Dengang jeg ikke vidste bedre.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2013
  • Opdateret: 22 jan. 2014
  • Status: Igang
Mads er 22 og er i militæret. Han har en lille pige på 2, og en kæreste ved navn Louise. De havde et liv i sus og dus, indtil Mads modtager et brev. Han skal til Afghanistan, og forlade sin kæreste og datter i 2 år, og pludselig går alting stærkere end han lige regnede med.

0Likes
0Kommentarer
418Visninger
AA

1. Dagene bliver korte.

"Amen."

"Selvom jeg ikke er sammen med jer længere.. Nej... Jeg er jo ikke død. Endnu." Jeg kiggede hurtigt rundt, og derefter ned i mit brev igen. Det fandme også så svært. Hvad skriver man til sin datter som man ikke har set siden man var i lufthavnen for... 5... Nej, 6 måneder siden. Jeg rettede på kasketten, og tog en tår af min tilsmudsede flaske, og lod vandet ligge på tungen i et kort øjeblik, før jeg lod det glide ned af min tørre hals. Det var en dejlig følelse, og jeg gjorde det igen, før jeg stillede flasken fra mig.
"Jeg savner jer." Ja. Det lyder godt. Jeg smilede for mig selv, og lagde brevet ned i min brystlomme. "Louise ved godt jeg aldrig har været god til lange tekster, så det går nok." Det gik op for mig at jeg talte til mig selv, og jeg skyndte mig at kigge væk fra de andre. Selvom vi kun var 6 i vognen, var det stadig som om at der var flere. 
Jeg kiggede rundt. Marco, Tobias, Jeanette, Markus, Louise og mig selv. Jeanette sad lænet op af Marco, og så ud som en der ikke havde sovet i flere dage. Det havde hun heller ikke. Det havde ingen af os egentlig. Vi havde været på patrulje siden mandag, og det var tirsdag nat nu. Om ikke engang 4 timer, ville solen stå op til en dejlig onsdag morgen. Tobias og Markus sad og snakkede om damer. De blev vel aldrig voksne. Tobias formede et par ordentlige kasser foran sig, og Markus grinte højlydt. Jeg kiggede på Louise, som sad med en smøg i den ene hånd, og den anden hånd på rattet. Hun kiggede over mod mig og smilede. Jeg smilede igen, og kiggede ud af vinduet. Det var ved at blive koldt, og jeg kunne mærke den blide frost mod min kind. 
"Mads?" Jeg drejede hovedet over mod Louise, og kiggede spørgende på hende. "Vil du køre lidt? Jeg trænger til en pause." 
"Ja selvfølgelig. Det bliver også rart af bruge hovedet lidt. Holder du ind til siden?"  Louise nikkede , og sænkede farten. Da jeepen stoppede, kiggede Louise og jeg på hinanden, svingede vores våben ned i hånden, og åbnede døren. Vi gik foran jeepen, forbi hinanden, og satte os ind i jeepen igen. Jeg tog sele på, og tog fat om rattet. Louise tog sin hjelm af, og lænede hovedet tilbage. 
"Skal du ikke have sele på?" Louise rystede på hovedet.
"Der er ikke så lang vej igen. Så længe du kører ordentligt, sker der mig ikke noget." Hun smilede til mig. Jeg nikkede, men brød mig ikke om det. 

Der var blevet helt stille i jeepen. Jeg håbede lidt på at de var faldet i søvn. De trænger til det. Det gør jeg vel også, men jeg kan godt vente til vi kommer tilbage til udposten. Jeg kiggede ned af mig selv, og sikrede mig at jeg stadig havde papiret i lommen. Jeg kunne ikke se det, så jeg fjernede den ene hånd fra rattet, og dykkede ned i lommen. Jeg kunne mærke det med fingerspidserne, og kunne mærke lettelsen ramme mig. Jeg smilede for mig selv, og trak hånden ud af lommen, og lagde den på rattet igen. Jeg kiggede op mod vejen igen, og nåede ikke at reagere, før et kraftigt lufttryk slog imod jeepen, rullede den rundt flere gange, og landede hårdt på siden. Jeg kunne mærke mit hoved ramme ruden hårdt, og så blev alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...