Ninna. (+13)

Dette er en historie om en 15-årig pige. Her oplever man fra hendes synsvinkel hendes dagligdag med voldsom "pjækning" fra skolen, skizofreni, selvskade, spiseforstyrrelse, og hendes måde at talkle dem hun kalder bekendte, en forelsket ven og hendes familie. Hvis nogen læser denne historie, må i meget gerne komme med konstruktiv kritik.

3Likes
0Kommentarer
689Visninger
AA

12. Fremmed.

Jeg sidder i en fremmed sofa, i et fremmed hjem. Der sner stadig udenfor. Jeg holder en kop te i hænderne. Den er brændende varm mod min frosne fingre. Jeg har et tykt uldtæppe rundt om mig, og mine fødder hviler i et lunkent fodbad, mens mine sko tørrer. Der bliver spillet Birte Kjær i en gammel radio. Damen kommer ind i stuen, og stiller et fad med boller og wienerbrød på et bord, og jeg opdager hvor sulten jeg er. "Tag hvad du vil have". Hun smiler, og går tilbage i køkkenet, for at vende tilbage med smør og syltetøj.

Jeg tøver først, men rækker så ud efter en bolle. Jeg har egentlig ikke lagt mærke til det før, men min mave klager tydeligt, da jeg læner ind over bordet, og dufter alle de nybagte sager. Jeg har det dårligt med at spise foran damen, men hun smiler opfordrende til mig, og lader ikke til at have noget dømmende i sit blik. Jeg smiler tilbage, mens hun også tager en bolle. Det tykke lag smør hun tager på sin bolle, får mig til også at tage et fint lag hindbærsyltetøj på. Den første bid glider ned, og måden hele min krop bliver beroliget mens jeg mærker energien og varmen sive ud i kroppen får tvivlen til at spire i min krop. Mon jeg kan stoppe igen?

Efter små ti minutter med vores gumlen, afbryder hun stilheden. "Hvad hedder du så, min pige?" Måden damen har været så venlig mod mig, får spørgsmålet til at virke rart, istedet for at pisse mig af. "Ninna:" Det kommer ud som en hvisken, så jeg synker og gentager det lidt højere. Hun nikker, lidt for voldsomt, og svarer mens hun smiler stort: "Årh, det hedder min ældste datter også. Det er sådan et smukt navn." Jeg griner hæst, og mærker mig selv rødme en smule. En voldsom vibration i min baglommer tager opmærksomheden, og jeg mærker irritationen og en anelse frygt skylde ind over mig, mens jeg trykker på den grønne knap.

"Hallo?" Mors stemme. "Hej", mumler jeg tilbage. "Ja, hvor er du henne?" Hun er tydeligvis irriteret. "Det.. Det ved jeg ikke helt, så, øh.." "Hvad mener du med at du ikke ved det?!" Jeg sukker. "Ikke langt væk, hvad er der?" "Jamen, jeg vil jo bare gerne vide hvor du er henne! Hvornår kommer du hjem?" Jeg sukker igen. Damen kigger bekymret på mig, jeg prøver at smile til hende. "Det ved jeg ikke endnu, mor. Indenfor et par timer." "Nå, okay, et par timer." "Vi ses." 

Uden at vente på svar, ligger jeg på. Jeg smiler undskyldende til damen, "det var bare min mor." Jeg kigger ned og piller ved mine negle. "Ja, hun vil sikkert gerne vide hvor du er." Jeg nikker tavst. "Spis nu din bolle, så kan vi få dig hjem når du har fået varmen." Jeg vender opmærksomheden til bollen uden tøven, uden mad i maven kommer varmen ihvertfald ikke igen forløbende. Egentlig vil jeg hellere blive hos denne fremmede, og dog rare dame. Lidt efter stiller hun nogle pebernødder frem, og de kommende timer går lidt for hurtigt i det hyggelige parcelhus. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...