Jeg elsker dig...

Denne historie handler om en pige og en dreng. Som en hver anden kærlighedshistorie også gør. Og som i enhver anden kærlighedshistorie bliver alting kompliceret.

Det er første bog i serien om Søren og Victoria. (Jeg ved det er mærkeligt at hovedpersonen har mit navn... men jeg var ikke så kreativ da jeg fandt på navne). Der er flere bøger hvor de ender sammen men på forskellige måder så hvis I vil have flere historier om Søren og Victoria efter denne så sig endelig til.
OBS: historierne hænger ikke sammen. De er ikke kronologiske eller hvad det nu end hedder... at der er flere historier i serien betyder ikke at de hænger sammen.

P.s undskyld at teksten står så mærkeligt...

0Likes
0Kommentarer
194Visninger
AA

3. Fredag

''Victoria? Må jeg lige snakke med dig?'', siger Søren lige efter at han er kommet hen til sin plads ved siden af mig bagerst i klassen.                                                                                                             Lad os give ham en chance.                                                                                                                       Jeg smilede til ham. Og hans øjne strålede.                                                                                             ''Selvfølgelig'', siger jeg og rejser mig op.                                                                                                 ''Okay så kom med'', siger han og går mod døren og går ud på gangen.                                             Og så venter han på at jeg også kommer bare for at lægge en hånd på min lænd.                             ''Denne vej'', siger han og fører mig udenfor, mod skoven.                                                                     Jeg fjerne hans hånd fra min lænd... han troede vist at det var fordi jeg ikke ville have det fordi så sukkede han og lod sin hånd og arm hænge slapt ned ved hans side.                                                 Jeg griner og tager hans og fletter den ind i min.                                                                                     Han smiler forundret og glad til mig.                                                                                                           Og stopper så op, lige foran et kæmpe bøgetræ i starten af skoven. Der er en enlig rød tulipan lige foran træet. Det er den smukkeste røde tulipan jeg har set.                                                             ''Okay... Victoria jeg ved at jeg har såret dig men jeg vil have at du ved sandheden før du hader mig helt igennem'', siger han og tager min anden hånd også.                                                                 ''Bring it'', siger jeg og laver pokerface. Han griner af mig.                                                                     ''Okay... jeg lavede det væddemål med Mads for over fire måneder siden. Som jeg har sagt var jeg en nar dengang... en nar der ikke tænkte over hvor meget jeg ville såre dig ved det skide væddemål. Men sagen er at... Jeg var ikke forelsket i dig dengang, men det blev jeg med tiden. Jeg bliver mere og mere forelsket i dig for hver dag der går... og jeg hader mig selv mere og mere fordi jeg har såret dig. Vil du ikke nok tilgive mig? Jeg vil gøre alt'', siger Søren med bedende øjne.                                                                                                                                                     ''Hmm... jeg ville godt men... da jeg fandt ud af det hele var fup og jeg troede du ikke elskede mig rigtigt, prøvede jeg at sige til mig selv at jeg ikke ville tilgive dig og at jeg bare ville glemme alt om dig. Men det kunne jeg ikke. Og vil du vide hvorfor? Jeg er stadig forelsket i dig'', siger jeg til ham og ser ham dybt, blidt og lykkeligt i øjnene.                                                                                             Han bøjede sig ned, tog den røde tulipan og gav mig den.                                                                     Jeg lavede et kort grin.                                                                                                                                 ''Røde tulipaners betydning er...'', siger jeg og kigger ned på den og så op på Søren der smiler over hele hovedet.                                                                                                                                         ''Evig kærlighed...'', siger vi langsomt i munden i på hinanden.                                                               Og så kan jeg ikke stå imod længere.                                                                                                       Jeg springer ind i hans favn, lægger armene om hans nakke og kysser ham hurtigt.                           Han ser helt chokeret ud.                                                                                                                             ''Hvorfor gjorde du det?'', siger han, mens han lægger begge sine arme om min ryg og trykker mig ind til ham.                                                                                                                                                     ''Åhh det ved jeg ikke rigtig... man gør så mange skøre ting når man er forelsket'', siger jeg og smiler til ham.                                                                                                                                                 Han smiler til mig.                                                                                                                                         Og kysser mig pludseligt.                                                                                                                             ''Hvorfor gjorde du det?'', spørger jeg ham.                                                                                               ''Man gør så mange skøre ting når man er forelsket'', siger han og smiler til mig.                                 Jeg sætter den røde tulipan om bag mit ene øre og smiler til Søren.                                                     Han støder sin pande mod min og lukker øjnene... og jeg gør det samme.                                           Pludselig ringer det ind og vi går mod klassen igen. Hånd i hånd. Smilende.                                       Jeg føler mig lykkelig. Dette er nok den bedste dag i mit liv.                                                                   ''Undskyld at vi kommer for sent'', siger vi da vi kommer ind i klassen.                                                 Vi ser os rundt på alle de andre, og opdager at de alle sammen ser underligt på os.                         Nej det er ikke os de ser på, det er... vores hænder som stadig holder hinanden.                               Jeg har ikke lyst til at slippe Søren's hånd men jeg vil også bare gerne af med den akavethed der pludselig er opstået.                                                                                                                                     Helt ærligt selv Ole glor på os som om han aldrig har set et kærestepar før!                                       ''Kom'', siger Søren og lægger en hånd på min lænd og skubber mig mod min plads.                       Caroline og Eimantas som sidder overfor os kigger stadigvæk helt vildt underligt på os. Det gør alle.                                                                                                                                                                 ''Okay! Hvad er det lige I alle sammen glor på?'', siger jeg og kigger rundt.                                         ''Er I to så... et par nu?'', spørger Laura.                                                                                                     Blondinen slår til igen!                                                                                                                                 Jeg kigger over mod Søren som smiler til mig og rykker sin stol tættere på min.                                 ''Tja...'', siger jeg og smiler til Søren,''... det er vi vel''.                                                                                ''Aww...'', hører jeg nogle af pigerne sige.                                                                                                 ''KYS KYS KYS'', begynder de alle sammen at råbe.                                                                               Jeg kigger på Ole, men han griner bare. Det er så hvad man får ud af at være venner med sin lærer.                                                                                                                                                                Jeg kigger på Signe, Emilie og Sabrina for at finde lidt hjælp og/eller støtte men nej Sabrina og Signe råber begge to med, og Emilie har pokerface på. Hun har heller aldrig været så meget til det der med drenge så jeg er hverken overrasket eller såret.                                                            Og så kigger jeg på Søren som allerede er ved at læne sig over mod mig.                                         Når what so ever altså?                                                                                                                               Jeg trækker på skuldrene.                                                                                                                           ''Når you only live once...'', siger jeg og smiler til klassen som stadigvæk råber,''... am i right?'', siger jeg lige inden Søren tager fat i min hager og vender mit ansigt mod hans. Han kigger mig dybt i øjnene og jeg lægger min hænder på hans kraveben.                                                           ''Vent! Nej stop stop stop!'',  siger Ole pludselig og laver vilde fagter med armene.                             ''Yes! Tak Ole!'', siger jeg og griner.                                                                                                           ''Åhh nej skat det ikke fordi jeg ikke vil kysse dig men jeg synes at det ubehageligt at skulle kysse dig foran den allesammen'', siger jeg og aer Sørens kind.                                                                      ''I skal komme herop!'', siger Ole.                                                                                                               Bitch.                                                                                                                                                         Jeg måber... Min mund står vidt åben og alle griner af det.                                                                     Søren rejser sig op og tager min hånd og hiver mig med op tavlen lige ved siden af Ole.                   Jeg skuler for sjov til Ole og laver 'i am watching you'-tegn til ham, men han griner bare af mig.       Jeg knurrer for sjov af Ole og han griner stadig af mig.                                                                           Da vi er kommet op til tavlen ved siden af Ole trækker Søren mig ind foran sig og sniger sine hænder om på min ryg og trykker mig ind til sig.                                                                                       Jeg lægger mine hænder på hans kraveben igen og stille mig lidt på tæer, så jeg kan nå ham og lukker øjnene...                                                                                                                                               Og så rammer hans læber mine og jeg bliver fyldt med lykke.                                                                 Jeg kan høre alle de andre råbe og skrige, men jeg er ligeglad.                                                           Jeg trækker mig lidt tilbage for at se ham i øjnene.                                                                                   ''Nu kan jeg dø lykkelig'', siger jeg til ham og støder min pande mod hans.                                           ''Okay nu har vi set jeg kisse-misse nu skal jeg altså lærer jer noget'', siger Ole og får mig og Søren til vende os om og gå mod vores pladser                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                  

Da vi er kommmet ned på vores pladser sætter jeg mig og lægger benene og armene over kors. Indtil Søren rykker tættere på og lægger en arm om min skulder. Jeg fletter min hånd ind i hans som hænger lige under min hals.                                                                                          Samfundsfag var sjovt, Ole jokede en masse med mig og Søren's forhold, men det var bare sjovt. Biologi var også grineren men det er biologi altid. Fysik var også rigtig sjovt, Jens Kristian jokede ikke helt så meget med mig og Søren som Ole gjorde men fysik var sjov alligevel.                             Nu skal vi have dansk. Med Dorthe. Det skal nok blive sjovt. Det er det altid.                                       Jeg sidder og kysser Søren da hun kommer ind gennem døren.                                                           ''Hey hey er der lige nogen der blevet venner igen?'', siger Dorthe og går op og går op og smider sin taske på katederet og kommer ned til os igen.                                                                                   Og så ser hun at jeg stadig har den røde tulipan bag øret.                                                                       ''Hvor er den smuk... Har han givet dig den?'', spørger Dorthe mig. Jeg smiler til Søren og lader min hånd glide ned af hans kind.                                                                                                                 ''Godt gået Søren'', siger Dorthe og klapper Søren på skulderen.                                                         Dansk timen gik som alle de andre gjorde.                                                                                               Et par jokes hist og pist om mig og Søren.                                                                                               Men det kan være ligemeget.                                                                                                                     Alt er ligemeget... undtagen ham.                                                                  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...