage så jeg kan se ham i øjnene.                                                                   Han smiler til mig.                                                                                                                                         Jeg smiler tilbage.                                                                                                                                         ''Jeg elsker dig'', siger vi i munden på hinanden.                                                                                       Og så læner ham sig ned mod mig... lader sig selv finde vej til mine læber...                                       Jeg byder ham velkommen ved at komme ham i møde.                                                                         Resten af aftenen tilbringer jeg i hans arme.                                                                                             Mit blik fastgjort på ham, når jeg jeg ikke var tvunget til at se væk.                                                         Vi skulle selvfølgelig også have taget et billede af hele forsamlingen.                                                   På det billede sidder mig og Søren på gulvet.                                                                                           Mine lår sidder over hans, hans hånd er rundt om min hofte, min er rundt om hans nak, vores pander støder mod hinanden og vi smiler.                                                                                                 Alle de andre står op og smiler.                                                                                                                   Alle de andre står enten med en arm om dem ved siden af eller et underligt ansigts-udtryk.             Et for sjov billede, kan man vel sige.                                                                                                           Men for mig var der intet sjovt ved det.                                                                                                       Kun lykke og glæde.                                                                                                                                                                                                                                                                

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...