Ninna. (+13)

Dette er en historie om en 15-årig pige. Her oplever man fra hendes synsvinkel hendes dagligdag med voldsom "pjækning" fra skolen, skizofreni, selvskade, spiseforstyrrelse, og hendes måde at talkle dem hun kalder bekendte, en forelsket ven og hendes familie. Hvis nogen læser denne historie, må i meget gerne komme med konstruktiv kritik.

3Likes
0Kommentarer
687Visninger
AA

11. "Kapitel 11."

Jeg sparker mine sko af, og stiller dem i den bløde sne, der stadig daler ned fra himlen, og får hele skoven til at ligne et smukt maleri - men jeg er her. Du ødelægger det smukke. Du ødelægger alt. Jeg hiver de våde sokker af, og rører den tynde is med en tåspids. Kulden sender et chok igennem min krop, det er næsten ophidsende. Jeg rokker stille frem og tilbage med hovedet til musikken. Jeg har lyst til at skrige. Jeg har lyst til at græde. Jeg har lyst til at grine. Jeg sætter hele foden ned på isen, og den næste. Det er så koldt. Det er så virkeligt.

Jeg trækker jakken af, så hættetrøjen. Jeg føler mig så levende, mens jeg ligger der. Barfodet, i tynde jeans, med en t-shirt der afslører alle ar og sår. Jeg føler mig så død. Jeg nynner med på melodien i mit hoved. De nynner med. La la la la laa. Jeg føler mig så høj. "Det hele er fucking ligemeget! Fucking ligemeget!" Jeg råber af mine lungers fulde kræft. "Kom efter mig! Kom hvis i fucking tør!" Jeg sætter neglene i armen, river til, og jeg griner! Jeg griner, og gentager handlingen igen, og igen, og igen. Du er så syg. "Gu fanden er jeg så!"

Jeg prøver at rejse mig på den ene fod. Isen knækker med det samme, og benet glider i. Fede sæk. Jeg griner stadig. Min arm er varm, mit ben er koldt. Jeg sætter mig op, og trækker benet med. Mit ben er gennemblødt, og blodet pibler stille frem på min arm. Og nu triller tårerne. Jeg ligger mig i fosterstilling i græsset. Og græder. Nej, jeg græder ikke. Jeg tuder som et lille barn! Ubrugelig. "Det er ikke min skyld! Det er ikke min skyld!" De salte tårer blander sig med blodets jernsmag. Jeg hører nogen komme nærmere, og kryber mere og mere sammen. Nu kommer vi. Nu kommer vi efter dig. Jeg plager, græder, hviskende, "vær sød at lade mig være, lad mig nu være.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...