Ninna. (+13)

Dette er en historie om en 15-årig pige. Her oplever man fra hendes synsvinkel hendes dagligdag med voldsom "pjækning" fra skolen, skizofreni, selvskade, spiseforstyrrelse, og hendes måde at talkle dem hun kalder bekendte, en forelsket ven og hendes familie. Hvis nogen læser denne historie, må i meget gerne komme med konstruktiv kritik.

3Likes
0Kommentarer
686Visninger
AA

9. Bleed it out.

Gemt væk i massen af andre mennesker, træder jeg ud af toget. Jeg går roligt mod enden af perronen. Du er helt alene nu. Jeg kigger rundt. Her er ingen til at beskytte dig. Ingen der vil beskytte dig. Ingen der kender dig. Ingen der VIL kendes ved dig. Jeg sænker farten. Sætter mig ned. Stirrer lige ud i luften. Her er kun dig. Og Os. Jeg kigger på min telefon, trykker på en knap. Min mor har skrevet. Min mor har ringet. Hun SKAL ringe. Hun vil bare have kontrol over dig. Hun er ligeglad med dig. Jeg vender den om. Åben den. Vi ved hvad der ligger derinde. Du ved at det hjælper. Bare ét snit. Jeg tøver, men fjerner alligevel bagcoveret. Der ligger 3 små blade, skinner, smiler op til mig. Min hånd ryster da jeg tager det nyeste op. Helt op til hovedet, studerer hullerne, det skinnende bladstykke. Helt fint og tyndt. En lille rest af indtørret blod.

Op med ærmet. Min arm styrer sig selv. Det er ikke mig der gør det her. Det kan ikke være mig der gør det her. Sådan. Også bladet til huden. Metallet er koldt mod huden. Kom så.. Jeg tøver. Føler mig ligepludselig i kontrol af min egen krop. "Nej.." Jeg hvisker. Kom så! "Nej!" Min hvisken bliver højere. Tør du ikke give dig selv den smerte du fortjener? Jeg kigger ned på min arm. Bare hiv til. Ét snit. Tænk på din mor, din mor der er ligeglad, og vil have det hele perfekt. Hun er ligeglad. Jeg kan mærke min underlæbe dirre svagt. Og dine klassekammerater, der svor de altid ville være der. Hvor er de nu? Jeg hører mig selv hulke svagt, mens en ensom tåre løber ned af min kind. Kom så. Du ved, at du vil.

Det første snit gør ondt, men det er ikke slemt. Ikke slemt nok. Jeg behøvede kun ét. Et til skader ingenting. Du vil gerne. Vi ved, at du gerne vil. Jeg sætter bladet mod huden. Presser. Hiver til.

__________________________________________________________________________

And of a voice that told her when and where to act,

she said I've lost control again.

(She's lost control, 1979).

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...