My new family....(1D)

Det handele om den blonde pige Olivia på 12 år, der bor i London. Hun lever et dårligt liv der hjemme i hjemmet, da hendes forældre de slår hende. En dag får hun nok, og vælger at løber væk hjemme fra. Hun bliver fundet af en den søde, blonde irisk/britiske dreng Niall Horan. Han prøver på at hjælpe hende, med at få det beder med sig selv og få det godt igen. Læs med vis du er nysgerrig efter at vide hvordan det ender.

33Likes
34Kommentarer
2110Visninger
AA

2. 1. Flugten

Olivias pov.

 

Jeg sad på min seng og kiggede ud af vinduet, kiggede ud af mit vindue, jeg savnede alt, mine gamle forælder, mine venner, jeg har ingen kontakt med omverden, det har jeg ikke haft i et år.

Min værelsers dør blev åbnet, det var min far der kom ind ”OLIVIA LAV SÅ NÅET MAD, JEG ER SULTEN" råbte han "ja det skal jeg nok ”sagde jeg stille, jeg rejste mig og gik ud af mit værelse og forsatte ned af trappen og drejede til højere, også var jeg i vores køkken, her stank meget af alkohol. Jeg fandt en gryde frem, derefter fylde jeg vand i den og satte den over, jeg satte mig ned og kiggede på hoveddøren ”Olivia min mad" jeg kunne hør min far tale til mig, men jeg havde ikke løst til at høre på ham, jeg kunne mærke nået hårdt og nået der gjord ondt på min kind, jeg vågnede straks op fra mine tanker, jeg tog mit til kinden "SÅ LAV DA DET MAD I STED FOR AT SOVE" råbte han op i mit hoved, jeg begynde at grade "stop tude riget pige barn og lav nået mad" han sagde det hårdt, jeg rejste mig fra den stol jeg sad på, og begynde at løbe, jeg løb hen til døren, jeg havde tænkte mig at løbe hen til broen.

Jeg kunne hører min far og mor råbe efter mig, men jeg havde ikke tænkt mig at gør som de sagde. Da jeg kom til broen, klatrer jeg op på kanten, jeg skulle lige til at hoppe, da en dreng med lyst hår sagde stille og roligt "hvad laver du" "HVAD TROR DU" råbte jeg med grædende stemme, han hev mig ned fra broen, nu stod jeg på jorden "kom med mig" sagde han stille og trak mig med over til sin bil.

Han køre, jeg ved ikke hvor han køre hen, men jeg tror han kører hjem til ham. Jeg sidder og stirre ud af vinduet. Hvem er det egentlig der reddede mig fra at hoppe ned fra broen, jeg kigger over på ham, jeg tror han kunne fornemme at jeg kiggede over på ham for han kiggede kort over på mig. Jeg ved ikke hvem det er så jeg spørg stille ”hvem er du?” ”Niall og dig?” ”Olivia” ”hvorfor ville du hoppe ud fra broen?” spørg han forsigtigt ”det er lige meget, det rager ikke dig!” siger jeg fast besluttede på at han ikke behøves at vide det ”du kan stole på mig, jeg siger ikke noget til nogen” ”nej, det er lige meget, jeg vil bare væk fra den her verden, alle er alligevel også bare ligeglade med mig” ”det er dine forældre ikke” ”JO! Og det ved du ikke noget om” han stopper bilen og siger stille ”så fortæl mig om det når vi kommer ind” ”jeg gider ikke fortælle det til nogen som jeg ikke ved hvem er!” han kigger lidt underne på mig, som om at man burde vide hvem han er, ”det kan du komme til” siger han med et smil på læben ”lad mig fortælle lidt om mig selv så kan du fortælle om dig bagefter” ”mit liv er ikke interessant” ”det tror jeg på, men du sagde du ikke kender mig, hvordan kan det være?” ”det ved jeg ikke skulle jeg det?” ”nej det er i orden de fleste pige er bare helt vilde med mig” sagde han med en rolig stemme, jeg kunne høre at han ikke kommer her fra England, men en andet land der taler engelske ”okay jeg hedder Niall Horan er 20 år, kommer oprindeligt fra Irland, hvor jeg er født og opvokset, sammen med min sotbror Greg. Så flyttede jeg her til London og deltog i x–factor, jeg gik ikke videre som solo solist men blev sat sammen i en grubbe med 4 andre drenge, Liam, Louis, Zayn og Harry, vi kom på 3 pladsen og nu er vi kendt over hele verden som One Direction. Det var en kort beskrivelse af mit liv, din tur” fortalte han, jeg kunne ikke lade vær med at sidde og stirre på ham da jeg ikke kunne fatte det. ”øhh.. Mit navn det er Olivia Johnson, jeg er 12 år, har ikke nogen søskende.” sagde jeg hurtigt ”der må da være noget mere?” spørg han nysgerrig om, jeg ryster stille på hoved og siger ”nej” da jeg ikke vil sige resten til nogen. ”jeg er sulten har du noget at spise?” siger jeg for at skifte emne da jeg er vildt sulten, for har ikke fået noget morgenmad. ”hvad vil du have?” spørg han venligt ”hvad har du?” spørg jeg nysgerrig om da jeg egentlig godt kan lide at være her, her er hyggeligt, og han er sød ved mig, selvom vi ikke kender hinanden, og så vil jeg ikke hjem, jeg vil aldrig mere hjem, ikke så længe de slår mig. ”brød tror jeg, hvad vil du have på? Nutella, Marmelade…?” spørg han ”Nutella” siger jeg egentlig uden at tænke over det ”når du har spidst skal jeg så ikke køre dig hjem” spørg han ”NEJ! Jeg vil ikke hjem. Aldrig mere. Lad mig blive hos dig. Så du sød” siger jeg bedene ”kun hvis du lover mig at fortælle hvorfor du ikke gider at hjem” siger han bestemt ”det skal jeg nok, hvis jeg må blive” jeg kan vist ikke slippe for at sige det til ham. Vi sætter os i hans sofa og jeg fortæller ham hvad der er sket. Fra det er startede til nu. ”ej hvor forfærdeligt. Nu! Køre jeg hjem og snakker med dine forældre…” ”NEJ… Vent til i morgen, jeg beder dig” siger jeg håbefuldt på at han vi skifte mening. 

 

 

Håber i kunne lide første kapitel

og bliver ved med at læse den.

I må gerne skrive en kommentar

om hvad i synes om den.

Undskyld rodet med det det øverste stykke i kapitlet,

det var ikke mening af det skulle publicer der. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...