|| Sidesporet **Harry Styles (1D)**

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2013
  • Opdateret: 16 dec. 2013
  • Status: Igang
|| ~Halley bor med Harry Styles i England helt uden de store problemer. De har snakket om at skulle giftes selvom de kun har kendt hinanden i kort tid, men deres kærlighed er så stor så de ikke tænker på andet end at gifte sig, og alt kører bare lige ud af landevejen. Men Harry bliver udsat for en ulykke sammen med de 4 andre bandmedlemmer i One Direction, og siden da har alt forandret sig.

Halley lever nu med en Harry der både er forvirret, drikker sine sorger væk og er dybt deprimeret. Halley har prøvet alt, hun har prøver så meget at det måske tager overhånd.

Sidesporet er en fanfiction omkring kærlighed, der bliver sat på en prøve på godt og ondt. Det er ikke altid det kører lige ud af den lige vej, der vil altid være et sidespor.

34Likes
24Kommentarer
1870Visninger
AA

6. Kapitel 5

~

Kapitel 5

Sidesporet, Caroline (DreamForIt)
- I dette afsnit er der en lille ''note'' som Halley får fra Harry, og jeg har valgt ikke at skrive et telefon nummer selvom der står det stod der, da jeg synes det ville være sært at skrive et randomt et (-; Håber I har forståelse for det!

 

Maj d. 17, 2012

Jeg åbnede øjnene på klem, da solen strålede lige ind ad vinduet, og gav et gyldent skær inde i det ellers så hvide og kedelige soveværelse. Jeg gabte og strakte mig og følte jeg havde en sådan energi at jeg kunne løbe hele London rundt! Jeg satte mig op i sengen og kørte en hånd igennem håret, hvorefter mit blik så faldt på filmen ’The Notebook’, som jeg aldrig nåede at se i går. Jeg rullede øjne og smed benene udover senge kanten og gik ud i køkkenet. Den må vente til i aften.

Det var lørdag, og jeg havde egentligt aftalt med April at spise middag med hinanden på The Fraze, men hun aflyste da hun skulle arbejde. Så jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle lave. Løbe en tur? Jeg så ud af køkkenvinduet og så Calvin’s kiosk over gaden, og ude i horisonten en masse huse, også lige en lille skov, også ellers bare flere huse. Jeg så op på himlen. En sky eller to, og ellers var det gråt. Det begynder nok at regne. Jeg kastede hovedet over skulderen og så på uret over det lille spisebord. 13:23. Jeg så ud af vinduet igen. Jeg må nok hellere løbe den tur.

 

Jeg tog to trappetrin ad gangen op til min lejlighed. Jeg følte pludseligt et enormt overskud til alt, og havde bare lyst til det hele! Lyst til at danse, lyst til at skrive en bog, lyst til at grine, lyst til at se en film. Men alligevel havde jeg bare lyst til at sætte mig ned og græde, udsulte mig selv, sove og slå ting i stykker. Jeg trak vejret dybt og gik ud på badeværelset. Måske ville et bad hjælpe. Både fordi jeg bare godt kunne bruge for at stå under de varme stråler, og så for at samle tankerne.

Jeg havde nok stået under bruseren i over 20 minutter, fordi vandet var begyndt at blive køligt. Det er det hyggelige, og lidt specielle ved denne lejlighed. Jeg har et gammelt komfur, en brusser der kun kan bruse med varme i 20 minutter, trægulvet der knager. Det er sådan lidt retro agtigt, og det kan jeg helt vildt godt lide. Det er det der skaber hyggen ved mit hjem. Jeg smilte af tanken. Jeg slukkede derefter for bruseren, tog håndklædet der hang på knagen lige ved siden af bruseren og så trådte jeg ud på de glatte fliser. Jeg bukkede mig forover og rullede mit lange brune hår ind i det og gned det frem og tilbage mellem hårstråene. Her om foråret og sommeren plejer jeg altid at lufttørrer mit hår. Mine veninder siger det er det der tiltrækker drenge, da det ser friskere ud. Jeg har altid grint af det, fordi, hvor er det dog bare en latterlig begrundelse for ikke at føntørrer det. Men alligevel lader jeg det altid lufttørrer. Og tænk hvis Harry nu kunne lide det? Jeg bed mig i læben og smilede. Jeg rettede mig op og svang håndklædet rundt om min krop, og lod håret falde ned af den ene skulder, hvorefter jeg satte mine fingre op til munden og bed i mine knoer. Jeg har ikke tænkt på andet end ham da jeg løb. Jeg gik ud fra badeværelset og så min jakke var faldet ned fra knagen og jeg gik hen for at samle den op, men da jeg tog fat i nakken af jakken, faldt der noget hvidt ud af lommen. Normalt ville jeg bare have smidt det ud, men det her var foldet. Foldet som om nogle havde brugt tid på at folde det. Jeg tog det op fra gulvet og kiggede lidt på det, inden jeg forsigtigt åbnede det. Det var helt glat og lidt gult. Det lignede en foldet side fra en dagbog, bare i minature. Jeg folede den sidste folde ud, og læste:

Jeg kunne ikke lade være…
Ring til mig en dag, helst snart (;

X      Harry

Jeg kunne næsten ikke få luft. Han gav mig hans telefonnummer! Men, hvorfor? Og hvordan? Jeg satte mig ned på sengen. Jeg stirrede på papiret og telefonnummeret, mens jeg langsomt begyndte at lægge to og to sammen. Det måtte have været mens jeg sov. Han måtte have skrevet det, også puttet det i min lomme. Men hvorfor? Jeg kunne stadig ikke få min hjerne til at forstå han ville ses med mig igen? Hvis man kan kalde det det. De to gange vi har ses var tilfældigt. Eller hvad? Jeg slog mig i panden med en flad hånd. Selvfølgelig var det tilfældigt. Jeg rullede øjne af mig selv og så igen på papiret. Jeg kørte min tommelfinger blidt henover papiret, og lod det kører frem og tilbage inden jeg greb min telefon, tastede nummeret ind og uden at tøve trykkede jeg ’’ Ring’’.  Jeg sad i noget som svarede til en evighed følte jeg, og jeg skulle lige til at lægge på inden en stemme brød tavsheden: ,, Det er Harry?’’ jeg sad som en sten, kunne ikke fremkalde et ord overhovedet. ,,Hallo, hvem er det?’’ Jeg åbnede munden, men lukkede den igen. Jeg skulle sige noget nu, ellers ville jeg aldrig få chancen igen, fordi det ville være så akavet at ringe tilbage. ,, Hej, det er Halley, du ved… Ehm, hende fra kiosken… Eller ja,’’ jeg tog mig selv til hovedet. Hvad sker der? Jeg plejer altid at kunne fører en samtale uden at lyde helt til grin? En latter lød i baggrunden og jeg følte mig utilpas. ,, Jeg går ud fra du fik min ’note’,’’ jeg kunne næsten høre ham smile. Og det fik mig selv til at smile. Jeg bed mig i læben og så ned på mine tæer. ,, Jeg vidste eller ikke, hvordan jeg skulle få din opmærksomhed igen.’’ Han holdte en pause. ,, Halley?’’ - ,, Ja?’’ - ,, Jeg ved godt det måske er lidt tidligt og sådan, og jeg acceptere selvfølgelig hvis du ikke vil osv., men…’’ Mit hjerte stoppede med at slå og jeg holdte vejret. ,, Skal du noget i aften?’’ Jeg blev svimmel. Mærkeligt tilpas. ,, Nej,’’ fik jeg fremstammet. ,, Vil du så me…’’ - ,, JA!’’ råbte jeg næsten ind i telefonen, og fortrød med det samme. Han små grinte igen. ,, Jamen, okay så! Jeg henter dig kl. 20?’’ Jeg nikkede. Jeg krummede tæer og bed mig vildt meget i læben, hvorefter jeg så kørte en hånd igennem håret. ,, Det lyder fint, ’’ sagde jeg lavt. Tavshed. ,, Så ses vi,’’ lød hans rolige og behagelige stemme. ,, Ja vi ses,’’ også blev røret lagt på. Jeg kunne skrige. Jeg sprang op fra sengen og løb ud i køkkenet. Klokken var allerede 18:00! Jeg styrtede ind i soveværelset igen og slog mine skabslåger op. Jeg rev alle mine kjoler ud og smed dem på sengen, og begyndte at prøve dem.

Klokken blev hurtigt 19:50 og jeg rettede på mine sko. Sorte hæle, en sommerkjole i laksefarve med et brunt læderbælte rundt om taljen, mit yndlings ur og fire ringe på den ene hånd. Mit hår var krøllet, men ikke for meget, bare sådan naturligt. Min make- up var let og sommeragtigt. Jeg trykkede mine læber sammen og satte mig på sengen. Han inviterede mig ud, men jeg vidste slet ikke hvor vi skulle hen. En restaurant? En fest? Jeg bed mig i læben for hundrederne gang i dag og folede mine hænder i skødet. Måske skulle jeg bare ringe og aflyse? Tænk hvis han er en massemorder? Eller hvad hvis jeg siger noget forkert, og han går? Jeg ringer og aflyser. Jeg rejste mig, gik ud i køkkenet, tog min telefon og skulle lige til at ringe ham op, men så ringede det på døren og det løb mig koldt ned af ryggen.
Jeg gik hen mod døren og åbnede den på klem. Der stod han. I en hvid t-shit med en læder jakke henover skulderen, skinny jeans og ruskinds sko. Jeg smilte til mig og så op og ned af mig. Han rakte hånden frem og automatisk tog jeg den. Han bukkede og smilede skævt til mig. ,, Er du klar?’’ jeg nikkede og han slap min hånd, gik ud af døren og lukkede og låste den efter mig. Det var som om da jeg så ham, glemte jeg helt at fortælle ham at jeg ikke kunne tage med. Men da han tog min hånd kunne jeg ikke gøre andet end at gå med ham ned mod hans bil.

 ,, Hvor skal vi hen?’’ Han sendte mig et skævt smil da han åbnede bildøren for mig. ,, Det får du at se,’’ jeg smilede halvt til ham. Jeg ved ikke om jeg var utryg ved situationen eller tryllebundet af den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...