Dengang jeg ikke vidste bedre.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2013
  • Opdateret: 22 jan. 2014
  • Status: Igang
Mads er 22 og er i militæret. Han har en lille pige på 2, og en kæreste ved navn Louise. De havde et liv i sus og dus, indtil Mads modtager et brev. Han skal til Afghanistan, og forlade sin kæreste og datter i 2 år, og pludselig går alting stærkere end han lige regnede med.

0Likes
0Kommentarer
415Visninger
AA

2. Lyset forsvinder langsomt.

Jeg åbnede langsomt øjnene, og kiggede rundt. En kraftig smerte bredte sig fra min brystkasse og ud mod mine arme. Jeg kneb øjnene sammen, og blinkede et par gange. En svag pivlyd gennemborede mine ører. Det var først lige gået op for mig at jeepen lå på siden. Så begyndte jeg stille at huske. Jeg tog mig til hovedet, og kunne mærke en klistret masse i mit hår. Jeg behøvede ikke at tjekke, da jeg udmærket godt vidste hvad det var. Blod. Panikken bredte sig langsomt i min mave, og jeg kunne mærke jeg bare skulle ud af bilen. Jeg klikkede selen af, og fik sparket forruden ud. Jeg kravlede langsomt ud, og da jeg kom op og stå, fik jeg kigget lidt bedre på bilen. Der var ikke ild nogen steder, hvilket var godt. Der var ingen bevægelse eller lyde inde fra bilen. Det kunne umuligt være godt. Jeg bevægede mig over mod dørene, og prøvede at åbne dem.
Fordøren kunne ikke åbnes, og jeg kunne ikke se Louise derinde. Jeg gik videre til den næste dør, og så 2 skikkelser der lignede personer derinde. Jeg rev døren op, og hev den første person op. Det var Tobias. Hans ansigt var smurt ind i blod, og på hans tøj var der en kæmpe blodpøl. Jeg ruskede i ham, kaldte hans navn, men fik intet svar. Jeg bare ham lidt væk, og lagde ham på jorden i aflåst sideleje, i håb om at han bare var besvimet.
Jeg gik over til bilen igen, og tog fat i den næste person. Det var Jeanette. Hun var røget frem i bilen da vi blev ramt af noget. Jeg fik hende ud, og kiggede på hende. Hendes øjne var lukkede, og blod løb stille ud af munden på hende. Hun så helt fredfyldt ud. Jeg lagde øret ned til hendes mund, og lyttede. Et svagt åndedræt kunne høres. Jeg ruskede let i hende. 
"Jeanette? Jeanette?!" Hun åbnede stille øjnene, og kiggede på mig.
"Mads... Mad.. Mads, hvad skete der...?" Hun hviskede næsten til mig. Jeg bag hende lidt væk fra jeepen, og satte hende op. Jeg fandt min vanddunk frem, åbnede den og gav den til hende. Hun nikkede som tak, og tog imod den med lettere besvær.
"Har du ondt?" Jeg kiggede på hende imens hun drak.
"Ja. I venstre side af brystkassen. Det føles som om jeg ikke kan trække vejret." hun hostede kraftigt, og spyttede blod op. Jeg tog en dyb indånding, og lagde hende ned.
"Jeg tror du har punkteret en lunge. Lig dig på venstre side. Jeg vil lige skynde mig at få resten ud. Klarer du dig?" Hun nikkede til svar, og lagde sig på venstre side.
Jeg små løb over mod bilen, og fik øje på Markus. Jeg hev ham hurtigt ud, og kunne se han ikke havde større skader, andet end lidt skrammer i ansigtet.
"Markus?" Jeg ruskede i ham, og han åbnede langsomt øjnene.
"Mads? Hvor er vi?" Jeg forklarede ham hurtigt hvad der var sket, og hans øjne blev store.
"Hvor er Jeanette? Hvad med Tobias? Og Marco!" Hans stemme lød hysterisk og rastløs. Jeg tyssede på ham, og bad ham om at gå over til Jeanette og holde øje med hende. Han nikkede langsomt, og bevægede sig derover. 
Jeg kravlede ind i bilen og fandt Marco. Hans mund var halvt åben, fyldt med blod, og hans øjne var lukkede. Jeg rystede stille på hovedet, og tog kasketten af. Jeg gav et kort nik til ham, og kravlede op igen.
Markus kiggede forventningsfuldt over mod mig, og jeg rystede på hovedet. Han kiggede ned, tog sin kasket af, og kørte sin hånd gennem håret. Jeg kravlede ned af bilen, og gik over mod Tobias.
Han havde ikke bevæget sig, så jeg lagde ham på ryggen, og lagde hans kasket over hans hoved. 
"Hey, Mads?" Jeg kiggede op mod Markus. "Hvor er Louise?" Jeg kiggede rundt, men kunne ikke se hende. 
"Hun må være røget ud da vi væltede." Jeg bevægede mig lidt væk fra vejen, og fik øje på et ben.
"Herovre!" Jeg løb derover, og så Louise ligge i græsset. Hun havde glasskår i arme og ben, og blod lød ud af munden og et sår i overarmen på hende. Markus kom over til mig. 
"Shit..." Han kastede sin kasket på jorden. "Hvad fanden skete der?" Jeg kiggede på ham, og sammen gik vi tilbage mod Jeanette. 
"Vejside bombe tror jeg. Eneste logiske forklaring, ellers havde vi set det." Markus nikkede. " Der er ikke så langt til udposten. Vi kan skynde os derned, forklare dem hvad der er sket, og så komme tilbage." Markus nikkede, og sammen hjalp vi Jeanette op.
"Kom. Vi skal tilbage til udposten." Jeanette prøvede at sige noget, men opgav. Hun kom op og stå, og nikkede. Jeg tog mit gevær i hånden, Markus svingede sit om på ryggen, og jeg svingede Jeanettes om på ryggen, og sammen bevægede vi os mod udposten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...