Jeg elsker dig...

Denne historie handler om en pige og en dreng. Som en hver anden kærlighedshistorie også gør. Og som i enhver anden kærlighedshistorie bliver alting kompliceret.

Det er første bog i serien om Søren og Victoria. (Jeg ved det er mærkeligt at hovedpersonen har mit navn... men jeg var ikke så kreativ da jeg fandt på navne). Der er flere bøger hvor de ender sammen men på forskellige måder så hvis I vil have flere historier om Søren og Victoria efter denne så sig endelig til.
OBS: historierne hænger ikke sammen. De er ikke kronologiske eller hvad det nu end hedder... at der er flere historier i serien betyder ikke at de hænger sammen.

P.s undskyld at teksten står så mærkeligt...

0Likes
0Kommentarer
191Visninger
AA

2. Torsdag

''Victoria? Vil du ik nok bare lade mig forklare?'', spørger Søren bedende endnu en gang mens han kommer op på min side mens vi er på vej gennem lærer gangen.                                                 ''Søren kan du ik bare lade hende være?'', hører jeg nogen sige bag mig men jeg kan ikke høre hvem.                                                                                                                                                         Jeg stopper og vender mig mod ham.                                                                                                       Kig bag dig.                                                                                                                                                   Hvad er der bag mig... Åhh! Vi har fået publikum på!                                                                               Jeg kigger mig rundt og ser at Dorthe står og glor på Søren.                                                                 Jeg skynder mig hen til Dorthe og mens jeg tager Søren hånd samtidig. Jeg holder ham ikke i hånden jeg har trækker bare afsted med ham i håndleddet.                                                             ''Hør jeg ved godt at det er respektløs overfor din undervisning, men vi altså noget meget vigtigt vi skal have afklaret. Må vi godt lige gå et øjeblik?'', spørger jeg Dorthe.                                       Dorthe ser på os et øjeblik og så på resten af klassen. Og går hen og giver nøglerne til Signe.       ''Gå I bare ned i computer-rummet...'', siger Dorthe og vender sig mod os igen,''... jeg skal lige snakke med Søren og Victoria'', siger hun og leder os mod et mødelokale.                                         ''I sidder derover, ved siden af hinanden... Søren lad vær med at røre hende, du gør hende bare vred'', siger hun og sætter sig på den modsatte side af bordet.                                                         Jeg skal lige til at trække min stol ud, men så trækker Søren den ud for mig...                                     Måske er jeg for hård ved ham... Måske skulle jeg lade ham prøve at forklare det for mig...               Reminder: han løj for dig, han udnyttede dig, han knuste dig OG han brugte dig som en klam joke overfor sine venner.                                                                                                                         Du har ret!                                                                                                                                                     Så jeg skynder mig at sætte mig i stolen uden overhovedet at se på ham.                                           Han sukker...                                                                                                                                                 Helt ærligt man kan jo se at han er ked af det!                                                                                           Du var mere ked af det da du opdagede sandheden!                                                                           ''Okay nu vil jeg gerne have hele historien: Hvorfor er det lige at Victoria er begyndt at behandle dig som skidt og hvorfor er du begyndt at ligge for hendes fødder?'', spørger Dorthe.                       ''Det kaldes... at være forelsket...'', siger jeg stille og får Dorthes opmærksomhed.                              ''For dit vedkommende... for mit vedkommende kaldes det at være en nar OG at være forelsket'', siger Søren og kigger på mig. Men jeg ser ikke på ham.                                                              ''Okay så... Victoria du er forelsket og Søren du er en nar. Du må have gjort noget for at blive en nar?'' siger Dorthe og ser på os. Men jeg ser bare på mine hænder i mit skød så ingen ser at jeg har tårer i øjne.                                                                                                                                      ''Jo... jeg lavede et væddemål med Mads om at jeg kunne få Victoria til at blive forelsket i mig på et par måneder...'', en tårer er på vej ned af min kind, og han ser det,''... og så bliver kæreste med hende selvom jeg dengang ikke var...'', siger han men stopper sig selv.                                               Men jeg bliver nød til at høre det.                                                                                                                 ''Dengang var du ikke hvad?'', siger jeg og min stemme ryster... de ved jeg græder.                         Han fører sin hånd over mod mit ansigt, tører hurtigt tåren væk og løfter min hage. Tvinger mig til at se på ham. Hans øjne er blide fordi jeg græder...                                                                   ''Dengang var jeg ikke forelsket i dig...'', siger han og lægger langsomt sin hånd på min kind. Tydeligvis ligeglad med at Dorthe er der.                                                                                               ''Vil det så sige du er det nu?'', siger Dorthe mens Søren stadig ser dybt i mine tårervæddede øjne.                                                                                                                                                         ''Ja... Jeg er forelsket i hende'', siger han og kigger kort på Dorthe og prøver så at smile til mig.      Tror han jeg er så dum?                                                                                                                             You go girl!                                                                                                                                              Jeg får hans hånd væk fra min kind og skubber min stol til siden. Væk fra ham.                                 ''Hvordan ved jeg så at du ik lyver for mig nu?'', siger jeg og kniber mine øjne sammen.                     ''Victoria kan du ikke se at han mener det?'', siger Dorthe og lægger sine sammenfoldede hænder på bordet.                                                                                                                                   ''Jo det kan jeg da godt. Men jeg troede også han mente det da han gjorde mig forelsket'', siger jeg, får tårer i øjne og nogle løber også ned af min kind.                                                                     Og Søren løfter hånden får at tøre dem væk.                                                                                             Holder han aldrig op?!                                                                                                                                 ''Lad være'', siger jeg alvorligt, ser ham vredt i øjnene og griber hurtigt fat i hans hånd inden han rører mig.                                                                                                                                                ''Hør nu ringer det snart, kan I ikke klare det her i weekenden eller efter skole?'', siger Dorthe.         ''Jo det kan vi godt'', siger vi i munden på hinanden og rejser os begge hurtigt op.                             Søren prøver at sætte hans hånd på min lænd men jeg vender mig om og griber fat i hans håndled med begge hænder.                                                                                                                                 Nu kan det være nok.                                                                                                                                   ''Stop så'', siger jeg langsomt og alvorligt med et såret blik i øjnene.                                                     Og så vender jeg mig om og går ud af lokalet.                                                                                         Men jeg stopper lige uden for døren uden at lukke den og træder til side så de ikke kan se mig men jeg kan høre hvad de siger.                                                                                                          ''Søren du er en idiot'', hører jeg Dorthe sige.                                                                                           Og Søren sukker.                                                                                                                                         ''Tror du ikke at jeg ved det?'', siger Søren så, og jeg kan hører ham gå med langsomme skridt ud fra mødelokalet.                                                                                                                                        Så jeg skynder mig op i klassen.                                                                                                               Jeg kan mærke hans blik i ryggen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...