Jeg elsker dig...

Denne historie handler om en pige og en dreng. Som en hver anden kærlighedshistorie også gør. Og som i enhver anden kærlighedshistorie bliver alting kompliceret.

Det er første bog i serien om Søren og Victoria. (Jeg ved det er mærkeligt at hovedpersonen har mit navn... men jeg var ikke så kreativ da jeg fandt på navne). Der er flere bøger hvor de ender sammen men på forskellige måder så hvis I vil have flere historier om Søren og Victoria efter denne så sig endelig til.
OBS: historierne hænger ikke sammen. De er ikke kronologiske eller hvad det nu end hedder... at der er flere historier i serien betyder ikke at de hænger sammen.

P.s undskyld at teksten står så mærkeligt...

0Likes
0Kommentarer
193Visninger
AA

1. Onsdag

Jeg sidder på bibloteket og læser med Emilie. Jeg sidder lige ved siden af en bogreol, så folk kan ikke se mig hvis ikke de går forbi bogreolen. Men jeg kan se ud til computerne og resten af bibloteket. Og Emilie sidder på min side så hende kan man heller ikke se. Pludselig kan jeg høre at døren går op og løfter instinktivt hovedet så jeg kan se igennem bogreolen hvem der kommer ind.                                                                                                                                                                 Det er Mads og Søren. Åhh suk... Min mave begynder som sædvanlig at opføre sig tåbeligt (som altid når Søren er i lokalet), og mit hjerte begynder at hamre.                                                             De har endnu ikke set mig igennem bogreolen men det er bare godt.                                                   De sætter sig ved computerne og Søren tænder hurtigt for en.                                                               ''Når hvordan går vores væddemål så? Er jeg ved at vinde?'', siger Mads smilende til Søren. Og Søren griner af det.                                                                                                                                    Et væddemål? Hvad er det for et væddemål?                                                                                        Jeg ved det ikke... Men hvis det ikke har noget med mig at gøre kan det vel være ligemeget...       ''Det er lige før jeg giver op... Victoria er simpelthen så irreterende!'', siger Søren og får mig og Emilies opmærksomhed.                                                                                                                 Irreterende... Hvad?                                                                                                                                   Du skal ikke spørge mig, jeg er lige så blank som du er.                                                                     ''Jeg fatter ikke at jeg gik med i det her væddemål til at starte med. Jeg fatter ik hvordan jeg kunne gå med til det her til. Det er simpelthen for let at få Victoria til at elske mig.'', siger Søren...               Så... det hele var fup?                                                                                                                                   Jeg nægter at tro det...                                                                                                                                 Jeg giver Emilie et forvirret og såret blik inden jeg rejser mig op og går mod computeren med hurtige og beslutsomme skridt.                                                                                                                 Da jeg kommer forbi bogreolen ser Søren mig endelig.                                                                         Og han ser ret så panisk ud.                                                                                                                       Jeg skynder mig hen til ham.                                                                                                                       Og giver både ham og Mads en lussing.                                                                                                   ''Hvad fanden bilder I to jer ind at behandle en pige sådan her?!'', råber jeg vredt ind i hovedet på dem, mens de ømmer sig over mine lussinger. Jeg kan se at Søren skal lige til at svare mig men jeg er for vred til at lytte til det.                                                                                                             ''Ved du hvad jeg vil ikke engang høre det! I to er SÅ FALSKE!'', skriger jeg og går hurtigt mod døren.                                                                                                                                                     ''Vent! Victoria vent! Lad mig forklare!'', siger Søren.                                                                               ''Det er intet at forklare! Jeg har hørt det hele og jeg vil ikke høre på et mere ord af hvad du siger!'', råber jeg tilbage, men sætter farten en lillebitte smule ned. Ikke særlig meget. Jeg tror ikke at der var nogen der bemærkede det.                                                                                         Jeg skal lige til at gribe fat i dørhåndtaget da jeg mærker nogen gribe om mit håndled.               stor hånd, kærligt greb, aer mit håndled... Søren.                                                                               Kan fjolset ikke bare lade dig være?!                                                                                                       ''Giv slip Søren!'', siger jeg og vender mig så hurtigt om at mit glatte mørkeblonde føles som en pisk mod mit ansigt.                                                                                                                               ''Nej Victoria! Du misforstået det hele!'', siger han med en lille smule panik i stemmen, mens klokken ringer ind til time, men vi bliver stående.                                                                                   Vi har li'som noget vi lige skal have afsluttet.                                                                                             ''Hvad er der at misforstå?! Du har udnyttet mig bare så dig og dine venner kunne få et billigt grin! Du lod mig tro at jeg endelig havde fundet en jeg ville være sammen med men det hele var bare en stor løgn! Du har løjet for mig hele tiden!'', skriger jeg ind i ansigtet på ham.                                   Hans ansigt bliver mildere... som han er blevet såret.                                                                               ''Den fortjente jeg'', siger han langsomt, mens han strammer grebet om min hånd. Fordi jeg prøvede at ryste hans hånd af.                                                                                                                   ''Når gjorde du virkelig?! Eller løj du også?!'', siger jeg vredt og ser bag Søren's ryg at Mads og Emilie står og stirrer på mig.                                                                                                                ''Bare glem det... Du... Du er lige så falsk som alle andre!'', siger jeg og ryster min hånd kraftigt så Sørens hånd glider af min... og så ser jeg at Mads løber hen imod Søren.                                          ''Nej!...'', hører jeg Søren sige men bliver vist afbrudt af Mads der siger:''nej Søren! Let her go!''.      Og det var det sidste jeg hørte inden jeg stormede ud fra bibloteket med Emilie og Sørens knuste blik lige i hælene.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...