Our Visions | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 18 nov. 2013
  • Status: Igang
Lucy Johnson er en helt almindelig 16 årig pige, men da hun kommer ud for en bilulykke ændrer alt sig. Hun begynder at få syn fra en anden persons liv, dog er det ikke noget Lucy har tid til at bekymre sig om, da hun har travlt med, at passe på sin lillesøster, og være sur på sin mor. Nu, 2 år efter, finder hun ud af at det er selve Harry Styles, fra One Direction, liv hun har fået indblik i. Lucy bliver hurtigt gode venner med alle drengene, men hvad sker der når to personer, som får syn fra hinandens liv, forelsker sig? Hvad sker der når alt begynder at falde fra hinanden? Hvad sker der når synene stopper og har Lucy overhovedet tid til kærligheden? En historie om jalousi, kærlighed og venskab.

8Likes
8Kommentarer
456Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Only Superficial

Mine fødder rammer jorden, og jeg føler et kort øjebliks vægtløshed. Der findes intet bedre end en god løbetur. Det er ligesom om alle mine bekymringer forsvinder, eller nej. De forsvinder ikke, tværtimod får jeg tænkt mere over dem, men på en god måde. Jeg får fundet en løsning på min bekymring. Men denne gang var det lige meget hvor mange ture jeg løb. Jeg kunne ikke finde nogen løsning på mit problem. Jeg valgte, at løbe hjemad, og inden længe kunne jeg se det store hvide hus, som jeg bor i.

Jeg åbner døren til huset og min lillesøster kommer løbende hen til mig og giver mig et kram. Hun er tolv år, lige startet på en ny skole, hedder Lily og den jeg elsker allermest i hele verden.

”Hej med dig, Lily. Har du haft en god dag i skolen?” spørger jeg smilende, selvom jeg allerede kender svaret.

Hendes smil falmer og tårer begynder stille og roligt at løbe ned ad hendes kinder. Jeg trækker hende ind i et kram, tager hendes hånd og giver den et lille klem.

”Mor er på kontoret, ikke?” spørger jeg hende, men igen kender jeg svaret. Vores mor har aldrig tid til hverken Lily eller mig. Jeg har, vænnet mig til det, og siden Lily var lille, har jeg opdraget hende og været hendes ”mor”.

 Hun nikker stille og roligt. Jeg ved at Lily har det svært og det gør ondt helt inderst inde i mit hjerte.

”Hvad siger du til, at jeg går i bad, og bagefter tager vi op og køber noget slik?” spørger jeg hende og sørger for at smile et stort smil.

Hun nikker smilende og løber ind i stuen.

Badeværelset er fyldt med damp, men det var et dejligt langt bad. Jeg studerer mig selv i spejlet. Mit lange, brune og krøllede hår indrammer mit ansigt og mine lyseblå øjne, giver mig et meget unikt udseende. Mine fingre fandt vej over til min højre side af ansigtet, tæt ved hårgrænsen kunne jeg mærke mit ar. For nogle få år siden var jeg ude for en bilulykke. Det var intet alvorligt, men det har alligevel taget hårdt på min familie.

En skarp smerte skar igennem min krop og alt blev sort i nogle få sekunder. Lidt efter lidt bliver det sorte fyldt med et publikum fyldt med skrigende piger. En følelse af glæde og lettelse spreder sig i min krop, men illusionen og følelsen forsvinder hurtigt. Igen, står jeg foran spejlet og kigger på mit ansigt.

Jeg kan mærke at Lilys humør er blevet meget bedre, da vi kommer ind i slikbutikken. Hun kigger begejstret på alt slikken. Jeg smiler af hende, men undrer mig alligevel over, hvorfor hun altid bliver begejstret, når hun kommer ind i slikbutikken.

”Nå, hvad vil du have? Vil du blande ’bland selv slik’ eller skal vi købe nogle Haribo-poser?” spørger jeg Lily.

Hun smiler til mig og svarer, ”Jeg tror gerne jeg vil blande selv.”

Hun styrer direkte over mod de tomme slikposer og tager én. Hun skynder sig rundt i hele butikken for at finde sit yndlings slik. Jeg prøver at følge efter hende, men hun er hurtigt videre til næste hylde. Jeg kan næsten ikke følge med hende, så til sidst giver jeg op.

Jeg stiller mig over i hjørnet af slikbutikken og tager min mobil frem. Displayet viser at klokken er 17:13 og jeg skal også have handlet ind til aftensmad. Jeg finder Lily i gang med at skovle M&M’s op i den næsten fyldte pose.

”Så du, tror du ikke det er tid til at komme hjem ad? Vi skal også have handlet ind og jeg tror også du har fået fyldt dit sliklager op nu?” siger jeg og peger på posen.

Hun nikker grinende, lukker posen og tager min hånd.

Efter aftensmaden, spaghetti med kødsovs, satte jeg mig sammen med Lily og vi begyndte at lektier. Lily er meget klog og hun har let ved at lave lektier. Hun passer bare ikke ind i sin klasse og det eneste der kan få hende til at smile er boybandet, One Direction. Nogle vil nok syntes det er underligt, men jeg er bare glad for at der er noget som kan få hende til at smile, så hun kan komme igennem den hårde hverdag.

”Lucy?” siger Lily stille og kigger op fra sine lektier.

”Ja? Er der noget galt?” svarer jeg og kigger bekymret på hende, som jeg tidligere har sagt vil jeg gøre alt for hende.

”Kan du huske her for et halvt år siden, hvor du prøvede at skaffe One Direction billetter til mig?” spørger Lily og ligger blyanten fra sig. Hendes bevægelser er rolige, lidt ligesom en alf.

”Ja, hvad med det? Det er i morgen de holder koncerten, ikke?” spørger jeg med en skuffet stemme. Jeg havde virkelig prøvet at få fat i de koncertbilletter, men forgæves. Lily var blevet meget ked af det og det knuste mine følelser.

”Jo, det er i morgen. Øhm… Ja, mor købte to styks koncertbilletter til mig.” hviskede hun. Jeg vidste godt at hun gerne ville komme udenom det. Jeg kunne mærke vreden. Mor kunne skaffe dem, men selvfølgelig kunne jeg ikke det. Jeg åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen, da der skulle til at komme nogle meget grimme ord ud. Jeg vidste at det ikke nyttede noget at smile falsk, det ville Lily kunne gennemskue. Hvornår var min mor begyndt at interessere sig for Lily?

”Nå, har hun det?” siger jeg og prøver at skjule vreden og hadet i mine ord. Lily greb fat i mine hænder og gav dem et beroligende klem.

”Jeg vil gerne have dig med. Jeg ved godt du ikke er en fan, men vil du ikke nok? For min skyld?” siger hun og laver de sødeste øjne jeg længe har set. Jeg griner ad hende.

”Hvorfor kan man sige nej til dig, din lille laban.” siger jeg og napper hende i kinderne. Hun fniser og vender hovedet mod sine lektier, men jeg er ikke helt i humør til lektier lige nu.

”Jeg går lige på toilettet.” siger jeg til Lily og hun nikker. Det var dog en løgn.

Jeg rejste mig op og gik stille hen mod gangen, i vores store hus. Jeg bankede stille på døren til min mors kontor.

”Kom ind!” hørte jeg en hård stemme mumle. Min vrede kom tilbage. Hvorfor bankede jeg overhovedet på? Det her ville jo ende galt. Selvom hele min hjerne var i mod, at jeg åbnede døren, så ville mine arme og ben altså gerne ind. Jeg åbnede døren stille og blev mødt af min mors gamle hyggelige kontor. Der stod bogreoler op af væggene, som var propfyldt med bøger, der var en dejlig varm pejs, som der var tændt op i og, midt i det hele, min mors skrivebord. Min mor kiggede op fra sine papirer og smilede.

”Lucy, hvor dejligt at du gad besøge mig. Nå, hvad er det du vil tale om? Det må gerne gå lidt tjep, da jeg har meget der skal laves.” spurgte min mor og rettede sig ordentlig op. Mit had og vrede begyndte at komme tilbage. Hvordan kunne dette kvindemenneske overhovedet tænke sig at få to børn? Jeg kan godt forstå at min far gik så hurtigt, men bare at efterlade Lily og mig?

”De-det… Det er lige meget.” svarede jeg og opgav alligevel. Det var vel lige meget hvem der købte billetterne bare Lily var glad.

”Det var godt, Lucy. Du har lige sparet mig for en masse tid. Gå nu bare.” siger min mor og peger på døren. Hvordan kan et menneske være så koldt?

_________________________

Det var så første kapitel :)

Jeg håber i kan lide det og har lyst til at følge med i historien, even though det her kapitel er røv xD

Oh whale, det bliver mere spændende, i promise :D

Nå, men jeg vil i hvert fald gerne høre jeres mening, inden jeg publicerer mere. <3

Så vil i ikke godt være søde, at skrive noget feedback i kommentarfeltet, tak <3 

Hav en forsat god dag ;)

- Ariia

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...